(Uddrag fra årets Landemodeberetning)

Kirken og de homofile

Et kirkeministerielt udvalg har for nylig barslet med en rapport om indgåelse af registrerede parforhold, kirkelig velsignelse og ritualspørgsmål desangående. Det er for det første bemærkelsesværdigt ved den rapport, at et stort flertal af dem, der har udarbejdet den, tager deres udgangspunkt i, at der er forskel på et ægteskab mellem mand og kvinde og et registreret parforhold mellem to mennesker af samme køn.

Det er endvidere bemærkelsesværdigt, at et flertal i udvalget ikke går ind for indgåelse af registreret parforhold i kirken.
Men når det er sagt, så er der også flertal for at vedtage et ritual, som skal anvendes i kirken i forbindelse med kirkelig markering i forbindelse med et allerede indgået parforhold.

Endelig er det bemærkelsesværdigt, at udvalget ønsker at der i et forord – en såkaldt præambel – i selve ritualet står, at præster, som ikke ønsker at benytte ritualet er fritaget herfor.

Det fremgår således, at der mildt sagt ikke hersker enighed angående vurderingen af velsignelsen af et registreret parforhold. En del har da også allerede udtalt, at de ikke finder forslaget vidtgående nok, de vil have en fuldstændig parallelisering mellem ægteskabet og parforholdet.
Andre mener, at det fremsatte forslag er alt for radikalt og at det vender sig imod grundlæggende kirkelige og kristne værdier.

Min egen holdning er, at netop det fremlagte med al tydelighed demonstrerer, at der hersker en stor uklarhed på hele området, og at det her – som i alle andre åndelige spørgsmål – derfor ikke kan nytte noget at ville forcere noget igennem under pres. Heller ikke selv om diverse pressionsgrupper skubber på. Det er med andre ord tid til besindelse. Den kristne kirke har gennem hele sin historie siden oldkirkens dage haft en meget høj vurdering af ægteskabet. Langt højere end de andre skriftreligioner, jødedom og senere Islam.

Vores reformator Martin Luther citeres ofte for at sige, at ægteskabet er ’en verdslig ting’. Det er rigtigt.
Men det var altså netop ægteskabet som var det.
Det ægteskab, nemlig, som efter samme Luthers mening afspejler en Guds gave til mennesket, en ordning, hvori vi skal kunne leve som de syndige mennesker vi nu engang er. Det var dette gudsforordnede ægteskab mellem en mand og en kvinde, som Luther kaldte en borgerlig, eller verdslig ting.

Positivt fortolket kan man vel sige, at rapporten stadig fastholder dette syn. Det nye er især forslaget om et autoriseret ritual, ganske vist med indbyggede hensyn til præsternes frihed.
Jeg synes, det er en kunstig situation i forbindelse med autorisationen af et helt nyt ritual i samme åndedrag at sige, at det altså ikke er forpligtende for andre end dem, der vil følge det.
Hvis ikke man kan gøre autoriserede ritualer forpligtende for alle, så synes jeg hellere, man helt skulle afholde sig fra at autorisere dem. For man kommer derved til at autorisere en dyb uenighed. Autorisationen kommer til at sprede og ikke samle.

For mit eget vedkommende – som I vil vide – har jeg vanskeligt ved at se et ægteskab som andet end et forpligtende forhold mellem en mand og en kvinde. Og jeg kan ikke rigtig se, at der skulle være noget diskriminerende i det, idet jeg fuldt ud anerkender, at den danske stat har åbnet for mulighederne for at indgå registrerede parforhold. Der er blot tale om noget andet.

Og siden 1997 har der faktisk eksisteret pragmatiske ordninger, hvor de registrerede par, som måtte ønske det, har haft mulighed for at få en gudstjenestelig markering i forbindelse med registreringen af deres partnerskab.

Der er ikke enighed i bispekollegiet, der er ikke enighed blandt præsterne og menighederne– heller ikke i vores stift. Jeg vil kæmpe for at hver enkelt præst og menighed hos os får mulighed for at handle i frihed bundet til sin samvittighed under Guds ord.



Lise-Lotte Rebel

Kronik af Lise-Lotte Rebel
Jyllandsposten 05.01.10

Forudsætningen for en folkekirke er, at kirken ikke bliver en klub, hvor alle skal have bestemte opfattelser, men kirken er et fællesskab om gudstjenester, dåb, konfirmation, begravelse, skriver biskop Lise-Lotte Rebel.

Lige siden Harald Blåtand for mere end 1.000 år siden skrev på Jellingestenen, at han gjorde danerne kristne, har der eksisteret et nært forhold mellem kirken i Danmark og det danske folk.

Sådan er det stadig, selv om der i den mellemliggende periode er sket mange og store ting: Ved reformationen blev båndene til Romerkirken og dens pave kappet over, og med grundloven af 1849 blev det fastslået, at den evangelisk-lutherske kirke er en folkekirke. Hvilket ikke udelukker, at den enkelte borger kan nyde den fulde frihed i religionsspørgsmål. Ingen er tvunget til at være medlem af folkekirken.

Men langt størsteparten af befolkningen har frivilligt valgt at bevare medlemskabet med de rettigheder og forpligtelser, det nu engang medfører. I dag er ca. 81 pct. af landets befolkning medlemmer af folkekirken, hvilket fortsat gør det naturligt, at kirken også bevarer den tilknytning til staten, som er fastlagt i grundloven, og som indtil videre har kunnet samle et bredt politisk flertal på tværs af mange skillelinjer.

Kirken spiller ganske enkelt en rolle i menneskers liv, en rolle, som er så vigtig, at det også er naturligt, at kirke og stat indgår i et tæt parløb.

Staten blander sig ikke i kirkens forkyndelse, men den er med til at sikre, at de ansatte i kirken har ordentlige og regulerede forhold, og at kirkens medlemmer trygt kan henvende sig til deres sognepræst uden at risikere at falde i hænderne på sekteriske bevægelser.

Der er nogle ting, man først opdager betydningen af i det øjeblik, man må undvære dem. Sådan tror jeg, mange har det med folkekirken. Det kan synes så nemt i dagligdagen at undvære kirken, hvis ikke man kommer der så ofte. Men ved et barns fødsel, ved "skelsår og alder", ved giftermål, og - måske allermest - ved et dødsfald, da vil de fleste opdage, at uden kirken, uden de kirkelige handlinger, uden salmer og uden samtale med en forstandig præst, mangler der noget.

Hvad ville juleaften være uden den danske folkekirke? Der er god grund til at opretholde de gode forhold, som gennem århundreder er vokset frem mellem stat og kirke i dette land.

Men hvad med pengene? Det er vistnok en udbredt opfattelse, at staten poster enorme summer i folkekirken. Men så enkelt er det ikke. Sagen er, at kirken yder staten store tjenester i forbindelse med folkeregistrering og som begravelsesmyndighed.

Hertil kommer, at staten i tidens løb har fået overdraget store mængder ejendom og jord fra kirken. Statstilskuddet til folkekirken er et udtryk for en forrentning af denne ejendom samt kompensation for de udgifter, som folkekirken har med folkeregistrering og begravelsesvæsen. Nogle økonomiske beregninger synes at vise, at den samlede udregning for øjeblikket er til statens fordel! Staten har derfor også en naturlig interesse i at bevare den nuværende ordning.

Det bliver ofte indvendt, at folkekirken er bundet af staten og har mistet sin frihed. Argumentet bliver imidlertid ikke mere rigtigt af at blive gentaget i tide og utide.

Hvis vi fastholder, at kirkens opgave er den kristelige opgave at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne - og altså ikke at optræde som politisk kommentator eller aktør - så findes der næppe nogen kirkeordning, som giver kirkens større frihed end den nuværende. For hvad ville alternativet være?

Jeg oplevede i USA for nogle år siden, at nogle amerikanske præster undrede sig over de danske kirkelige forhold. Er I ikke i lommen på staten? spurgte de.

Jeg svarede ved at spørge, hvem de var i lommen på! Og det kom frem, at de alle sammen var nødt til mere eller mindre at tilpasse deres forkyndelse til de organisationer og enkeltpersoner, som sponsorerede deres lokale menighed.

En præst for en menighed i Washington DC, som var domineret af højtstående militærpersoner, indrømmede, at han havde været nødt til at flytte, fordi han ikke med sin prædiken bakkede op om disse personers politiske holdninger. I forhold hertil må man sige, at danske præsters ansættelsesforhold som tjenestemænd lægger et filter ind i forhold til sådanne former for umiddelbar afhængighed. Det ser jeg som en stor fordel. En folkekirkepræst er ikke og må aldrig komme i lommen hverken på et politisk parti eller magtfulde personer i menigheden.

Denne frihed sikres netop gennem kirkens tilknytning til staten. Men det betyder på den anden side også, at præsterne skal kende deres opgave og embede. Det vil sige, at de skal kunne skelne mellem deres forkyndelsesopgave og deres borgerlige rettigheder som almindelige samfundsborgere.

En luthersk folkekirke gør sig ingen forestillinger om, at den skal løse alle livets problemer. Den har tværtimod de bedste forudsætninger for at anerkende det moderne samfund, hvor forskellige samfundsinstitutioner har forskellige opgaver.

Det er ikke mere sådan, som det måske var engang, at kirken samtidig skulle administrere hospitalsvæsen, skolevæsen og fattigforsorg. Men i et moderne, uddifferentieret samfund har folkekirken sin helt specifikke opgave. Den er her for at skabe et værdigt rum om vore eksistentielle spørgsmål og problemer.

Den er bærer af vore vigtigste kulturelle og religiøse traditioner, og kirken tilbyder med sin gudstjeneste og kirkelige handlinger ved dåb, begravelse osv. en ramme og et fristed til eftertanke - noget som der ikke findes tilsvarende i det moderne samfund. Vi har brug for et sådant frirum, hvor vi kan samle os om de store spørgsmål i sorg og i glæde, og hvor der er plads til alle uanset status og politiske tilhørsforhold.

I kirken er vi fælles om at være under ordet, vi er sammen under dommen, og vi er sammen under nåden. Det politiske liv, derimod, udspiller sig på et helt andet plan, hvor vi hver især kæmper for vore tanker og ideer. Folkekirkeordningen værner om den frihed, personligt såvel som religiøst, som udspringer af denne skelnen.

Der har ganske vist i 2009 været nogle spektakulære sager, som kunne forlede til en anderledes opfattelse . Jeg tænker på sagen fra Brorsons Kirke med de afviste irakiske asylsøgere, som var en sag, der i sine menneskelige perspektiver berørte os alle. Og jeg tænker på debatten om klima og klokkeringning.

Men disse sager viser også med al tydelighed, at folkekirken ikke kan samles om en bestemt politisk dagsorden. Sådanne sager, som der nok skal komme flere af i fremtiden, viser snarere, at folkekirken har omtrent lige så mange forskellige meninger, som den har medlemmer.

I grunden er det et sundhedstegn. Det forhold, at mennesker, som er dybt optaget af det kristne budskab, også lader sig inspirere af deres kristentro til at handle politisk, det er der intet nyt i. Men det må ikke forveksles med noget helt andet, nemlig dette, at kirken - som institution - skulle være en politisk aktør på linje med et politisk parti. Det er den ikke, og skal heller ikke være det.

Hvis den blev det, var dens dage som kirke hurtigt talte. Kirken skal i et demokratisk samfund ikke fortælle folk, hvad de skal stemme på, eller hvordan de skal udmønte den forkyndelse, de har hørt, i det politiske liv. Det kan oplyste mennesker udmærket selv finde ud af.

Realiteten viser også, at kristne mennesker reagerer meget forskelligt som konsekvens af deres kristne tro. Nogle bliver socialister, andre liberalister, andre igen konservative osv. Jeg kender nogle af alle slags.

Der er ikke noget underligt i dette i et åbent, debatterende samfund. For det budskab, kirken formidler, er et budskab, som taler til os, der hvor vi hver især er. Kirken skaber håb og tro, men den kommer ikke med nogen guddommeligt sanktioneret patentløsning.

Forudsætningen for en folkekirke er netop, at kirken ikke bliver en klub, hvor alle skal have bestemte opfattelser, men kirken er et fællesskab om gudstjenester, dåb, konfirmation, begravelse osv.

Man kan sige det samme på den måde, at kristendommen både forudsætter og skaber et personligt ansvar, som ikke uden videre kan sættes på en politisk formel. Der er intet værre end teokrati, altså den situation, hvor religiøse mennesker vil bruge deres religion til at undertvinge andres samvittighed og ansvarlighed.

Derfor skal der værnes om folkekirken.