Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Hun er præst for 7.000 på Facebook

Sophie Nielsen efterlyste deltagere til bisættelse uden pårørende i lokal Facebook-gruppe. 11 fremmede mødte op.

Sophie Nielsen er aktiv som præst og privatperson i den lokale Facebook-gruppe med 7.000 medlemmer i Ishøj. 

Af Anders Haubart Madsen

Da 90-årige Poul fra Ishøj skal bisættes, er det seks fremmede, der bærer hans kiste.

De kender ham ikke, men har valgt at møde op i Vejleå Kirke for at anerkende hans eksistens og sige farvel til en medborger.

“Han skal i hvert fald ikke risikere at tage afsked alene,” skriver en af deltagerne, inden hun møder op i kirken.

Kirkeklokker og graffiti

11 fremmede mødte op til Pouls bisættelse i september. Det var sognepræst Sophie Nielsen, der havde inviteret borgere i Ishøj med til at sige farvel.

Det havde hun gjort på Facebook i gruppen ‘Vores Ishøj’, der har knap 7.000 medlemmer. Hun har i flere år været aktiv i gruppen, både som præst og som privatperson, og hun har skrevet om både kirkens aktiviteter og deltaget i debatter om alt fra kirkeklokker til graffiti i bybilledet.

Hendes opslag om bisættelsen uden pårørende var blot en naturlig del af hendes kommunikation som præst på det sociale medie, fortæller hun.

“Som præst kan man lære, hvor meget man egentlig kan bidrage med, ved at kaste sig ind i de her bygrupper på Facebook. Du kan nå ud til alle dem, der ikke læser lokalavisen, og det er faktisk mange flere, end man tror,” siger Sophie Nielsen.

Næstekærlighed når svensk medie

Opslaget om Pouls bisættelse blev delt 47 gange og blev ‘liket’ af flere end 200 mennesker.

Historien om de fremmede fremmødte spredte sig på nettet fra lokalavisen til B.T. og medier i Sverige og Norge, og det er der en helt enkelt grund til, mener sognepræsten fra Ishøj.

“Jeg tror de tager det op, fordi folk bliver rørt over det. Da jeg holdt bisættelsen, blev jeg selv rørt af det. Hvorfor? Fordi vi ikke kan lide, at der bliver flere og flere ensomme, og derfor rammer det mange at se, hvordan nogle helt fremmede træder til og anerkender en medborger på den her måde.”

Skriver uden præstekrave

Mange præster er allerede aktive på Facebook, selv om de færreste har haft det som en del af deres uddannelse. Nogle laver en separat præsteprofil, mens andre som Sophie Nielsen deltager i debatter med deres egen private profil.

“Folk ved godt, at jeg er præst, og jeg tror, det er med til at få min kommunikation lidt ned på jorden, at jeg ikke har en præstekrave på, når jeg skriver,” siger hun. 

Folkekirke som tilvalg

Hun fortæller, at hun tænker over, hvilken tone hun skriver med, at den aldrig må blive dømmende eller arrogant, og at hun deltager i debatter for at gøre folkekirken synlig og en del af den kommunikation, folk bruger i hverdagen.

“Hvis jeg opdager diskussioner, jeg synes er vigtige, så deltager jeg i dem,” siger hun og fortæller om, hvorfor hun skriver om kirkeklokker, babysalmesang og åbner for debat om kirkens politik for flagdage. 

“Folkekirken er meget blevet et tilvalg i dag, fordi mange tror, at man skal føle noget religiøst for at være en aktiv del af den. Det kan godt blive et problem, for der er også andre grunde til at være medlem, og det er som om, det hjælper at få det hele lidt ned på jorden ved at tale med folk i et offentligt rum som Facebook.”

Vi skal rummes som kirke

Sophie Nielsen mener, at det at deltage som præst i kommunikation på de sociale medier i sidste ende handler om accept i et mere og mere sekulariseret samfund. Hun fremhæver det faktum, at medlemsprocenten i hendes eget sogn de seneste år er faldet markant.

“Som folkekirke er vi efterhånden i mindretal her hos os, og det er blevet sådan, at det er de andre, der skal rumme os, fordi vi er mindre end dem. Det er en ny rolle, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til endnu. Men derfor betyder det noget, at vi går i dialog, også på Facebook.”


Helsingør Stift planlægger at afholde et kursus i brugen af sociale medier for de ansatte, der allerede bruger dem eller som har lyst til at komme i gang. Kurset finder sted i 2017, og der vil komme mere information herom i Nyhedsbrevet, på hjemmesiden og i Stiftsmagasinet.