Fortsæt til hovedindholdet
Nyheder
Nyheder

Sådan samarbejder vi om åndelig omsorg til ældre

Temadag gav flere bud på, hvordan kirker, plejehjem og kommuner samarbejder om åndelig omsorg.

Der var debat om omsorg for ældre blandt deltagere fra både kirker, plejehjem, ældreråd og kommuner til temadagen Gammel i Danmark i Vangede Kirke. Foto: Anders Haubart Madsen

Af Anders Haubart Madsen


GAMMEL I DANMARK
Temadagen Gammel i Danmark var støttet af Stiftsrådet i Helsingør Stift og planlagt af sognepræsterne Anne Have Christensen, Farum Sogn, Bodil Olesen, Hornnæk Sogn, Rose Marie Tillisch, Strandmarks Sogn og Kasper Morville, Vangede Sogn.

Vi skal samarbejde om at yde åndelig omsorg for ældre. Det bliver mere og mere nødvendigt, og snart er en tredjedel af folkekirkens medlemmer over 60 år. 

Sådan lød en af opfordringerne til temadagen ‘Gammel i Danmark’, der også bød på forslag til, hvordan samarbejdet mellem kommuner, organisationer, kirker og plejehjem kan blive bedre. 

“Vi har alle en forpligtelse til at yde åndelig omsorg. Derfor er mit hovedbudskab, at vi som kirke skal i dialog med plejehjemmet og kommunen,” sagde sognepræst Anne Have Christensen til deltagerne, der talte både medlemmer af ældreråd, repræsentanter fra kommuner, organisationer og kirker. 

Tidligere forstander for Bethaniahjemmet på Frederiksberg Kirsten Sørensen holdt oplæg med sin mand Laust Sørensen.

Der er var ivrig debat ved bordene om dagens tema i Vangede Kirke.

Der var også tid til at tale på tværs af fagligheder og baggrunde mellem oplæggene til temadagen Gammel i Danmark.

LÆS OGSÅ - FRA STIFTSMAGASINET: 

Flere ældre og samarbejde med Ældresagen

Allerede i 2050 vil andelen af borgere over 60 år i Danmark være vokset til at udgøre knap en tredjedel af befolkningen. Flere vil komme på plejehjem, flere vil blive ensomme og flere vil få behov for den omsorg og det fællesskab, som folkekirken kan tilbyde. 

Den voksende opgave kræver samarbejde på tværs, lød det til temadagen. Ældresagen er den største interesseorganisation målt på medlemmer i Danmark. Den vokser naturligvis også i takt med befolkningsudviklingen, og er begyndt at varetage nogle af de opgaver, som folkekirken før stod for; vågetjeneste, besøgstjeneste og sociale fællesskaber. 

Det var én af de pointer, som Anita Hansen Engdahl, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter (FUV), havde bragt med sig som oplægsholder. Hun understregede, at Ældresagens arbejde jo ikke indeholder forkyndelse, men at organisationen flere gange har opfordret til samarbejde med folkekirken.

“Hvis Ældresagen opfordrer til samarbejde, hvorfor byder vi os så ikke til?” spurgte hun ud i lokalet.  

Fester og skjult sorg

Andre oplægsholdere fortalte om deres konkrete initiativer. Det tidligere forstanderpar på Bethaniahjemmet - et plejehjem på Frederiksberg - fortalte om deres tilgang til arbejdet med omsorg for ældre. 

“Vi elskede at holde fester,” sagde Laust Sørensen, som holdte oplæg med sin kone og kollega Kirsten Sørensen. 

Festerne på Betaniahjemmet bestod af temafester med udklædning og madlavning, rejser til udlandet og koncerter i huset. Beboerne skulle selv være med til at arrangere og hjælpe til, i det omfang de kunne, fortalte det tidligere forstanderpar. 

“Men vi glemmer nogle gange den sorg, der er inde bag det enkelte menneske,” tilføjede Laust Sørensen. 

Præst rådgiver kommune

Den sorg kan folkekirken blandt andet være med til at tale om. Sammen med viden om næstekærlighed og generel åndelig omsorg, kan folkekirken bidrage uden for egne bygninger, viste flere eksempler fra temadagen ‘Gammel i Danmark’.

Sognepræst Tina Brixtofte Andersen fra Aarhus Domkirke fortalte om, hvordan hun bidrager med forkyndelse og teologi i et såkaldt advisory board, nedsat som et rådgivende organ til Aarhus Kommune. 

En repræsentant fra Gladsaxe Kommune fortalte, hvordan Stengård og Søborg Kirke er blevet en del af det kommunale magasin 60+. Samme kommune har også hjulpet til med at finde frem til enker og enkemænd, som Bagsværd Kirke så sidenhen har kunnet aflægge et besøg. 

I Nygårdskirken har de to gange om måneden Ældresang i kirken - et arrangement, der er opstået i samarbejde med det lokale plejehjem, og som vi tidligere har skrevet om her:

LÆS OGSÅPortræt af Ældresang - Succesfuldt tilbud til plejehjem

Gammel i Danmark sluttede med en opfordring fra deltagerne om at afholde temadagen igen. Styregruppen lovede at gå videre med det, og man vil kunne læse nyt om det i nyhedsbrevet og her på stiftets hjemmeside.