|
Helsingør Stift tilbyder præster ansat i stiftet et bredt udvalg af kursustilbud, arbejdsgrupper og studiedage. Her på siden kan man finde en oversigt over de tilbud der er koordineret under stiftets teologiske konsulent.
At præster får mulighed for at vedligeholde deres uddannelse, og kontinuerligt får udfordret deres tænkning, er væsentligt for at kvaliteten af præstens arbejde forsat kan være høj. Efteruddannelse varetaget af stiftet styrker netværket, samarbejdet og fællesskabet mellem stiftets præster. Ønsker man særlige emner taget op, kan man evt. henvende sig til stiftets teologiske konsulent.
Særlige kurser om konfirmandundervisning og andre religionspædagogiske emner for præster, sognemedhjælpere og kirkelige undervisere kan findes på siden www.kirkeogpædagogik.dk
Teologisk efteruddannelse for præster
Eksistenssamtalen
Relation – eksistens – identitet - i kristelig udlægning
At opbygge menighed er at opbygge relationer mellem præst og menighed. Det viser kirkesociologiske undersøgelser. Det gælder præstens relation til f.eks. minikonfirmandens mor, konfirmanden, sjælesorgskonfidenten og gudstjenestedeltageren etc.
At kunne indgå i disse relationer som præst kræver både empati og åbenhed. Hvis samtalen skal føre videre til andre samtaler eller andre relationer hvor præsten skal udlægge eksistensen, kræver det at man er i stand til at aflæse eller afkode de grundlæggende livserfaringer, der er på spil hos det enkelte menneske. Når vi som præster indgår i forskellige relationer, er det måske ikke kun for at kunne ”sige sandheder” til den anden, men måske snarere for at være en solidarisk samtalepartner i den fortolkningsproces, som vi alle er en del af.
Vinterens to-dages seminar vil via forelæsninger, oplæg og samtaler forsøge at kaste lys over de livserfaringer, der tegner den senmoderne identitetsdannelse, samt at præsentere fora, hvor præsten kan indgå i den solidariske fortolkningsproces i relationen til det andet menneske.
Onsdag d. 29. februar 10.15: Velkomst 10.30: Professor Svend Brinkmann: Identitets-udfordringer i en senmoderne tid 13.00: Frokost 13.45: Introduktion til eftermiddagens workshops: 14.00: WORKSHOP 1. Sognepræst Erik Høegh-Andersen:Eksistenssamtaler 2. Sognepræst Amalie Nørgaard Rathje:Kærlighed og kommunikation. Parforholdets konflikthåndtering i kirkeligt regi 3. Sognepræst Line Bjørn Hansen: Samtaler i sorggrupper 15.30. Afslutning
Torsdag d. 1. marts 10.15: Hospitalspræst Christian Juul Busch: Det lille vemod og det store vemod – samtaler på hospitalet 12.15: Frokost 13.00: Introduktion til eftermiddagens workshops: 13.15: WORKSHOP 1. Filosofisk praktiker ph.d. Dorte Odde: Relationen i eksistensfænomenologisk vejledning 2. Sognepræst Hanne Marie Houkjær:Skriftestol og sjælesorg, når perspektivet skifter fra vandret til lodret 15.00: Afslutning
Stiftskurset finder sted den 29. februar og 1. marts i Hørsholm kirkes sognegård, Birkebakken 2, Hørsholm. 100 kr. til fortæring betales ved kurset. Tilmelding til Jørgen Demant (jtd@km.dk). Tlf. 4588 4075.
|