Af Birthe Rønn Hornbech
Kirkeminister 2007-2011. Formand for Folketingets kirkeudvalg 1990-2007, og bosiddende i Helsingør Stift siden stiftets oprettelse.

Personligt tilbageblik
Indtil for 50 år siden omfattede Københavns Stift de nuværende stifter København, Helsingør, Grønland og Færøerne, og det var nærmest umuligt for én biskop at løfte arbejdsbyrden og etablere nær kontakt med præster og menigheder i et stift med så stor geografisk udstrækning. At biskoppen i København skulle aflastes, og at Københavns Stift var for stort, var der ikke mange meninger om.

Danmark havde smidt paven ud mere end 400 år tidligere, og biskopperne havde heller ikke for 50 år siden en magt, der kunne give større dønninger i Folketinget eller i den landspolitiske debat i det hele taget. Der var alene tale om en justering af den kirkelige inddeling for at fordele arbejdsbyrden bedre. Men for det nye stift havde ændringen selvsagt meget stor betydning.
Min egen far, der var præst i Sions Kirke på Østerbro, og flere af hans kolleger gik ind for en tredeling af Københavns Stift med Grundtvigs Kirken som domkirke i et omegnsstift.

Selv født i 1943 og med hyppig gang hos min morfar og mormor, der boede skråt overfor (med daværende stavemåde) Sct. Olai Kirke i Sct. Olai Gade 37 og med størstedelen af familien bosiddende i Helsingør, var jeg meget optaget af, at genboen, der ragede op i synsfeltet bag gadespejlet, og hvis klokker jeg elskede at lytte til, ikke mindst når der blev kimet påskelørdag, skulle være domkirke. Ikke mindre optaget var jeg af, at Helsingør skulle være domkirkeby. Min morfar snedkermester Oscar Kryger var byrådsmedlem og formand for menighedsrådet i Sct. Mariæ Sogn, og byen var ikke større end, at jeg som barn og ung var lige fortrolig med kirkelivet, præster og det øvrige personale og mange af menighedsrådsmedlemmerne i begge sogne. Mange var nære venner af min familie, og jeg har i hjemmet i ”Olaigade” blandt mange mødt provst Isager, biskop Leer Andersen og Domprovst Nepper-Christensen samt adskillige menighedsrådsmedlemmer, som Erik Lau Larsen og Laurits Jensen og den mangeårige kordegn Aage Christensen ikke at forglemme.

Min morfars snedkerværksted leverede i masser af år stole til begge kirker, og min morbror snedkermester og arkitekt Svend Kryger berettede i sine sidste leveår om, hvordan han til brug for restaureringsarbejder i Skt. Olai Kirke i efterkrigstiden under rationeringen og før pasunionens indførelse måtte smugle metalbeslag fra Hälsingborg til Helsingør til brug ved reparationen af stolestaderne i kirken.

Stiftets oprettelse
Af Kirkeministeriets arkiver fremgår det, at Kirkeministeriet i 1958 nedsatte et udvalg, der skulle overveje, om der burde gennemføres en stiftsdeling. Københavns Stift havde lige så mange indbyggere som hele Sjællands Stift havde haft ved den forrige stiftsdeling på Sjælland i 1922. Nedsættelsen af udvalget var frugten af en længere diskussion. Dertil kom, at 80 pct. af stiftets præster havde underskrevet en henstilling til Kirkeministeriet om, at der gennemførtes en stiftsdeling i forbindelse med biskop Fuglsang Damgaards afgang på grund af alder.

I ministeriets skrivelse til det udvalg, der nedsattes, fremhæves det, at udvalget skal løse sin opgave ikke blot med ”den nuværende situation for øje, men også under hensyntagen til den udvikling, der kan ventes i en nærmere fremtid.”
Fra Helsingør deltog førnævnte Laurits Jensen i udvalgets arbejde. Udvalget gennemgik forskellige muligheder for at ændre på stiftsgrænserne i Københavns, Roskilde og Lolland-Falsters Stifter. Nogle af overvejelserne var kendt fra den tidligere stiftsdeling. Alle muligheder for at ”nøjes” med en ændring af stiftsgrænserne uden oprettelse af et eller flere nye stifter blev opgivet af udvalget.

Udvalget afgav betænkning den 25. januar 1960. Ønsket om, at Københavns biskop skulle få mere tid til at besøge både Grønland og Færøerne spillede en væsentlig rolle for udvalgets overvejelser. Udvalgets forslag betød, at Københavns Stift ud over at afgive omegnskommunerne og Nordsjælland tillige skulle afgive de daværende Nordøstre og Nordvestre provstier. På den måde ville et nyt Kronborg-Bispebjerg Stift bane vejen for, at Grundtvigskirken kunne blive domkirke i det nye stift.

Med en sådan deling ville man med udvalgets ord opnå at få ”det gamle stift delt i noget nær lige store dele for så vidt angår befolkning, kirker og præster.” På den måde ville Københavns biskop blive frigjort for hovedparten af det meget omfattende arbejde, som udvalget forudså der ville være forbundet med opførelse af nye kirker, sogneudskillelser samt oprettelse af nye præsteembeder. At Københavns biskop i vore dage må anvende mange ressourcer på forhandlinger i forbindelse med nedlæggelse af præsteembeder og sammenlægning af sogne mv., indgik slet ikke i udvalgets forestillingsverden.

Det gik dog ikke helt som udvalget havde indstillet til ministeren, selvom ministeren stort set holdt sig til udvalgets forslag. Kirkeministeren var den drevne politiker Bodil Koch. Hun var i tidnød, for forslaget hastede, da Københavns biskop H. Fuglsang Damgaard skulle fratræde på grund af alder den 1. august 1960. Forslaget skulle altså igennem Folketinget inden Grundlovsdag, hvor Folketingssamlingen i realiteten sluttede.

Bodil Koch har næppe nået at tage hverken folketingspolitikere eller det kirkelige bagland i ed, inden hun godt tre uger efter offentliggørelsen af betænkningen, den 18. februar 1960, i Folketinget fremsatte forslag til ”Lov om deling af Københavns Stift og oprettelse af et nyt bispeembede.”

At der allerede ved lovforslagets fremsættelse har været flere meninger om stiftets navn og domkirkens placering kan man læse af Bodil Kochs skriftlige fremsættelsestale. Bodil Koch har været helt klar over, at mange lokale følelser var indblandet. Hun har derfor klogt og ret usædvanligt ladet dette afspejle sig i lovforslagets skriftlige fremsættelse.

Ministeren åbner i sin skriftlige fremsættelse dels for muligheden af, at der kan komme en senere stiftsdeling, og nævner, at fremtiden således ikke kan være bundet af navnet på stiftet. Derved forsøger hun selv at dæmme op for en mulig kritik af, at hun har så travlt.
Førstebehandlingen af lovforslaget fandt sted den 24. februar. Partierne Venstre og Konservative stillede med to ordførere med præsteerfaring fra København, nemlig Venstres ordfører Poul Hartling, der i en periode var præst ved Lukasstiftelsen og senere rektor for Zahles gymnasium og den konservative Gottschalk-Hansen, der i mange år var præst ved Garnisons Kirke.

Begge ordførere var betænkelige ved en ordning med Grundtvigskirken som domkirke og dermed en deling af Københavns kommune i to stifter og med to domkirker. Poul Hartling refererede til bemærkninger i dagspressen om, at Grundtvigskirken som domkirke kunne betyde, at biskoppen så skulle være grundtvigianer. Et synspunkt han fandt helt hen i vejret. Gottschalk-Hansen støttede Hartling med en munter bemærkning om, at det så måtte betyde, at Københavns Domkirke, der jo bærer navnet Vor Frue altid skulle have en kvindelig biskop. Han anførte, at han intet havde imod kvindelige biskopper, men dog som Hartling fandt, at kirkens navn ikke skulle bestemme valget af biskop.

Folketingets kirkeudvalg afholdt officielt fem møder. Da udvalget afgav betænkning med henblik på sagens fremme i folketingssalen, var imidlertid både Kronborg-Bispebjerg stift og Grundtvigskirken som domkirke forsvundet. Der var derimod fremsat ændringsforslag, så Helsingør Stift blev stiftets navn, og Skt. Olai kirke i Helsingør blev domkirke.

At der efter førstebehandlingen i Folketinget ud over de officielle fem møder i Folketingets kirkeudvalg har været underhåndsforhandlinger mellem minister og i hvert fald VK-ordførerne kan man læse ud af betænkningen. Forslaget om at stiftet bliver omdøbt til Helsingør Stift, og domkirken blev placeret i Helsingør, er nemlig officielt fremsat af ministeren selv.

Bodil Koch har ligesom ministre efter hende naturligvis foretrukket i enighed med Folketingets kirkeudvalg selv at fremsætte det ændringsforslag, som kirkeudvalget ønskede. Dermed har hun i udvalgsbetænkningen sikret sig hele udvalgets opbakning.
Den 2. juni, altså i sidste øjeblik lige før Folketingets sommerferie, vedtog Folketinget det endelig lovforslag, der blev stadfæstet af Kongen den 10. juni 1960.

Min morfar var i 1960 medlem af Folketinget og sad i Folketingets kirkeudvalg og står som underskriver af udvalgsbetænkningen. Han var en glad mand den dag, loven blev vedtaget, og som barnefødt og med hele sit liv levet i Helsingør og som menighedsrådsformand i Skt. Mariæ sogn i en menneskealder, var han aldrig i tvivl om, at domkirken skulle ligge i Helsingør, og at det nye stift skulle opkaldes efter Helsingør by, som har spillet en væsentlig rolle i Danmarks og Nordens Historie. Kronens tilstedeværelse afspejles i stiftets tre vidunderlige slotskirker. Helsingørs og Sundtoldens historie og den rigdom, skatteopkrævningen medførte, afspejler sig i det rige inventar i den nuværende domkirke. Nævnes skal tillige, at Helsingør også efter reformationen har kunnet tillade sig den luksus, at bibeholde det prægtige Sct. Mariæ Kloster som sognekirke.

Stiftets historie læses endvidere ud af de mange, middelalder landsbykirker. Befolkningsudviklingen aflæses af antallet af nyere kirkebygninger i de yngre købstæder og i de kirkebygninger, der er blevet opført indenfor de sidste 50 år.

Loven om Helsingør Stift nåede som nævnt at blive vedtaget inden Folketingets ferie, og senere på året fandt bispevielsen efter datidens skik sted i Københavns Domkirke. Helsingør Domkirke blev altså snydt for bispevielsen af sin første biskop J.B. Leer Andersen. Siden er skikken med, at alle bispevielser skal ske i Københavns Domkirke, heldigvis ændret, og både Johannes Johansen og Lise-Lotte Rebel er bispeviet i Helsingør Domkirke. Med de to biskopper har Helsingør Stift skrevet sig ind i historien ved først at vælge en salmedigter, der har præget både stiftets liv og Den Danske Salmebog med sin digtning, og derefter at vælge Danmarks første kvindelige biskop.

Stiftets udvikling og fremtid
Det ses af debatten i Folketinget om oprettelsen af Helsingør Stift, at både minister og flere ordførere havde en forventning om, at fremtiden ville indebære en yderligere deling af Københavns Stift, som Poul Hartling ligefrem gættede på kun ville lade vente på sig i 5 år. Stiftsdelingen har imidlertid aldrig har fundet sted, og en deling forekommer ikke aktuel i dag, selvom Helsingør Stift er vokset betydeligt, og Københavns Stift er blevet mindre bl.a. på grund af udskillelsen af Grønland og Færøernes stifter.

Der synes ikke indenfor en længere årrække at være udsigt til ændringer af Helsingør Stifts geografiske udstrækning, selvom befolkningstallet specielt på Københavns Vestegn er mangedoblet siden stiftets oprettelse. Hvor der før var store landbrug og næsten ingen kirker og kun få mennesker, ligger nu byggerierne Brøndby Strand, Ishøj Strand, Avedøre Stationsby, Tåstrupgård og Albertslund som hele byer. Andre byggerier kan føjes til, og det har manifesteret sig i markante ændringer i den kirkelige inddeling her på Vestegnen, hvor jeg selv har boet siden 1963 og fulgt nybyggeriet af adskillige kirker og sognedelinger i området.

Som kirkeminister har jeg som følge af befolkningsforskydningerne i hele landet i samarbejde med landets biskopper foretaget ændringer af den gamle tildeling af præstestillinger. Beregningen af ændringerne har selvsagt haft andet end befolkningsændringer som parametre. De største justeringer har der været behov for i Helsingør Stift. Ved den største omfordeling i mange år får Helsingør Stift over de kommende år 13.3 ekstra præstestillinger. Roskilde får 7.6., og Aarhus Stift 5.3. Resten af stifterne må afgive præstestillinger. København skal afgive 7.2 præst.

Der er langt fra opfattelsen af bispeembedet i katolsk tid til nu. Biskopperne havde i katolsk tid magtbeføjelser, som ikke er forenelige med det lutherske embedssyn. Kirkeordinansen fra 1539, der ikke blev ændret i forbindelse med statskirkens overgang til folkekirke med Grundlovens indførelse 1849, foreskriver, at hvert stift skal have en superintendent (biskop), og en provst i hvert herred som medhjælper.

Selvom den praktiske udførelse af det biskoppelige tilsyn i stifterne er meget anderledes i dag end for både 400 år siden, og for 50 år siden da Helsingør Stift blev oprettet, ændrer det ikke ved det principielle. Det er fortsat biskoppen, der fører tilsyn med præster og menigheder. Provsterne er medhjælpere og udøver også et vist tilsyn, men efter biskoppens delegation. Provstens mere centrale stilling i det daglige folkekirkeliv ændrer ikke på, at det er biskoppen, der er den øverste gejstlige myndighed, og at bispeembedet er personligt. Til gengæld er biskoppen kun øvrighed i sit eget stift. Biskopperne udgør ikke et kollegium, der kan træffe forpligtende beslutninger for alle biskopper.

Den enkelte biskops beføjelser og pligter skal kunne udledes af den kirkelige ret. I vort folkestyre er det til syvende og sidst den ansvarlige minister, der kan drages til ansvar over for lovgivningsmagten, Folketinget.

Det anføres undertiden i debatten, og det er som regel kritisk ment, at vi har en bispekirke, Det har vi ikke. Biskopperne kan ikke forpligte Den Danske Folkekirke i konkurrence med Folketing og ministerium. Internationale aftaler eller aftaler med udenlandske kirker, som en biskop indgår, er uden retlig virkning og kan hverken forpligte lovgivningsmagten eller andre biskopper eller menighedsrådene. Det er Folketinget, der fastsætter lovgivningen og ingen myndighed uden for Folketinget uden de myndigheder, der f. eks. som ministre er tillagt bemyndigelse fra Folketinget, kan agere retligt.

Med bispevalglovens ændringer er kirkeministerens indflydelse på bispevalgets udfald minimeret til at være næsten ikke eksisterende. De stemmeberettigedes myndighed er vokset tilsvarende. Biskoppen skal undertiden rådføre sig med det lokale stiftsråd. Folketinget har ikke ønsket, at biskoppen skal være valgt formand for landets stiftsråd.

Bispeembedet er ikke et særligt præsteembede. Der er kun ét præsteembede, og det understreges klart i bispevielsesritualet, at biskoppen indvies efter reformatorisk skik og til en tilsynsgerning, men ikke til et særligt bispeembede og slet ikke til et embede, der som i Sverige og i en række andre kristne kirker kan føres ubrudt tilbage til apostlenes første dage. Der skete et brud på den apostolske succession ved reformationen i Danmark.

Den reformatoriske opfattelse af præsteembedet og den manglende tilstedeværelse af et særligt bispeembede betyder, at vi i Danmark og i andre lutherske kirker ikke går så meget op i, hvem af de døbte, der knæler ved siden af os ved alterbordet. Alterbordet er åbent for alle døbte, der ikke har stillet sig uden for folkekirken, medens lutheranere bliver afvist fra modtagelsen af nadverens sakramente i f.eks. den danske katolske kirke.

Selvom lutheranere altså teologisk slet ikke tillægger bispeembedet en betydning, som katolikkerne, og vi tværtimod fyrede alle biskopper (men ikke præster) vedreformationen, er biskoppens betydning og stiftets betydning på andre områder vokset. Den megen lovgivning og kravet om, at folkekirken lever op til alle mulige standarder i samfundet om økonomi, arbejdsmiljø, efteruddannelse, miljø og meget andet betyder, at både biskopper og de kirkelige interesseorganisationer og ikke mindst menighedsrådsforeningen i disse år løber ud og ind af Kirkeministeriet. Vi har i Kirkeministeriet brug for den nære kontakt og gensidige dialog med baglandet. Jeg betragter biskopperne som vigtige teologiske rådgivere for mig, og selvom det ikke er nedfældet i nogen lov, og heller ikke skal stå nogen steder, spiller de regelmæssige bispesamråd med åbne drøftelser en stor rolle for mine egne beslutninger og for arbejdet i Kirkeministeriet.

Med den stigende regelfastsættelse og de stigende krav til det at være folkekirke er det helt nødvendigt, at vi i Kirkeministeriet betragter os selv som et dialogforum og som katalysator og hele tiden sikrer, at der træffes de bedste beslutninger i og for folkekirken. Livet og opgaverne i folkekirken udvikler sig løbende. Ikke fordi evangeliet skal følge med tiden, men fordi evangeliet skal forkyndes ind i tiden. Det er noget ganske andet end for 50 år siden og for 450 år siden, og udfordringerne er ganske anderledes end dengang, man kunne tage det for givet, at hjem og skole sørgede for den kristelige oplæring, og ethvert præsteembede i sig selv var en autoritet.

Der kræves meget af biskopperne i dag. Der lander langt flere, også administrative sager, på stiftets bord. Men selvom mange sager kan ordnes af stiftspersonalet, er bispeembedet, som det allerede blev understreget i betænkningen fra 1960, stadig et meget personligt embede. Og alt andet lige betyder flere regelsæt og moderne borgeres krav over for autoriteterne også mere arbejde for biskopperne.

Omdrejningspunktet i Den Danske Folkekirke er fortsat sognet, sådan som det omhyggeligt er understreget for eksempel i bemærkningerne til loven om stiftsråd. Men vi er ikke en kongregationalistisk kirke med 2000 frimenigheder. Vi er en folkekirke, der holdes sammen om den fælles opgave det er at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne og afvikle de kirkelige handlinger og oplære menigheden i kristendom og i det hele taget sørge for sognets liv og vækst. At sognet er omdrejningspunktet, er også demonstreret ved, at menighedsrådene har fået tillagt mere og mere kompetence i den stadig mere decentraliserede folkekirke.

Samtidig med, at lovgiver har tillagt sognene mere selvstændighed, er verden ændret. Folkekirkens medlemmer stiller større krav til at kunne få betjening ved den kirke, de selv bestemmer sig for. Der skal være aktiviteter på højt niveau. Præsterne skal dygtiggøres ved teologisk efteruddannelse, og meget, meget mere. Koordineringen bliver vigtig, og på den måde har provst og biskop på mange måder en mere central stilling end tidligere. De skal rådgive og koordinere og være inspiratorer og igangsættere sammen med menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd.

Endelig betyder de mange medier og mediernes interesse for folkekirken, at utrolig mange journalister ønsker specielt at få en biskop i tale. Biskoppens autoritet er indskrænket og vokset på samme tid.

Selvom hverken stift eller bispeembede er en teologisk nødvendighed, er det en såre praktisk ordning, der skaber sammenhold inden for stiftet. At der netop ikke er så langt fra sogn til stift som i min barndom, før der var tænkt på Helsingør Stift, er åbenbart. Stiftet binder i dag sammen på en mere naturlig og ligefrem måde.

Ser man på stiftets hjemmeside, er det tydeligt, at det barn, der så verdens lys for 50 år siden, har vokset sig stort og levedygtigt.

Hjertelig til lykke med jubilæet!