Fortsæt til hovedindholdet
11
jan

Retrætekursus for præster i Helsingør Stift

Dette retrætekursus er et tilbud til præster i Helsingør stift om tilbagetrækning efter en travl julemåned. Dagene er tid til Gud og til mig selv. Det kræver ingen særlige forudsætninger at deltage, men lyst og mod til at lade ny inspiration vokse frem til livet og arbejdet i menigheden. De øvelser og den indre praksis vi bruger, vil være enkel og let at give videre i en menighedssammenhæng.

I oldkirken møder vi den centrale forestilling, at Gud i Jesus henvender sig til menneskeheden, for at vi skal komme til at ligne. Athanasius formulerede det skarpt: “Gud blev menneske, for at mennesket kan blive Gud”. I en luthersk tradition hedder det snarere helliggørelse, og på denne retræte vil vi tale om det som åndelig dannelse. Vi kommer til at ligne ved at lade os danne - af Guds ånd.

Åndelig dannelse er imidlertid ikke en automatisk proces, men fordrer vores medvirken. Paradoksalt består denne medvirken i passivt at gøre sig ledig - for Åndens impuls. I almindelighed er vi i aktivitet fra morgen til aften; optaget - af tanker, af følelser, af planer og projekter - dvs. vi lukker os uvilkårligt om os selv. Åndelig dannelse som en vækst har derfor to aspekter: at bringe sig ind i ro og at øve sig ind i modtagelighed.

Konkret vil på denne retræte tage to temaer op:

l Den ene er “centrerende bøn”, der som en enkel indre praksis hjælper til at lede det urolige sind ind i ro.

l Den anden er modtageligt at øve sig ind i “resonans” med den omgivne verden og lade den komme nær: menneskene omkring os, naturen i dyr, i planter og i vores kroppe, samt den guddommelige impuls, der nyskabende søger at danne os efter sit billede.