Fortsæt til hovedindholdet
27. november 2025

Biskoppen: Vær velkommen!

"Gør døren høj, gør porten vid." Et nyt kirkeår venter lige om hjørnet, og med adventstidens komme åbnes porten til et stort fællesskab, der har plads til alle.

Foto: Sille Arendt.

Af Peter Birch

Om få dage indleder vi et nyt kirkeår. Kirkeåret er foran kalenderåret med en hel måned som en markering af, at vores tid og liv ikke kun er resultatet af vores gøren og laden, men mest af alt formes af det, der skænkes os. Adventstiden indledes derfor også med salmer, der åbner for det, der kommer: Gør døren høj, gør porten vid. Vær velkommen. I adventstidens mørke dage tænder vi lys og mødes med hinanden for at afvente det lys, der besejrer mørket og skaber rum for nyt håb. Vi venter på det, der skal komme, og som vi kan åbne os for.

Adventstiden bygger op til en opfyldelse, der overgår al forstand. I julenattens mørke tændes der et lys, som skaber rum for glæden og håbet. Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum.

Det er en begivenhed, der for altid har forvandlet verden og formet vores kultur, vores tro og vores liv. En klog mand sagde engang: Kultur er huset, vi bor i. Det er godt sagt. For kultur er alt det, der omgiver os eller findes i os i form af billeder, forestillinger, værdier – ’mentale rum’, vi kender og færdes trygt i, som udfordrer os. Der er også rum, vi har lukket af i det fælles hus, og der er rum, som vi stadig er fælles om, som giver os glæde og stemmer os til højtid. Adventstidens bidrag til det hus, vi bor i, er et billede af et lys, der – selvom det er ganske lille og ubetydeligt – dog formår at lyse verden op. Adventstiden slår porten op til et stort fællesskab, der har bud til alle.

Kirken og troen er en del af huset, vi bor i. Uden kirken og troen ville store dele af det store kulturens hus blive lukket af eller truet af forfald. Og så ville vi billedligt talt ende med at stå uden tag over hovedet.

Over for mørket skal vi holde fast i forventningen om lyset, der kommer os i møde. Eller som jeg hørte en sige engang: Frygten for galskaben skal ikke tvinge fantasien til at flage på halv.

Fantasien skal flage på hel stang! Vi skal insistere på, at vi som mennesker er skabt med evnen til at se ud over nødvendigheden, magten og det uafvendelige. Vi skal bruge fantasien – også som kirke – til at forkynde og undervise, debattere og skabe rum for eftertanke og nærvær. Jeg sender alle præster, folkevalgte, medarbejdere og frivillige i sognene de bedste ønsker om en glædelig adventstid og alt godt i det nye kirkeår. Tak for jeres indsats og daglige arbejde, der er med til at holde huset, vi bor, i åbent og levende.