Idlyn fra Caribien: ”I Danmark er folk fra folkekirken min familie”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Det er faktisk de mennesker, jeg har mødt i kirken, der er min familie i Danmark. Jeg kommer fra Dominica i Caribien, så jeg er langt væk hjemmefra. Jeg føler mig hjemme og set i kirken, og det betyder meget, at vi kan tale sammen over en kop kaffe efter gudstjenesten om søndagen, og at jeg også hilser på folk uden for kirken.”

Det er efterhånden 21 år siden, Idlyn St. Hilaire kom til Danmark som au pair. Hendes første møde med folkekirken var, da hun deltog i babysalmesang sammen med det barn, hun passede, og det var en positiv oplevelse:

”Jeg forstod ikke dansk dengang, men jeg fik bare at vide, at jeg skulle kigge på de andre voksne og gøre som dem. Folk var søde, og jeg følte mig velkommen,” fortæller Idlyn.

Et hav af gode oplevelser

Hjemme i Dominica er Idlyn opvokset hos sin mormor, og Den Katolske Kirke har fyldt meget i hendes opvækst. Efter hun flyttede til Danmark, kom hun derfor stadig i Den Katolske Kirke, når hun havde fri, og sådan var det i mange år – også da hun for 13 år siden flyttede til Høje Gladsaxe og fødte sin søn. Hver søndag tog Idlyn bussen fra Høje Gladsaxe til Den Katolske Kirke i Herlev, men hun måtte hurtigt sande, at turen ikke var uden udfordringer:

”Det var besværligt søndag morgen med bussen. Der var kun to pladser til barnevogne, og de var rigtig tit optaget, så jeg kom ofte for sent. Haraldskirken ligger lige ved siden af vores hjem, så det var meget nemmere, og derfor begyndte vi at komme der i stedet,” fortæller Idlyn og fortsætter:

”Første gang jeg tog min søn med i Haraldskirken, var han stadig baby. Under prædikenen var der arrangeret et krea-værksted for børnene med udgangspunkt i dagens læsning, og selv om min søn var den yngste, blev han set og var med. Folk var meget åbne over for os. Med tiden begyndte vi også at deltage i familiehygge i kirken om fredagen, hvor vi lavede mad sammen og så Disneysjov, mens vi voksne sad og snakkede. Det var noget, min søn så frem til hver gang, fordi der også var mange andre børn fra børnehaven med.”

En moderne kirke

Det er i høj grad Idlyns søn, der har haft indflydelse på hendes syn på folkekirken. I lang tid besøgte familien stadig Den Katolske Kirke i Herlev, men med tiden ebbede det ud.

”I takt med at min søn blev ældre, gav han udtryk for, at han havde svært ved at forstå præsterne i Den Katolske Kirke. Min søn er i dag 13 år, og han er meget begejstret for, at præsten i Haraldskirken kan sætte sig ind i de unges verden og blandt andet taler om Snapchat og TikTok. Han føler sig hjemme der. Det er hans kirke,” fortæller Idlyn og fortsætter:

”Han var kun 11 år, da han gav udtryk for, at han gerne vil konfirmeres i folkekirken. Og når han ønsker det, kan jeg ikke se nogen grund til, at jeg tager det fra ham.”

Føler sig hjemme i folkekirken

Sidste år i august valgte Idlyn og hendes søn derfor at blive medlemmer af folkekirken. Det var i høj grad sønnen, der påvirkede Idlyns beslutning, for som hun siger:

”Min søn har det godt, hvor han er. Hvis det er det, der gør, at han vil med i kirke, var jeg nødt til at gøre det for hans skyld.”

Den lokale præst kan dog også tilskrives en stor rolle:

”Hun spurgte mig engang, om jeg ikke skulle være medlem, nu hvor jeg alligevel kom meget i kirken. Det skulle jeg lige tænke over, men det er også min kirke, og et sted hvor jeg føler mig hjemme, så det var egentlig ikke en svær beslutning.”

Dog havde Idlyn lige brug for at vende beslutningen med sin mormor, inden hun kastede sig ud i den:

”Hun er i dag 90 år, og det var vigtigt for mig at have den snak med hende. Heldigvis respekterede hun mit ønske og sagde, at jeg skulle gøre, hvad jeg selv følte for.”

Et smil kan gøre forskellen

I dag er Idlyn netop blevet en del af menighedsrådet i Haraldskirken, og selv om hun fortæller, at hun stadig har meget at lære i den forbindelse, har hun et ønske om at bidrage med sine egne erfaringer i forhold til migrantarbejdet:

”Jeg er pædagog i Høje Gladsaxe, hvor der er rigtig mange mennesker med anden etnisk herkomst, og på mit arbejde møder jeg dem og taler med dem om, hvordan det er at gå i børnehave i Danmark. Den del af mit arbejde kan jeg rigtig godt lide, og jeg kan sagtens se mig selv tale med folk i kirken på samme måde.”

På spørgsmålet om, hvad vi i folkekirken skal gøre for at få flere migranter til at vælge folkekirken, er svaret ganske enkelt:

”Der skal ikke så meget til. Måske har du lige et minut til at spørge: ’Er du ny her?’ Selv et smil signalerer: ’Jeg har set dig.’”