Tidligere estisk biskop besøger Helsingør Stift
Hvad kan danske og estiske menigheder lære af hinanden? Et nyt samarbejde åbner samtalen om kirkeliv, tradition og fornyelse.
Hvordan skaber vi menighed i 2026 – og hvad kan vi lære af hinanden på tværs af landegrænser? Det er omdrejningspunktet, når Helsingør Stift fra den 20. til 22. april får besøg af en delegation fra den lutherske kirke i Estland.
Besøget er arrangeret af det mellemkirkelige udvalg på vegne af stiftsrådet og bringer gæsterne rundt til en række menigheder i stiftet. Her skal præster og menigheder mødes om samtaler og erfaringsudveksling med blik for både forskelle og fælles rødder.
Baggrunden for besøget går tilbage til foråret 2025, hvor Helsingør Stift afholdt konference om "luthersk identitet i dag". Her deltog den estiske præst Triin Käpp som hovedtaler og gav indblik i, hvordan det er at være kirke under helt andre vilkår end de danske.
Nu får Helsingør Stift besøg af tidligere biskop, Ove Sander, og dermed er første skridt taget til en forhåbentlig frugtbar nordisk-baltisk venskabsrelation.
Gensidig inspiration i centrum
Internationale kontakter er af stor betydning i det lutherske landskab, når man bor på kanten af Europa. Men der er heller ikke tvivl om, at det er af betydning for vores måde at være luthersk kirke på her i Danmark at besinde os på det mellemkirkelige.
Vi har fælles historie med Estland. Og den måde den lutherske kirke i Estland bærer traditionen videre på kan åbne vores øjne for betydningen af de dybe rødder.
Derfor er ambitionenen at udvikle venskabsrelationen mellem Helsingør Stift og den lutherske kirke i Estland.
Samtale fremmer forståelse
Kontakten mellem de to kirker er ikke ny. Hvert år samles præster fra de nordiske lande til konvent i Tartu i Estland, hvor også repræsentanter fra Helsingør Stift har deltaget de seneste år. Her har de oplevet en stor gæstfrihed og et stærkt engagement i det fælles lutherske grundlag.
Med det kommende besøg i Danmark håber det mellemkirkelige udvalg at styrke den gensidige forståelse yderligere:
"Det er vores håb, at det kommende besøg fra Estland til menigheder i Helsingør Stift vil være med til at fremme forståelsen for de mellemkirkelige erfaringsudvekslinger. En venskabsrelation skal være båret af nysgerrighed og gæstfrihed."
Udvalget arbejder for at engagere endnu flere menigheder i stiftet i samarbejdet, så relationen til den estiske kirke kan få et bredt og levende fundament.
Programmet for besøget:
Mandag den 2O. april: Besøg i Helsingørs to nyere kirker, Vestervang og Sthens
Tirsdag den 21. april: Besøg i Klosterkirken, Sankt Mariæ. Besøg i Domkirken om samarbejdet med byen. Tur til Gilleleje Kirke og møde med provst Sofie Juel, Frederiksværk provsti
Onsdag den 22. april: Besøg i Grønnevang kirke, Hillerød. Frokost med Biskop Peter Birch. Besøg i Rødovre sogn.
Mellemkirkeligt Udvalg
Udvalgets medlemmer:
Domprovst Eva Tøjner (formand)
Sognepræst Ole Buchardt Olesen
Stiftsrådsmedlem Søren Abildgaard
Stiftsrådsmedlem Per Erik Veng
Stiftsrådsmedlem Otto Rühl