Sognepræst i Fløng Pastorat, Høje Taastrup Provsti
En stilling som tjenestemandsansat sognepræst i Fløng Pastorat, Høje Taastrup Provsti, er ledig til besættelse den 1. august 2026 eller snarest derefter.
Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
Længere nede af siden kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om pastoratet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.
Har du lyst til at læse mere om Fløng Pastorat og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, anbefales det, at du orienterer dig på sognets hjemmeside: Fløng Kirke | Fløng Kirke
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)
Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Da tjenesteboligen ikke er til rådighed på ansættelsestidspunktet, stilles der en midlertidig tjenestebolig til rådighed.
Tjenesteboligen vil blive vurderet inden indflytning, og boligbidraget vil blive fastsat ud fra denne vurdering.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.
Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte Helsingør Stiftsadministration for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskoppen.
Ansøgningen skal stiles til By-, Land- og Kirkeministeriet, men skal sendes til Biskoppen over Helsingør Stift pr. mail til: kmhel@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00.
Opslået: 28. april 2026
Udløber: 18. maj 2026
Embedsbeskrivelse
Brænder du for at formidle det kristne budskab? Har du nye idéer og energi til den fortsatte udvikling af en traditionsrig kirke med stort potentiale? Så er du den rigtige kandidat til stillingen som kirkebogsførende sognepræst ved Fløng Kirke.
Mellem Høje Taastrup og Roskilde finder du Fløng med vores smukke 875 år gamle kirke og med ca. 3000 medlemmer af folkekirken.
Fløng Kirke søger en kirkebogsførende (KBF) sognepræst, som vil være ansvarlig for korrekt føring af kirkebogen og personregistrering samt sikkerhedsansvarlig herfor. Derudover er KBF sognepræsten begravelsesmyndighed på alle anmodninger om begravelse eller bisættelser af personer med bopæl i sognet.
Med udgangspunkt i et rummeligt og velfungerende sognehus med kontorer til de ansatte og fællessale, er der er et meget tæt samarbejde med kordegnen og hele personalegruppen omkring afvikling af de kirkelige handlinger og øvrige aktiviteter. Du får også en faglig dygtig præstekollega, der kan byde ind med god sparring. Hvis du nyuddannet teolog, vil vi gøre os særligt umage for at støtte dig og hjælpe dig godt i gang.
Fløng Kirke er præget af en bredt sammensat befolkning, som vi som kirke gerne vil række ud til og række endnu bedre ud til. Vi har et ad hoc-præget samarbejde med både børnehaver, skolen og ældreboliger, og vi ønsker at fastholde og udvikle dette samarbejde yderligere. Vores mange frivillige er med til at bidrage til både faste aktiviteter og gudstjenester.
Vores gudstjenester er indimellem velbesøgte, men der er potentiale til et endnu større fremmøde og et endnu større og bredere fællesskab om øvrige aktiviteter. Bl.a. søger vi lige nu at udvikle koncepter for flere særlige gudstjenester spredt ud over året (fx aftengudstjenester).
Menighedsrådet er i stort omfang nyvalgte ved valget i november 2024, og der er en stor appetit på at forny og forbedre Fløng Kirke yderligere med udgangspunkt i den ånd af tradition, som kirkens historiske bygning og indretning lægger op til. Der lægges tillige stor vægt på, at aktiviteterne omkring kirken har sit udspring i de kirkelige handlinger og det kristne budskab. Fx middag med sognet Skærtorsdag aften.
Det er derfor vigtigt, at du i stillingen også bidrager med idéer og energi til at fastholde og udvikle de samlede aktiviteter i kirken (samlet i et ”årshjul”), så menigheden får endnu mere lyst til at bruge kirken og får en forståelse for de kristne budskabers betydning i dagligdagen. Du bør derfor have faste indlæg i kirkebladet, på de sociale medier og overveje nye tiltag, herunder til konfirmandundervisningen, mv.
Stillingen er med tjenestebolig, der er ved at blive bygget ved siden af kirken. En midlertidig bolig vil blive stillet til rådighed, indtil boligen indflytningsklar.
Vi søger en præst i Fløng Kirke
- Der med idéer og energi aktivt deltager i videreudviklingen af sognet og skaber tilknytning til kirken
- Der er samarbejdsstærk og kan sætte retning sammen med menighedsrådet
- Der er en god formidler og forkynder evangeliets budskab i øjenhøjde
- Der også gerne må interessere sig aktivt for sjælesorgsarbejde mv.
Kontaktoplysninger
Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte:
Menighedsrådets formand Kurt Keldebæk Rasmussen (kurt.keldebaek@gmail.com, tlf. 24 49 67 16), næstformand Jens Oddershede (oddershede2013@gmail.com, tlf. 22 20 13 11) eller Provst Søren Nolsøe.