Biskoppen: Katastrofestemning og klimaangst lammer

Klimagudstjeneste 9. november 2025
Helsingør Domkirke
 (optakt til COP 30-mødet i Brasilien dagen efter)

Salmisten lovsynger Gud for Hans skaberværks skønhed og for, at Gud har betroet mennesket en særlig plads i skaberværket. Lovprisningen er båret af forundring og taknemmelighed.

Salmisten er sig bevidst, at mennesket har en særlig plads i skaberværket og med den særlige plads følger også et særligt ansvar. Det er et ansvar, der må bæres i bevidstheden om, at vi er forbundet med alt i Guds skaberværk. I årtier har vi vidst, at vores levevis og vores måde at bruge Guds gave har haft sine store omkostninger. Livsformer og dyrearter er blevet udryddet eller truet af udryddelse. Økosystemer kollapser. Klimaforandringer truer med at fjerne grundlæggende livsbetingelser i store dele af verden.

I morgen indledes COP 30 i Brasilien. Repræsentanter fra lande verden over mødes for at forsøge at indgå forpligtende aftaler, der kan reducere CO2-udledningen og dermed bremse den globale opvarmning.  

I dag samles vi her i domkirken for at bede for mod og lydhørhed hos beslutningstagerne og dele håbet med hinanden. Vi beder om, at de over for problemernes omfang må lade sig inspirere af salmisten, der taler om menneskets særlige ansvar. Eller som vi skal synge om lidt:

I rummet følger alting faste baner.
Kun vi kan standse op
med vilje sige stop
og ændre vaner.

Det er den gudgivne særstilling, vi har som mennesker, at vi ikke kun er styret af instinkter, men har vilje, empati og samvittighed. Med herlighed og ære, er vi blevet kronet.

Vi indledte med en af de stærkeste skabelsessalmer, vi har på vores sprog (Op al den ting som Gud har gjort. red.) Brorsons lovprisning af Guds skaberværk, hvor han sætter ord på en oplevelse som vi selv kan have, når vi går en tur og pludselig få en stærk sanselig oplevelse – af blæsten i trækronerne, fuglene, der flyver i formation hen over himlen, duggen, der reflekterer solens stråler.  

Jeg synes, det er fascinerende at tænke på, at Brorsons panorerende blik gennemspiller de samme bevægelser som den moderne videnskab siden har gjort. Udforskningen af naturen er foregået både i det dybe hav, i fjerne galakser og i de mindste celler. Overalt har videnskaben afdækket biologiske processer og skaffet os et dybere indblik i, hvordan livsformerne udfolder sig og er forbundet. Videnskaben har i mange tilfælde løsrevet sig fra en tro på Gud som skaber. Naturen er blevet gjort til en genstand for vores udforskning og udnyttelse. Naturen er blevet materie.

Hvad skal jeg sige? 7 gange stiller Brorson det spørgsmål. Alt, hvad han ser, kalder på hans undrende glæde, men også på hans erkendelse af, at han står over for det dybest set uforståelige. Over for skabelsens under, at livet er og at der ikke bare er ingenting.  

Hvad ville skoven være uden fuglene, hvordan ville marken være uden de summende insekter og de flagrende sommerfugle, hvordan ville havet været uden fiskene? Tænk, hvis vi skulle gå i skoven uden kunne høre fuglene synge! Tænk, hvis vi ikke kunne se de mange munde i havets dybe grunde!

Ja, tænk. Desværre er det en fattigdom, der er rykket tættere på. Blevet virkelighed. Vi har hørt det mange gange: livet i havet omkring vores land er mange steder forsvundet.  

Vores udnyttelse af den natur, der udgør livsgrundlaget for os selv og alt levende, har haft sin pris. Prisen for årtiers intensive udnyttelse af naturens ressourcer betaler vi nu. Vi troede, vi kunne fiske uindskrænket; vi mente, at vi kunne dyrke jorden stadig mere intensivt; vi havde en forestilling om, at vi fortsat kunne øge vores forbrug. Men nu ser vi, at det var kortsigtet. Nu ser vi, at der er en konkret og direkte sammenhæng mellem vores måde at leve og forbruge på og den klima- og biodiversitetskrise, vi er vidner til. Det kalder på vores protest, på handling og på håb.  

Kun vi kan standse op
med vilje sige stop
og ændre vaner.

Vi lever alle sammen i et samfund og på en måde, der kalder på forandringer og en større bevidsthed om, at vi er forbundet med den natur, vi selv er en del af. Men vi rammes nemt af mismod. For nytter det noget, eller er det allerede for sent?  

Vi finder ikke de konkrete svar og løsninger i kirken eller i Bibelen. Men i troens sprog og de erfaringer, som troende mennesker har gjort gennem århundreder, kan vi finde det, der nærer vores håb og giver os en tro på, at det nytter. Evangeliet taler til os om Gud som livets Gud; som den, der skaber og skænker os liv, stiller sig ved den lidende skabnings side og sender os ud i verden med evnen til at elske, ændre vaner og rejse håb – også i klimakrisens tidsalder.

Hvis ikke vi skal drukne i mismod og handlingslammelse, har vi brug for Guds ånd. Vi kan ikke løse krisen ved at tale krisestemning op – det eneste, der vil komme ud af det, er mere frygt. Katastrofestemning og klimaangst lammer. Da Noa begyndte at bygge sin ark, rystede folk omkring ham også på hovedet. Det lod sig ikke gøre at afvende katastrofen på den måde, sagde de og rullede med øjnene. Men Noa trodsede deres hånlige resignation. Han byggede på sin tro på Gud – og på sin ark.

Vi kan nok ikke gentage Noas løsning og bygge en ark. Men vi kan dele hans tro på, at Gud kalder på vores kreativitet og medarbejderskab, når katastrofen truer. For Gud er ikke færdig med verden. Som skaber arbejder han fortsat på den, i Jesus lider han med den og som ånd virker Han i os. Hans er håbet, der næres, når vi møder skønhed, barmhjertighed og selvhengivelse.  

Lad os bede:

Himmelske far!

Styrk os i vores menneskelighed,  
så vi forundres og glædes over din skabelses skønhed  
og forfærdes over vores muligheder for at lægge livet øde.

Lær os at tage vare på dine gaver  
og giv os fantasi og mod til at ændre vores liv og vaner,  
så vi tjener livet og vor næste.

Vi beder for alle, der mister livet eller lider som følge af klimaforandringerne.  

Vær med deltagerne i COP 30 – giv dem mod og visdom og tro på, at det er muligt at handle i fællesskab og ansvarlighed.

Styrk os i troen på, at verden ikke er overladt til uafvendelighed og død, men at vi af Din hånd modtager håb og mod til at elske den verden, Du elsker.