"Danskhed" må aldrig være en forudsætning for at høre hjemme i folkekirken

Af Peter Birch (bragt på kirke.dk 31.7.25)

Den Danske Folkekirke. Sig navnet. Hvor ligger trykket? 

Måske på understregningen af, at folkekirken er dansk. Folkekirken har en meget væsentlig rolle som en kulturbærende institution, der markerer fælles identitet og historie. Vi taler om korset i flaget og ser det som et udtryk for en lykkelig symbiose mellem folk og kirke, nation og menighed, historie og tro. 

Men trykket kan også lægges på folkekirke for dermed at understrege, at vi som kirke vil være i tæt kontakt med folk uanset hvem, de så i øvrigt er. Evangeliet er for alle, og netop derved adskiller kirken sig fra andre foreninger og sammenslutninger. Den er ikke for ligesindede, men for enhver.

Folkekirken står på disse to ben – den historisk-kulturelle kontekst, "det danske" – og det evangelisk-lutherske, "det folkekirkelige" – at enhver har brug for Guds nåde. Vi ynder da også at betragte de to ben som vigtige for at holde en god folkekirkelig balance. 

Men måske er balancen ved at tippe? I hvert fald viser tallene, at vores eget selvbillede, om at være en åben kirke med en lav tærskel, ikke deles af alle. En stigende del af befolkningen er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, og for dem er tærsklen til folkekirken høj.
 
Medlemsprocenten blandt indvandrere og deres efterkommere er på seks-syv procent. Også blandt kristne indvandrere og deres efterkommere er medlemsprocenten meget lav. Det kan naturligvis skyldes, at de her i landet fastholder en kirkelig tradition, som de har med sig, eller at de tilslutter sig andre kirker end folkekirken. Men det kan jo også skyldes, at de mister deres kirkelige tilhørsforhold og praksis. 

Under alle omstændigheder stiller det folkekirken over for et fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan vi fastholde en stærk forankring i dansk historie og identitet, uden at denne forankring bliver en hindring for, at mennesker med en anden baggrund kan føle sig hjemme i folkekirken? Eller sagt på en anden måde: Hvordan undgår vi, at "danskhed" i realiteten gøres til en forudsætning for at være del af folkekirken?

Da den schweiziske teolog Karl Barth i 1963 var i Danmark for at modtage Sonning-prisen, blev han spurgt, om man ikke godt kan tale om dansk kristendom. "Tut es lieber nicht" – Lad hellere være, lød hans svar. 

Barth ville ikke med sit svar benægte, at kirke og kristendom altid må tage farve af den sammenhæng, den udfolder sig i. Men en kirke må aldrig gøre sine konkrete traditioner og kulturelle skikkelse til det absolutte. For kirke og kristendom er et fællesskab og et budskab, der danner et nyt fællesskab på tværs af kulturelle og sociale forskelle (Gal. 3, 28). Det sidste kan vi blive bedre til i folkekirken.

I Helsingør Stift har vi i de seneste år haft en befolkningstilvækst på cirka 12.000 indbyggere om året. Kun omkring en femtedel af dem er danske statsborgere, resten er fra andre dele af verden. Nogle kommer på tidsbegrænset ophold, andre bosætter sig permanent. Demografien ændrer sig markant – ikke bare i et år, men år efter år som en fortsat udvikling. 

Og da de nytilkomne i vidt omfang aldrig finder ind i folkekirken, betyder det, at medlemsprocenten langsomt falder – og at folkekirken dermed også i stigende grad bliver etnisk dansk. Trykket kommer mere og mere til at ligge på den danske folkekirke. 

I 10 sogne i Helsingør Stift er medlemsprocenten allerede nu faldet til under 50, og der vil komme flere til. Prognoser for hele landet spår, at folkekirken i 2065 vil være kirke for mindre end halvdelen af befolkningen.

Er det en uafvendelig udvikling, eller kan vi gøre noget anderledes, så udviklingen afbødes eller ligefrem vendes? Jeg tror på det sidste, og her er syv bud på konkrete tiltag:

1. Find ud af, hvordan I modtager nye mennesker i menigheden. Det er et folkekirkeligt ideal, at man kan gå i kirke uden at skulle forklare, hvorfor man er kommet. Men idealet deles ikke af alle, specielt ikke af unge voksne og internationals. De vil gerne føle sig set og modtaget og budt ind i fællesskabet.
    
2. Sørg for – gerne sammen med provstiets øvrige kirker – at tilbyde jævnlige gudstjenester, hvor hele eller dele af gudstjenesten foregår på engelsk/andre sprog.
    
3. Brug sogneanalysen og øvrig statistik til at identificere større grupper af anden nationalitet i sognet – og byg bro til dem. De er, uanset deres religiøse tilhørsforhold, en del af lokalmiljøet og sognet.
    
4. Indbyd til arrangementer i sognegården, hvor forskellene ikke er en hindring, men en berigelse. Det kan være kulturudveksling, koncerter, fællesspisning, sangaftner eller bibellæsning.
    
5. Udlån jeres kirke til kristne minoritetsmenigheder i lokalområdet – og sørg for, at aftalen giver anledning til samtale om alt af betydning for det fælles (husregler, afstemning af forventninger, hvem er vi, og hvem er I?) Kombiner gerne aftalen med en fællesgudstjeneste i løbet af året.
    
6. Tilbyd sprogcafeer i kirken for indvandrere og deres efterkommere – træning af dagligsproget er et stort behov og med til at bygge medmenneskelige relationer op.
    
7. Benyt jer af, at mange udlændinge fortsat kommer fysisk på kirkekontoret. Hav flyers om kirkens aktiviteter på engelsk, så I signalerer, at jeres kirke/folkekirken er åben, og opfordr kordegnen til at tilbyde kontakt til præsten, hvis det skønnes relevant ud fra samtalen.
    

Disse syv bud er alle relevante og praktikable på sogne- og provstiniveau. Men det bliver også nødvendigt at engagere eller ansætte mennesker, der deler sprog med nogle af de store nationaliteter og sproggrupper i vores samfund. Det kan være i et samarbejde mellem provstier og på stiftsniveau. 

Der vil være tale om et folkekirkeligt udviklingsarbejde, der ikke baserer sig på medlemstal, men om et teologisk begrundet udviklingsarbejde, der baserer sig på et ønske om at bygge bro til ikke-medlemmer. Men udviklingsarbejdet er nødvendigt, hvis folkekirken fortsat skal være folkets kirke – også om en generation eller to.

Dette debatindlæg blev bragt i Kirke.dk's serie 'Folkekirken og de nye danskere'. Se mere her.