Gud elsker os som dem, vi er – ja! Men han elsker ikke alt, hvad vi gør

Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver Paulus i sit brev til galaterne:

.. jeg er ved loven død for loven for at leve for Gud. Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte (Gal 2,19-20).

Det kan godt være, at Paulus’ ord i første omgang kan forekomme os fremmedartede og frelste. Som udtryk for et sprog og en selvopfattelse, der for længst har diskvalificeret sig som from og ekskluderende snak. Jeg mener, hvis et menneske i dag ville sige det samme om sig selv, mon så ikke de fleste af os ville rykke et skridt tilbage og tænke, at her er vi ude på et overdrev, hvor fromheden har taget fornuftens plads? Jeg lever ikke mere, men Kristus lever i mig.

Men det er ikke desto mindre en helt afgørende troserfaring, som rummer evangelisk frihed. For i mødet med Kristus er Paulus blevet befriet fra sig selv og alle de krav, han er stillet over for og som han ikke kan undslippe, men heller ikke opfylde. Ved loven er jeg død for loven. Men i mødet med Kristus formes hans liv på en helt ny og radikalt anderledes måde; det er som om, Kristus kommer med det, han aldrig ville kunne have tilvejebragt selv, og fylder det i ham.

Det er den glæde, der flyder over i Paulus’ ord om, at han ikke længere lever selv, men at Kristus lever i ham.

Når mennesket kommer til kort over for alle de krav, vi stiller os selv og hinanden, når vi falder igennem over for det, vi samlet set kalder Loven, så taler Kristus til os om det, han har gjort for os – og dermed også, hvad han har tænkt sig at gøre for os. Det han har gjort, gør han fortsat igen og igen i ordet, der skaber, opretholder og fornyer vores liv, når Han favner dåbsbarnet og når Han rækker os sit legeme og blod.

I dag indvies I til præster – og jeg er overbevist om, at I bliver gode præster. I har faglighed og engagement og værdifulde livserfaringer med jer ind i embedet. Det er et privilegeret embede, hvor I for og med jeres menigheder skal skabe mulighed for, at mennesker kan have evangeliet om den treenige Gud som frisættende livsgrundlag.

Indimellem møder man en forkyndelse, der omtrent lyder sådan: Gud elsker dig som du er! Men det er en forenkling, der nemt bliver indholdstom og hvor vi kommer til at slå os selv for munden – for hvis Gud elsker os, som vi er, hvorfor har vi som brug for at blive frelst? Frelseren har vi brug for, fordi han bringer os noget, som vi ikke henter i os selv, men tværtimod har tilsløret med vores ideer om selvrealisering, det autonome og autentiske menneske. Vi har bildt os ind, at livet er op til os og at vi gennem fornuft, terapi og fremskridt kan sikre et godt liv. Men i al vores tiltro til os selv og vores illusion om at vi kan styre alt, har vi glemt, at vi ikke kan styre os selv. Vi har placeret os selv i en umulig rolle.

Det er den umulige rolle, Gud vil befri os fra. Gud elsker os som dem, vi er – ja! Men han elsker ikke alt, hvad vi gør. For igen og igen går vi vores egen veje, væk fra det, der var vores bestemmelse og som slører den signatur, Gud har lagt i os. Ved loven er jeg død for loven. Det nyskabte liv udspringer ikke af loven, men af nåden. Hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte, som Paulus siger. Kunne vi klare alting selv, var frelseren overflødig. Men han kom af kærlighed og med kærlighed til hvert enkelt menneske, for at vi i ham skal finde nyt liv og kende os selv som lysets børn.

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der var en central skikkelse i kampen mod nazificeringen af den kristne kirke under Hitler, blev som I ved fængslet for sin modstand og sin delagtighed i et attentatforsøg mod Hitler. I et af sine fængselsbreve har han skrevet et digt, der hedder ’Hvem er jeg?’ Heri skildrer han den dobbelthed, han kan se i sig selv – munter og fast, fri og rolig, når han omgås de andre i fængslet. Og så på den anden side et uroligt og angstfuldt menneske, der var ude af stand til at bede, tænke og skabe. Og han spørger sig selv: Hvem er jeg? Den ene eller den anden? Nogle dage den ene, andre dage den anden? En hykler overfor andre, en pylret svækling over for mig selv?

Hvem er jeg? Og han svarer: Ensomhedens spørgsmål holder mig for nar! Hvem jeg end er, du kender mig, Gud, jeg er din!

Det er frelserens gerning at aflaste os fra at vi altid og overalt skal kende os selv, være den bedste udgave af os selv. Han kender os bedre end vi kender os selv. Og han kendes ved os, på trods af alt det, vi gør og som fører os bort fra det, vi er. Han aflaster os for os selv for at forny gudsbilledet i os og fylde det nye liv i os. Gudsbarnets liv, der næres af den kærlighed, der kom til verden, aldrig gik på kompromis med det onde og derfor måtte lide og dø, men derigennem brød ondskabens kredsløb og sejrede.

Det ord, skal I tjene som præster. I skal bringe det og høre det som et ord, der også er talt til jer selv.

Det har kirkegængeren brug for at høre, det har det menneske, der søger jeres sjælesorg brug for. Det har konfirmanderne brug for: Du er elsket af en kærlig Gud, der ikke lader 5 og 7 være lige, men som bag alle de regnestykker, vi konstruerer for at få livet til at gå op, ser os som det, vi er: Hans børn. Og som åbner for, at vi kan leve som netop det.