Ordinationstale: Ordets betydning

Af Peter Birch, biskop over Helsingør Stift

Kære Stine og Jens!

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, læser vi i 2. Kor 3, 4-6:

En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus.  Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.

Dag og nat er vi omgivet af ord. Små og store ord. Henkastede og betydningsladede. Tilfældige beskeder og dybtfølte udtryk. Det er forunderligt – og egentlig også skræmmende – at tænke over, hvor stor magt ordene har. De binder verden sammen. De skaber muligheder, forbindelse og forståelse. Men de kan også skabe forbitrelse, der sætter sig fast i sindet. De kan på godt og ondt definere et forhold mellem mennesker, mellem nationer. Det er i alle tilfælde bare ord. Men ord er aldrig bare ord. Netop i disse tider, er vi vidner til, at der går så meget inflation i ordene, at vi kan blive i tvivl om deres værdi og dermed om fundamentale forhold i vores liv og samfund. Når ordene bruges i flæng, devalueres de og mister til sidst deres værdi. Deres værdi ligger netop i at være bærere af ånd og sandhed - af at der er forskel sandhed og løgn. Den værdi skal vi kæmpe for. For uden ord, der er til at stole på, er livet prisgivet løgnens tilsodning og sløring af virkeligheden.

Som præster bliver I storproducenter af ord. Og som de dygtige teologer, I er, ved I udmærket, at ordene rummer en stor magt. Både de ord, der bærer på tro, håb og kærlighed – og de ord, der nedgør, ydmyger og tjener til at opløse visheden om, at der er noget, der er sandt.

Ordene kan opbygge et menneske, som når en lærer med sine ord opmuntrer en elev til at tro på sine evner og muligheder. Eller de kan bryde ned, når ord bruges til at så tvivl om menneskers troværdighed eller motiver. Det er ikke tilfældigt, at buddet om ikke at vidne falsk er et af De 10 Bud. Det har åbenbart til alle tider været menneskers tilbøjelighed at bruge ordene til at gøre andre mindre for at gøre sig selv større. Men vi vinder ikke værdighed ved at stjæle andres.

Med sit ord tilkender Gud os værdighed. Paulus taler om at gøre os duelige som tjenere for en ny pagt. Guds ord er skaberord. Med et ”Bliv lys” skaber Han på skabelsens morgen alt ud af intet. Og det er det samme ord, der kalder modet frem i håbløse, helbreder lamme, inviterer udstødte ind i fællesskabet. Gud bruger sit ord til at række ud efter mennesker, skabe mulighed og nye begyndelser. Med sin ånd genoplader Han ordene, så de ikke sætter skel og bryder ned. ”Rene og urene”, ”retfærdige og uretfærdige”, ”skyldige og skyldfri” ophæves i Hans ord, nemlig når Ordet kommer til verden og sætter sig selv ind på at hele det brudte. Ordet med stort O, Kristus, stiller sig midt i verden, stiller sig i vores sted og viser os dermed, at Gud og næsten ikke er abstrakte begreber, men virkeligheden i virkeligheden. Det er Hans Ånd, der genoplader ordene, så ”næste” fx ikke længere betyder fælle, men slet og ret medmenneske. Ethvert menneske.

Som præster skal I være tjenere for den nye pagt, Paulus taler om. Og det er I for resten ikke alene om – det er en opgave, der ikke er forbeholdt præsterne, men gælder enhver af os. Men I bliver kaldet af en menighed, ikke kun en gang, men hver gang mennesker kalder på jer og vil have jer til at forkynde glædens og håbets ord. Det er et ord, vi ikke selv kan konstruere, men som vi kan bygge på, fordi det udspringer af Guds vilje og af Kristi sejr over døden. Det er her – i opstandelsens lys – at de mange ord bliver gennemlyst af Ordet, det, der har magt til at forvandle vores mørke, løse os fra vores skyld, og forny vores kærlighed.

I skal som præster forkynde, trøste, undervise og debattere – og i alt dette skal det være en rød tråd, at når Gud taler, skaber Han en ny verden og et nyt sprog. Og at det nye sprog er talt til mennesker, for at vi i Hans ord til os, ser os selv i et nyt lys.

Ofte møder vi forestillingen om, at personligt overskud er forudsætningen for det gode liv. ”Elsk dig selv – kun sådan kan du være noget for andre.” Det er tidens bud på, hvordan vi skal leve. Kun hvis vi har overskud, er vi i stand til at være noget for andre. Men det er en forvrænget udgave af næstekærlighedsbuddet. Guds ord byder os at elske vores næste som os selv, fordi vi alle – både vi selv og vores medmenneske – tilhører Gud og er omfattet af Hans kærlighed. Vi skal elske, fordi Han elskede os først. Det er den nye pagts inderste kerne og dybeste grund, som frisætter os til at leve.

At elske sin næste er ikke først noget, vi skal gøre, når vi føler os i stand til det, eller når vi mener at have overskud. Det ville betyde, at næstekærligheden var noget, der først kom på tale, når vi er klar til den. Men fordringen om at elske sin næste udspringer ikke af os og vores større eller mindre overskud og skulle vi udsætte buddet til vi er ’den bedste udgave af os selv’, ville vi aldrig nå frem til at gøre det, vi skal.

Gud vil have os til at omsætte den kærlighed og tilgivelse, Han møder os med i det liv, vi lever med hinanden. Det vil vi aldrig kunne gøre i en perfekt, overskudsagtig udgave. Det vil tværtimod være uperfekt og udsat. Men sådan kommer Guds virkelighed til verden – som styrke i vores svaghed, som hans omsorg i tvetydigheden, som mod i afmagten.

Må Gud velsigne jer! Amen.