Prædiken ved Søborg Kirkes 800-årsjubilæum

I 8 århundreder har kirken ligget her og været ramme om menneskers liv og bevidnet historiens omskiftelighed – og på trods af alle forandringer er den blevet stående i al sin pragt, skønhed og stolthed. Tænk engang, at denne bygning fortsat fungerer som det, der er bygget til!

Bygningen fungerer i al sin genkendelighed som orienteringspunkt i landskabet. Et landskab, der igen er under forandring takket være det store genoprettelsesprojekt af Søborg Sø, som I er engageret i.

Kirken er genkendelig, men samtidig adskiller den sig også fra alt andet. Den indtager med sit tårn og sit lange skib en helt særlig plads og markerer, at her er et rum, der ikke er helt som andre huse. Kirken ligger midt i landskabet, midt på markerne, midt i verden – men når vi går ind i kirken, går vi igennem våbenhuset, der markerer en overgang mellem det, der ligger udenfor og det, vi møder i kirkerummet. 

I våbenhuset lagde man i gamle dage våbnene fra sig. I dag lægger vi billedligt talt det af os i våbenhuset, der hører verden til for at åbne os for den virkelighed, der møder os i kirkens rum, ord og liturgi. Her, inde i rummet, bliver der talt til os uden skelen til, hvem vi ellers er. Vi sidder på bænke, skulder ved skulder og hører de samme ord, talt til os som mennesker.

Her tales vi op. Her bliver vi talt til med opsigtsvækkende benævnelser som Guds børn, Guds arvinger og det siges til os, at vi – trods skyld og svigt – er Guds elskede og skal iføre os inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Her lyder ordet om, at vi er noget, at vi kan noget og at vi skal noget. Her åbner ordene for nye muligheder, for at se os selv og hinanden med Guds øjne. Her ledes vi til at bekende, at mennesker er mennesker, Gud er Gud – og at Gud og mennesker er evigt forbundet i Jesus Kristus.

I dag hører vi om to søstre, Martha og Maria. De har fået fint besøg – Jesus er kommet. Det reagerer de to meget forskelligt på. Besøget sætter Martha i fuld sving med at ordne alt det praktiske, når der nu er gæster. Maria stik modsat hengiver sig fuldt og helt til den besøgende, til nærværet med ham. De to spejler det aktive og praktiske menneske og det lyttende og modtagende menneske. Sådan er vores liv begge dele. Vi har brug for at være aktive og handlende i vores liv, men vi har også brug for at kunne hvile og tage imod. Vores liv er begge dele – eller måske i vores moderne liv mest det første. Vi vil så gerne ordne, arrangere, tilrettelægge, planlægge og gøre os nyttige. Men vi har svært ved at finde hvile, mange har søvnproblemer, rastløsheden griber os og vi bedømmer os selv hårdt, hvis ikke vi er produktive.

Vi kan ikke undvære Marthas foretagsomhed. Den holder vores samfund i gang, den får hverdagen til at hænge sammen. Men hvis vi mister evnen til at give slip på vores eget, mister vi evnen til at lytte til det, der kommer til os. Hvis vi hver gang, vi går i skoven har en podcast i ørerne, mister vi sansen for de lyde, der kommer til os fra fuglenes sang, fra vindens susen, fra trækronernes knagen. Hvis vi alene måler livets værdi på, hvor produktive, vi er, mister vi evnen til at se på hinanden med kærlighedens og næstekærlighedens blik. Hvis vi alene fæstner vores lid til prognoser, mister vi håbet. For håbet er mere end alle prognoser og fremskrivninger. Håbet er ikke et, vi kan skabe eller regne os frem til. Håbet kommer til os.

Det forstod Maria. Hun satte sig for at tage imod det, håbet havde at fortælle. Akkurat som generationer af mennesker har sat sig ind i dette vidunderlige kirkerum for her at lytte til ordene, til stilheden, til Guds stemme.

Hvis ikke vi havde kirken, hvor skulle vi så gå hen med vores tvivl, vores skyld, vores nederlag og vores taknemmelighed? Kirken er rummet, vi søger ind i, når vi må lade hænderne synke, når vi når grænsen for, hvad vi kan fatte og beherske, når vi rammes af livets største glæder og dybeste sorg. Her finder vi ord for det, som intet menneskeord kan begrunde, beregne eller beherske.

I dag fejrer vi ikke kun jeres kirkens jubilæum, men også høsten. Høstgudstjenesten er fejringen af de gavmilde gaver, vi får fra Guds hånd. Vi nøjes ikke med at tale om udbytte, men om gaver. Vi ved, at høsten er kommet i hus takket være aktive og handlende mennesker. Men vi ved også, at deres arbejde ville være forgæves, hvis ikke Gud skænkede os kornets spirekraft, regn og sol. Kaj Munk siger et sted, at kornet efter høsten ligger inde i laderne og nynner for os om Guds miskundhed. Det kræver, at vi lytter. Vi ejer ikke jorden, vandet, luften. Det er natur, der skænkes os af livets Gud for at vi kan leve. Brødet og vinen vidner om Guds kærlighed og at Han kender vores behov.

Gud er skaberkraften i alt, som er. Og Han er trådt ind i verden i sin søns skikkelse. Som et menneske i kød og blod. Evangelisten Johannes bruger billedet af grene, der forbundet med træet, når han skal beskrive Guds forhold til os.

I dåben har han taget os til sig, bundet os til sig på en måde, som vi ofte sammenligner med gartneren, der poder kviste ind i et træ. At blive indpodet, det er at få del i den livskraft, som er i træet.

Han er den næring, vi kan suge til os og lade os nære af. Det er derfor, han er kommet til verden og indpoder mennesker i sig: Fordi han vil være vores tro, håb og kærlighed og nære os ved det.

Bliv i mig, siger Jesus, bliv i mine ord. Det er ikke mystik. Det kan enhver. At blive i ham er ikke have særlige religiøse anlæg og evner for at kunne blive i ham. Det drejer sig ikke om særlige psykiske kræfter. At blive i ham er at åbne sig for det ord, der fortæller, at vi er indpodet i ham og i Ham hører Gud til. Det er at lade det ord klinge i vores indre som en stemme, der taler os om det, der skænkes os. Det er at leve og vokse som gren på det træ, Han er.

Det er den forbundethed, han vil have os til at tro og leve vores liv efter. I Ham lærer vi at lytte og leve; at tage imod det, han skænker os og leve af og på det.

Må Gud fortsat velsigne alle i Søborg sogn og menighed. Og må dette hus fortsat stå som et synligt tegn på, at livets ord har taget bolig midt iblandt os og utrætteligt vil nære vores tro, håb og kærlighed.

Amen.