Vi synger. Det har vi altid gjort og det bliver vi ved med.

Ordinationstale, 4. november 2025

Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver Paulus i sit brev til menigheden i Efesos:

…Lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn (Ef. 5, 18b-20).

Jeg læste for nylig en nyhed om, at folk står i kø for at komme med i kor rundt om i landet. Både de kor, vi har så mange af i folkekirken og de kor, der samles i institutioner og foreninger. Fællessangen er ved at blive genopdaget efter at have været gemt af vejen i nogle årtier. Det kan der være mange grunde til, men en del af forklaringen, tror jeg, skal findes i en længsel efter igen at være med i et fællesskab, der kan mærkes. Og det at mødes og synge sammen, giver os en fysisk-konkret oplevelse af at være del af et fællesskab. I en tid, hvor så mange ting i vores tilværelse håndteres digitalt, er fællessang en af de ting, der kræver levende mennesker og levende stemmer.  

Over for en digitaliseringsbølge, der truer med at rive alt med sig, er der stadig aktiviteter, der kun giver mening, hvis vi engagerer os konkret. Fællessang er et af argumenterne for mennesker.

Kristne har altid sunget sammen. Sang har været afgørende siden den allerførste menighed og det er et træk, som er blevet bemærket af de kristnes omverden. Der findes en berømt indberetning fra den romerske statholder Plinius den Yngre fra år 112. I den skriver Plinius, at de kristne kommer sammen på en bestemt ugedag og synger sange til Kristus som til en Gud.

Men det begynder jo langt tidligere. Det ældste tekststykke i Det Nye Testamente er en hymne om Kristus, som Paulus citerer i sit brev til menigheden i Filippi. Og i det stykke af Efeserbrevet, jeg indledte med, taler Paulus om at vi skal tale med hinanden i sangens form.

Sådan har vi gjort i mange generationer. Kristen tro er blevet sunget ind i os og hvis vi skal være helt ærlige, så er der nok mange præsteord, der er gået i glemmebogen eller hen over hovedet på folk. Men de fleste kan synge med på I østen stiger solen op og Hil dig, frelser og forsoner.  

Jeg tror, det er den franske filosof Pascal, der engang – let omskrevet – har formuleret følgende: Synger vi, fordi vi tror eller tror vi, fordi vi synger? Det spørgsmål er ikke sådan lige til at svare på. Og det er heller ikke et enten-eller. Men vi har nok i mange år haft en tendens til at se sådan på det, at troen kommer først og praksis kommer bagefter. Men nu genopdager vi betydningen af en praksis, som det, troen lever af. Vi tror, fordi vi synger. Troen behøver krop, og udtryk i form af sang, bøn, bibellæsning, samtale, diakoni og meget andet. Troen opstår ikke af intet – og det er en overbelastning af det enkelte menneske at gøre troen til noget, vi undfanger og vedligeholder i vores indre.

Vi har brug for, som Paulus siger, at tale med hinanden i salmer, hymner og åndelige sange, i fællesskabets udtryksformer. Vi har brug for, at der nogle, der tror, håber og elsker med os – og for os.  

Netop derfor er det værd at kæmpe for dåbsprocenten – ikke for procentens egen skyld, men for at vi kan genopdage den afgørende sammenhæng mellem praksis og identitet. Identitet er ikke noget, vi selv skaber; identitet får vi, når indlemmes i en praksis, som er der før og uafhængigt af os.  

Som præster skal I være med til at skabe rammerne for fællesskabets liv. I skal tilskynde til samtalen om det åndelige som en uundværlig del af vores menneskeliv. Og I skal holde liv i udtryk, der lader Ånden virke iblandt os.

Vi er ikke alene i vildmarken – overladt til at overleve fra hånden og i munden, fra dag til dag. Vi er derimod indfældet i en fælles historie – som dog kun er fælles så længe, der er nogen, der vil udleve den fælles identitet. Derfor er vi heller aldrig bare kirke for dem, der kommer i den – men også for alle de andre.

Hvordan er vi bedst kirke? Skal vi ud at missionere, sådan som det har været efterlyst fra politisk hold på det seneste?  

Jeg tvivler på, at det vil virke synderligt. Langt hellere skal vi gøre som man har gjort lige siden den tidligste menighed – de lod verden kende deres lovsange. Det var det Plinius hæftede sig ved. Det er det, der har fungeret som menighedens stærkeste spor i verden.

Vi skal synge, holde fast i den åbne samtale, drive diakoni – alt sammen for at lade verden kende det håb, der har gjort os til kirke.

Det er et håb, der grunder sig i Guds liv med verden. Vi håber og vi synger, fordi Gud i opstandelsen har gennembrudt dødens grænse og alle andre grænser, der sættes mellem mennesker. Han viser os dermed, at vi ikke er hinandens begrænsning, men hinandens næste. Han trøster og styrker os med ordet om opstandelsen fra de døde, fordi vi her hører, at døden er livets grænse, men også, at Gud er dødens grænse.

Det er det, I som præster skal række videre, bære ind i menneskers liv og ud i verden.

Vi synger. Det har vi altid gjort og det bliver vi ved med. For vi har brug for, at troens og poesiens billeder synges ind i os. Og verden har brug for sangen om den magt, der kalder os ud af håbløshed og dødsangst. Den magt, der står tilbage, når alle andre magter er faldet bort – og som binder sig til os og skaber bånd mellem os.

Derfor synger vi. Det er ikke vores ejendom eller evne, men Guds gave, at der af alle de individuelle stemmer dannes et kor – eller som Holger Lissners så fint har udtrykt det i en af sine salmer:

Guds lovsange synger vi ikke
men sangene synger i os
når glæden slår ind i vort hjerte
og smelter vort mismod og trods.
Da ser vi med undrende øjne
vor tvivl blive afklædt som løgne,
og sandheden lyse af liv.

Det er opgaven. For præst og menighed. At lade os fylde af sangen. Til håb for verden.