Biskoppens beretning fra Landemode 2025

Af Peter Birch

Velkommen til dette års landemode – vores årlige stiftsdag, som traditionen tro holdes første lørdag i oktober. For mange af jer er dette jeres første landemode. For andre af jer er det en tilbagevendende tradition at mødes og høre nyt om livet og udviklingen i Helsingør Stift.

Jeg håber, at dagen må blive inspirerende for os alle.

En af Storm P’s berømte tegninger viser en mand, der ligger henslængt i en stol og bliver spurgt: Hvad mener du om verdenssituationen? Og hans svar: Det ved jeg ikke, jeg har fået noget i øjet!

Den er sjov, fordi den underfundigt får markeret forskellen mellem de lidt abstrakte problemer, som vi samlet betegner som ’verdenssituationen’ og de helt nære ting, der jo i mange tilfælde viser sig at være de vigtigste for os. Alligevel tror jeg, I vil give mig ret i, at tegningens pointe hører en anden tid til. Det nære betyder fortsat meget for os; vores helbred, hvordan vores familie har det, hvordan vores lokalsamfund udvikler sig. Men vi er nok også i de her måneder vidner til, at mange forhold har udviklet sig til kriser, vi ikke længere kan lægge til side med henvisning til, at vi har fået noget i øjet. Det internationale er blevet en del af det nære. Af dagligdagen.

Vi taler meget om kriser. Trivselskrise, klima- og diversitetskrise, identitetskrise, krige og sammenbrud af politiske strukturer. For blot at nævne nogle. Og nu står det klart, at vi også befinder os i en hybridkrig.

I den situation, vi møder, er der bud efter os som folkekirke. For blot nogle få år siden blev det diskuteret, hvordan kirker og kristendom kunne være en del af den offentlige samtale. Der blev ligefrem lanceret et nyt begreb, offentlighedsteologi; noget, vi med større eller mindre begejstring argumenterede for nødvendigheden af. Det er ikke længere nødvendigt! I dag er vi alle inviteret ind i et offentligt rum, hvor vi forventes at bidrage med perspektiver hentet i kristendommens rige tradition. Det stiller krav til faglighed og kreativitet hos os alle; præsterne, kirke-kulturmedarbejdere, kirkemusikere og alle andre medarbejdere – og det stiller krav til kirkernes evne til at kommunikere.

Der kaldes på åndelig oprustning. Det er et begreb, jeg og mange andre har bakset noget med. Hvad ligger der i det? Mange, både i kultur- og kirkelivet, har mødt det med en skepsis og en frygt for, at der var tale om en politisering og instrumentalisering af kulturen, kirken og teologien. Jeg forstår det godt. Men en velvillig fortolkning kan jo også tage sit udgangspunkt i, at vores politikere har indset, at de internationale kriser, vi befinder os i, kalder på andet og mere end krudt og kugler. Det er vigtigt at kæmpe, men det giver kun mening, hvis vi ved, hvad vi kæmper for. Derfor er der brug for en bevidstgørelse, der henter arsenal i vores sproglige, kulturelle, politiske og religiøse tradition.

Det er i øvrigt ikke kun politikerne, der peger på det; når det for eksempel gælder klimakrisen og den grønne omstilling, taler skolemanden Steffen Hermann om behovet for en dannelse, der genetablerer en agtelse og forståelse for naturen, en sans for det skabte som drivkraften og forudsætningen for sund bæredygtighed. Det er også et centralt budskab i Lea Korsgaards fremragende bog om et års sommerfuglejagt, Inden året er omme, som vi skal høre hende selv fortælle mere om senere i dag. Den grønne omstilling lykkes ikke, hvis den er drevet af frygt. Den skal drives af undren og taknemmelighed og en forståelse for, at vi har et ansvar for at sikre livsbetingelser for vores efterkommere.

Et andet eksempel på behovet for kirkens og kristendommens stemme er debatten om børns og unges trivsel eller mangel på samme. Det berører os alle, når vi hører om, at store dele af børne- og ungegenerationen er ramt af mistrivsel. Her efterspørger forskerne i stigende grad en mere nuanceret debat og bevidsthed, der ikke individualiserer og psykologiserer trivsel. Psykologen Svend Brinkmann er for eksempel inde på behovet for det, han kalder de mange lidelsessprog, som gør os i stand til at skelne tristhed fra depression, forståelig frygt fra irrationel angst, generthed fra social fobi. Hans pointe er, at vi har været tilbøjelige til at se og forstå alle problemer i et sprog, der handler om diagnosticering og behandling, men at det, Brinkmann omtaler som lidelsessprog – det er dem, vi møder i poesien, dramatikken, ritualet og det religiøse sprog – kan hjælpe os til et mere nuanceret blik på os selv og livet.  

Vi skal naturligvis som samfund gøre alt for at give den hjælp, der er nødvendig til dem, der har brug for den. Men vi skal ikke sygeliggøre livet som sådan - heller ikke, når det byder på modstand, uretfærdighed og grund til frygt. Det er sider af livet, vi må håndtere på andre måder end ved at gå til psykologen, lægen eller sagsbehandleren. Her kommer kristendommens sprog og praksis os til hjælp. I synet på skabelsen som Guds skaberværk, i forståelsen af menneskets ansvar og vores behov for tilgivelse og fællesskab, i forståelsen af livet som et, der rummer komplekse eksistentielle erfaringer, der ikke skal sygeliggøres.

Der er bestemt brug for at opruste – eller jeg foretrækker: opdyrke – sansen for de åndelige sider af tilværelsen. For det er fortsat muligt at tro, håbe og elske – også i krisernes tidsalder. Som kirke er det vores opgave at skabe rammer for, at mennesker kan have det kristne budskab som livsgrundlag.

Jeg har i det forløbne år været rundt i alle stiftets 13 provstier og mødt præsterne i provstikonventer. Det har givet anledning til mange gode samtaler, som jeg gerne vil sige præsterne tak for – og i det hele taget tak for jeres store engagement i hverdagen med netop at udlægge og forkynde tro håb og kærlighed i en nutid, der i den grad har brug for netop dét.

På konventerne har vi blandt andet været inde på fire områder, hvor jeg mener, at vi som kirke har nogle afgørende pointer, der taler ind i vores tid:

• Du er ikke alene

Vi skal insistere på, at ånd og fællesskab er nødvendigt i menneskers liv. Vi lever af og med hinanden. Overfor individualismen skal vi holde fast i, at det er i fællesskabet og forbundetheden med andre, at vi finder mening og livsmod.

• Det vigtigste i livet kan ikke købes​

Vi lever i en forbrugerkultur. Længe har vi troet, at forbrug ville gøre os lykkeligere. Senest har vi været vidne til, at selve den politiske proces er blevet kommercialiseret, så lande og befolkningsgrupper er blevet omtalt og behandlet som handelsobjekter. Men som kristne skal vi holde fast i troen på, at det er kærlighed og fællesskab, ansvar og tilgivelse, håb og mening, der udgør fundamentet for menneskers liv. ​

• Traditionen er til for livets skyld​

Som kirke varetager vi en vigtig rolle som forvaltere af ritualer og traditioner, der skal vedligeholdes og udvikles, fordi de binder os sammen og giver ​livet dybde. ​

• Kristen tro kan hjælpe os

Efter sekularisering og traditionstab står vi over for en stor og spændende opgave med at genopdage og nyformulere kristen tro, sprog og praksis, så det bliver relevant livshjælp til moderne mennesker. Derfor skal vi arbejde kreativt med gudstjenester, musik, diakoni, trossamtaler og meget andet, så ordene høres som glædeligt budskab.

Dåbens gave

Arbejdet med dåb og dåbsteologi har fyldt meget her i stiftet i de senere år. Det foregår først og fremmest i det daglige arbejde i sognene, hvor der bliver gjort en stor og ihærdig indsats for at møde mennesker. Sidste år blev 5.623 døbt her i stiftet, heraf næsten 1.000 konfirmander.  Cirka en fjerdedel af alle de konfirmander, som blev døbt på landsplan, blev altså døbt her i stiftets sogne. Jeg ved, at også drop-in dåb fortsat søges af mange mennesker, fortrinsvis voksne mennesker, der har oplevet det, at de ikke er døbt, som et savn.

Vi har imidlertid en udfordring med de mange forældre, der selv er døbt, men som overlader det til deres børn selv at beslutte, om de vil døbes. Dem vil vi gerne i samtale med! Det var baggrunden for den influencerkampagne, vi gennemførte i 2024 og som igangsatte en bred dåbsdebat i det digitale forum. Og det bliver et meget indsatsområde i de kommende år at kommunikere til de unge voksne – de 18-39-årige.

Sekulariseringen har for alvor sat sig igennem, og dermed har vi som folkekirke en ny og anderledes opgave i forhold til en stor del af folkekirkens medlemmer, der står lidt famlende over for dåben som tradition. I takt med at traditionen som form taler mindre tydeligt, bliver det så meget vigtigere, at vi som kirke kan tale tydeligt om dåbens indhold og mening. Vi skal bygge bro - også til dem, der ikke opsøger os til samtale. For dem vil spørgsmålet i høj grad være: Hvorfor overhovedet vælge dåb? Giver det mening? Vi har netop afsluttet et to-årigt dåbsprojekt drevet af Christine Tind Johannessen. Det er der blandt andet kommet en righoldig temaside ud af – find den på stiftets hjemmeside og hent inspiration til jeres lokale arbejde.

Dåbskommissionen har i foråret udsendt det foreløbige resultat af dens arbejde. Frem til årets udgang kan man afprøve de forslag, der fremlægges og efterfølgende indsende sin vurdering til kommissionen. Der bliver herefter samlet op på det hele, og kommissionen fremsætter sit endelige forslag i høring i 2027. Det er glædeligt, at mange sogne tager del i afprøvningen og aktivt forholder sig til dåbsritualet, som er så afgørende i vores kirkelige tradition og fortsat skal kunne tale til mennesker om Guds nærvær og kærlighed.

Nye indbyggere

Helsingør Stift oplever år for år en befolkningstilvækst; prognoser siger, at befolkningstallet i 2030 når 1.1 millioner. Det betyder, at mere end hver sjette borger i dette land bor i vores stift. Der bygges rundt om i stiftet nye bydele, som på lidt længere sigt vil kalde på tilpasninger af de eksisterende strukturer og ressourcer. Jeg følger sammen med provsterne og Stiftsrådet udviklingen tæt.

Med befolkningstilvæksten følger en anden opgave, idet en stor del af de nytilflyttede er indvandrere. I gruppen af indvandrere og deres efterkommere er medlemsprocenten af folkekirken meget lav. Godt og vel 20 procent af befolkningen i stiftet har udenlandsk baggrund, men blandt dem er kun 5 procent medlemmer af folkekirken. Det kan der være mange grunde til: Det kan være, fordi de har en anden religion eller er kristne af anden konfession. Men de bliver under alle omstændigheder borgere i vores land, og som folkekirke har vi et særligt ansvar for det folkelige fællesskab.

Jeg har derfor formuleret syv anbefalinger til lokalt initiativ. Dem kan I finde på stiftets hjemmeside, men overordnet handler det om, at vi i folkekirken skal være gode til at leve efter devisen: Show it, don’t tell it. Vi skal ikke kun fortælle, at folkekirken er åben - men også vise det i vores praksis ved for eksempel at holde arrangementer på tværs af kulturelle forskelle og helt lavpraktisk at tilbyde gudstjenester på andre sprog end dansk. Ikke i hvert sogn og hver søndag, men lejlighedsvis og i fælleskab.

Ny folkekirkelig lovgivning

Som I vil vide, er der ny lovgivning på vej på folkekirkens område. Dels en række ændringer, som gerne skulle opleves som forenklinger af arbejdet i menighedsrådene, dels etablering af en ny folkekirkelig enhed, der skal overtage vedligeholdelse af middelalderkirker, der tages ud af almindelig folkekirkelig brug.

Med hensyn til det første vil jeg fremhæve et par ting:

Muligheden for at ekskludere et medlem af rådet bliver tydeliggjort. Det er naturligvis noget, man kun sjældent skal gøre brug af og kun i tilfælde, hvor et medlems adfærd af det øvrige råd opleves som direkte destruktivt. Det er altså ikke en bestemmelse, der kan bruges til at skaffe sig af med et medlem, der mener noget andet end flertallet! Men en mulighed for – efter en nøje fremgangsmåde – at udelukke et medlem, der i sin adfærd er til skade for det fælles arbejdsmiljø.

Det andet, jeg vil nævne her, er, at det med virkning fra 2029 bliver muligt at lade administrationen af præsteembedernes faste ejendom, boliger og jorde, overgå til provstiet. Ønsker man at beholde det, bliver der mulighed for det, men der vil altså også være den mulighed, at menighedsrådet aflastes for opgaven – og kan bruge sin tid og kræfter på andre ting.

Den nye menighedsrådslov vil understrege det store ansvarsområde, som fortsat er menighedsrådets – det sker med en ny ordlyd i §1, stk. 2:

Menighedsrådet er ansvarligt for folkekirkens virke i sognet og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission.”

Som I kan se, er der intet, der peger i retning af, at menighedsrådene bliver tømt for indhold og ansvar.

Til vores kulturarv hører middelalderkirkerne, der ligger spredt ud over landet. Der er cirka 1.700 af dem, og de ligger i nogle tilfælde i områder, hvor der engang var mange mennesker, men hvor affolkningen for længst har sat ind. Det betyder, at både det kirkelige og økonomiske grundlag for kirken svinder ind og i nogle tilfælde helt er forsvundet. Vi står i svære valg mellem at bevare uerstattelig kulturarv og samtidig tilpasse kirkeliv og økonomi til de faktiske forhold. Derfor er der som sagt et lovforslag på vej, der etablerer en ny folkekirkelig enhed, der kan overtage driften af enkelte kirker, der ikke længere er i almindelig drift. Og jeg skal understrege, at vi her taler om et fåtal. Det er tanken, at denne enhed også skal fungere som videnscenter for menighedsråd, der har ansvaret for den lokale middelalderkirke, og enheden skal bidrage til udarbejdelse af fondsansøgninger og analyser af bæredygtig finansiering af middelalderkirker, herunder særligt i økonomisk udfordrede provstier.

Stat og kirke

Til sidst vil jeg sige lidt om folkekirkens forhold til staten. Det er et forhold, der jo er reguleret i Grundlovens § 4, der bestemmer, at ’den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten’.

Det er ikke og har aldrig været et statisk forhold. Men det undergår i disse år forandringer, som vil ændre relationen.

Statens forhold til folkekirken er ambivalent, og jeg kan bedst sammenligne det med forældres forhold til deres teenager, der nærmer sig det tidspunkt, hvor han/hun flytter hjemmefra. Mange af jer har haft erfaringen helt inde under huden: På den ene side vil vi gerne se vores børn blive voksne og selvstændige, så de kan flytte hjemmefra og stå på egne ben. Men vi gør det ikke uden samtidig at have mange meninger om, hvordan det skal ske.

Staten er på mange måder ambivalent på samme måde; folkekirken er en lidt besværlig størrelse at have boende i statsopbygningen, og derfor ser vi på en række måder, at staten forsøger at skubbe til folkekirken, så den ’flytter hjemmefra’. Folketinget har nedlagt Kirkeudvalget som selvstændigt udvalg, og når ministeriet skal bistå folkekirken med lovforberedende arbejde, ledsages det i stigende grad af en faktura for veludført arbejde. Vi har også set, at Folketinget fjernede en helligdag og at skolereformen for nogle år siden betød, at folkekirkens konfirmandundervisning blev skubbet ud på ydertimerne om eftermiddagen. Men vi ser på den anden side også, at der er mange forventninger fra politikere til folkekirken – forventninger, der afspejler et politisk ønske om at holde fast i forholdet til folkekirken. Debatten om åndelig oprustning er et eksempel på det.

Jeg ser ikke for mig, at stat og kirke er ved at blive skilt ad – lige så lidt som en teenager, der flytter hjemmefra, kapper båndene til familien. Men de tætte bånd løsnes og erstattes af et nyt bånd. For at den unge kan trives og vokse i sin nye tilværelse, må der være råderum og plads til selv at kunne bestemme mere. Ambivalensen må afløses af en relation, hvor respekt for selvstændighed og forbundethed går hånd i hånd.

De kommende år kalder i mine øjne på en nyordning af forholdet mellem stat og kirke, så det bedste bevares, men med plads til at folkekirken i højere grad kan stå på egne ben. Det, vi kalder fællesfonden, som administrerer en stor (og voksende) del af den samlede folkekirkelige økonomi, bør demokratiseres, så det er tydeligt, hvem, der beslutter hvad. Sådan et skridt vil for mig at se fuldende den gradvise demokratisering af folkekirkens styrelse, som begyndte med indførslen af menighedsråd (1903), siden blev fulgt op med indførelse af provstiudvalg i 1922 og Stiftsråd i 2009 og nu blot mangler det allersidste led i kæden. Et nationalt forum der kan træffe beslutninger i forhold, der vedrører hele folkekirken, vil være en naturlig konsekvens af den udvikling – og vil ikke ophæve relationen, men gøre alvor af, at relationen har brug for nye rammer.

Lad mig til slut takke jer alle for det engagement, I lægger for dagen for at forankre folkekirken lokalt. I dette efterår har der været valg til provstiudvalg og Stiftsråd, og jeg vil gerne rette en tak til alle jer, der er trådt ud – og til jer, der er trådt til. Samarbejdet med Stiftsrådet gennem de seneste fire år har været båret af lydhørhed og vilje til at tage nye initiativer til gavn for kirkelivet i Helsingør Stift – tak for det. En af de mange beslutninger, det afgåede Stiftsråd har taget, er, at Helsingør Stift i 2028 skal være værtsstift for Kirkernes Folkemøde (det, der tidligere hed Danske Kirkedage og Himmelske dage). Kirkernes Folkemøde bliver en stor begivenhed, som vi skal høre mere om lidt senere i dag.

Jeg ser frem til samarbejdet med de nyvalgte provstiudvalg og kan nævne, at vi i foråret – lørdag 14. marts – afholder en dagskonference her i Helsingør for alle provstiudvalgsmedlemmer, der kan klæde jer på til den vigtige opgave, I har. Der kommer mere ud om det, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.

Her skal der også lyde en stor tak til alle vores medarbejdere i stiftsadministrationen; Vi har en travl, men god arbejdsplads, hvor alle bidrager og er med til at sikre, at enderne når sammen. Tak også til de konsulenter, der er ansat til at inspirere og rådgive inden for centrale områder som kommunikation, diakoni, religionspædagogik, liturgi og teologi.

Både stiftsadministrationens medarbejdere og vores konsulenter er præsenteret i den folder, der ligger ved jeres kuvert – tag den endelig med hjem sammen med det andet, der også ligger.

Præster kommer, præster går. Siden vores landemode sidste år, har der været 31 præsteansættelser, 44 konstitutioner og 5 ordinationer med i alt 19 ordinander. Tak til jer, som har takket af – enten fordi I har fået nyt embede eller er gået på pension. Og hjertelig velkommen til alle de nye.

Næste år kan vi fejre 1200-året for Ansgars og dermed kristendommens komme til disse nordlige egne. Det vil blive fejret på mange måder, sådan som det også blev, da man i 1826 kunne fejre 1000-årsjubilæet. Ved den lejlighed udgav Grundtvig en lille samling, Danske Højtids-Psalmer. Den daværende biskop i København, biskop Münter, var alt andet end begejstret og skrev i en indberetning til kancelliet, at Grundtvigs tre salmer ikke havde den egenskab, der burde ventes af salmer. Den første havde ikke nogen bekendt melodi, og alle indeholdt de dels uforståelige, dels smagløse steder, lød dommen fra biskop Münter. Den ene af disse smagløse salmer var Den signede dag med fryd vi ser.

Den historie er for mig at se en stadig påmindelse om, at vi altid må vogte os mod en snigende traditionalisme, hvor vi begræder nutiden og drømmer os tilbage til de såkaldt ’gode, gamle dage’. Vi må altid forny os for at kunne være en kirke til tiden.

Langt hellere skal vi holde os det reformatoriske princip for øje, at kirken altid skal reformeres. Og huske Jesu ord til den samaritanske kvinde ved Jakobs-brønden i Sykar os:

”….der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. (Joh 4,23).

Jeg vil slutte og ønske jer alle Guds velsignelse i det fortsatte arbejde.