Biskoppens hilsen: I fællesskabet er vi både givere og modtagere
Diakonien er ikke kun hjælpearbejde – den er et menneskesyn, der sætter fællesskab og ligeværd i centrum.
Af Peter Birch
Der er noget i tiden, som kalder på os.
Et stille råb efter nærvær.
Vi mærker det i længslen efter at samles – om sang, om bordet, om samtalen.
Kontrasten mellem de analoge fællesskaber og de såkaldt sociale mediers polariserende natur bliver stadig tydeligere. Den modsætning danner grundlag for en bevægelse i tiden.
En bevægelse, der har fået gode vækstbetingelser i den muld, som blev gødet af Corona-årenes kollektive kvalme over, at vi skulle holde afstand til hinanden.
Vi kan læse om, hvordan kor, fodboldklubber og mange andre dele af vores fælles foreningsliv blomstrer op. Det samme ser vi i folkekirken og her i Helsingør Stift. Et mylder af fællesskaber – både lejlighedsvise og kontinuerlige – skabes og trives i disse år: kor, fællesspisninger, kreative nørkleklubber, foredrag, spaghettigudstjenester og koncerter. Og efterspørgslen kan mærkes.
Midt i denne længsel efter fællesskab lyder et gammelt kirkeligt ord med ny styrke: diakoni.
Men hvad tænker vi, når vi hører ordet diakoni?
Nogle af os, der er fortrolige med ordet, forbinder det måske først med julehjælp eller herberg for hjemløse – en håndsrækning til dem, der har mindst, fra dem, der har nok.
Men den diakonale idé rummer langt mere.
Ordet diakoni kommer fra det græske diakonia, der betyder tjeneste. Det får mig til at tænke på et ord fra Filipperbrevets Kristus-hymne, der regnes for at være en af de ældste passager i Det Ny Testamente:
"[Jesus Kristus] tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (kap. 2,7)
På samme måde kan vi tjene hinanden, når vi mødes i øjenhøjde – også hvor der findes skævhed i relationen. Ligeværd er hjørnestenen i det diakonale møde. I et inkluderende fællesskab, er vi både givere og modtagere. Her slår diakonien rod i vores tid som håb, nærvær og menneskelighed.
Tak til alle jer, der i det daglige skaber det diakonale møde.