Biskoppens Landemodeberetning 2026

Af biskop Peter Birch 

Velkommen til dette års Landemode. Det er dejligt at se jer og samles til den årlige stiftsdag.  

Jeg vil indlede med at fortælle jer om en skøn oplevelse, jeg havde for et par måneder siden. Det var en dejlig solskinsdag, hvor jeg efter et møde i København kom forbi en lille restaurant/bistro, som jeg flere gange havde læst om i avisen. Det skulle være et godt sted og jeg var sulten, så jeg stak hovedet ind og spurgte, om jeg kunne bestille lidt at spise. Det viste sig, at de netop havde lukket, men personalet skulle i gang med at spise deres frokost og var i gang med at stille stole og mad ud på fortovet, i solen. Og restaurantens chef slog ud med armen og sagde med et smil: Join our table. Du kan da spise med! 

Og sådan gik det til, at jeg lidt efter sad med de ansatte og spiste. To japanske piger, der arbejder som tjenere, en ung fyr fra Uruguay, der laver maden og chefen, der er fra Polen. Jeg sad der i solen med mennesker, jeg lige havde mødt og spiste god mad, som de gerne ville dele med mig. Join our table – de ord var nærmest evangeliske. Midt i en travl hverdag opstod der et uventet øjeblik, et rum for samtale og fællesskab, der udsprang af disse menneskers generøsitet og ønske om at dele. 

Den oplevelse vil jeg altid huske. Og den blev et billede på, hvad det er, vi skal som kirke. Vi skal være åbne fællesskaber, der inviterer mennesker ind og er parat til at dele det, vi er sammen om. Det handler om at skabe rum, møde liv, dele tro – de tre led, der står som overskrift for den vision, Stiftsrådet i Helsingør Stift vedtog i maj i år, og som i de kommende år markerer retningen for arbejdet. 

Skabe rum. Møde Liv. Dele tro 

Vi genopdager i de her år betydningen og værdien af fysiske fællesskaber. Og som folkekirke har vi en stærk tradition og opgave i at skabe rum, fysiske rammer og relationer, hvor mennesker med det liv, der nu er deres, kan føle sig velkomne i lyset af budskabet om Guds ubetingede kærlighed. Det er der jo sådan set ikke noget nyt i. Men tiden kalder på, at vi tænker det nyt.  

Samfundet er præget af forandring. Sekularisering, individualisering og traditionstab udfordrer kirkens klassiske tilknytningsformer, ikke mindst barnedåben. Samtidig vokser en åndelig søgen frem, som vi mærker både i og uden for kirken. Mange mennesker søger mening, men er vokset op som børn af sekulariseringen og er derfor ikke fortrolige med kristent trossprog og -praksis.  

Den digitale udvikling har udfordret de fysiske fællesskaber, men har samtidig åbnet nye muligheder for menneskelig kontakt. Vi står som kirke i et spændingsfelt mellem på den ene side at være digitalt til stede, og på den anden side at imødekomme et behov for lokale, fysiske fællesskaber.  

Et eksempel på denne søgen efter forankring ser vi disse år blandt unge. Næsten 1000 unge bliver hvert år døbt i forbindelse med deres konfirmation alene her i stiftet. Det er et stort og vigtigt arbejde, der gøres af præsterne ude i sognene med at tage imod de unge, svare på deres spørgsmål, vise dem vej. Vi forsøger også at møde unge med digital kommunikation. I samarbejde med Københavns Stift har vi lavet de første forsøg på at kommunikere med unge på de sociale medier om tro, eksistens, mening under profilen Omlivet.dk. Der gøres også modige forsøg i sognene på at kommunikere på de sociale mediers præmisser. For unge i dag møder mange bud på livsorientering på de digitale medier. Det er vigtigt, at folkekirken er til stede og blander sig i samtalen og møder de unge, hvor de er. Vi skal skabe rum, møde liv, dele tro. 

Join our table! De ord sagt på et fortov på Østerbro kan minde os om, at vi skal være mere opsøgende end vi måske tidligere har været. Det gælder fx i forhold til de nybagte forældre. Vi står for civilregistreringen i dette land – og det er for længst slået fast, at vi gerne må benytte civilregisteret som medlemsregister. Vi må gerne henvende os til nye beboere i sognet med en elektronisk hilsen fra den lokale sognekirke – hvis modtageren er medlem af folkekirken vel at mærke. Og vi må gerne sende nybagte forældre et brev, hvor vi ønsker tillykke med barnet og gør os tilgængelige og synlige for samtale om dåb, så længe vi henvender os til vores medlemmer. På stiftets hjemmeside ligger der skabeloner, der kan tilpasses, lige som I vil have det. Brug dem! 

Stiftsrådets vision er tænkt som inspiration og oplæg til samtale. At skabe rum, møde liv og dele tro kan ske på mange måder. Hvordan det konkret skal ske, er i høj grad op til jer lokalt, men visionen peger på tre indsatsområder:  

Mødet med dåbsinteresserede, som jeg netop har været inde på. 

Mødet med åndeligt søgende. Vi har en rig tradition, sprog for livet i alt dets kompleksitet. Vi ser ikke sorg, fortvivlelse og længsel som noget, der skal behandles, eller modstand og sårbarhed som noget, vi kan undgå. Vi forholder os til livet i al dets sårbarhed i lyset af Guds egen hengivelse i kærlighed. Sekulariseringen har berøvet mange mennesker et sprog for det religiøse. Men de søger efter hjælp til at finde det igen – og vi skal øse fra det reservoir af sprog, tanker og billeder, som kristendommen er så rig på. Ikke repeterende, men som inspiration til at møde liv og dele tro. 

Mødet med nye beboere. Vi oplever i vores stift en fortsat og stabil befolkningstilvækst. Nye borgere – herunder mange med anden etnisk og religiøs baggrund – ændrer demografien og stiller krav til os om at skabe inkluderende og åbne fællesskaber. Join our table! Tilflytningen betyder også, at vi ikke har bygget den sidste kirke i stiftet. Når nye bydele skyder op, må vi spørge os selv, om de eksisterende rammer er tilstrækkelige eller om der skal skabes nyt for at rumme en ny virkelighed. 

Skabe rum. Møde liv. Dele tro - dét er opgaven. Join our table! Det er det, vi kan, det, vi gør, det, vi skal. Det arbejdes der allerede med på mange måder i sognene. Kreativt og energisk. Der er masser af gode historier at fortælle og dele. Derfor har Stiftsrådet også besluttet at styrke kommunikationsindsatsen i stiftet gennem ansættelse af Louise Windfeld-Høeberg som ny kommunikationschef. Louise kommer fra en stilling som studievært på TV2 News og begyndte hos os i forgårs. Jeg er sikker på, at vi med ansættelsen af Louise kan styrke vores kommunikation – og at det vil være til gavn og glæde for jer og det arbejde, der gøres i sognene og vil kunne tydeliggøre folkekirken og det bidrag, vi yder til det fælles i vores samfund. Velkommen Louise! 

Jeg vil i øvrigt også lige slå et slag for vores nyhedsbrev, der udkommer hver måned. Tilmeld jer, hvis I ikke allerede modtager det – og sørg gerne for, at andre tilmelder sig, så vi også ad den vej kan dele tro, viden og inspiration med hinanden.  

At tale menneskeligt 

Der er mange ting på færde i disse år – i stiftet og i verden omkring os. Vi lever i en opbrudstid, nogle vil sige en sammenbrudstid – og som folkekirke står vi midt i det hele. Lige nu er det kunstig intelligens eller AI, der bliver diskuteret; er den teknologiske udvikling gået for vidt, og er den ved at tage magten fra mennesket? Har teknologien udviklet sig fra at være et hjælpemiddel til at være en trussel mod menneskeheden? Mange taler om AI i dommedagslignende vendinger – og problemet er, at det ikke er muligt for den enkelte at orientere sig i noget, som de færreste har forudsætninger for at forstå. Er det virkelig der, vi er på vej hen, eller er det at male fanden på væggen? 

Der er ingen tvivl om, at udviklingen rummer mange farer. Men det er også vigtigt at huske os selv og hinanden på, at mange andre trusler gennem tiden er blevet udråbt som skridt på vej mod dommedag. Det er en gammel fortælling, som måske rammer noget dybt menneskeligt, dette at vi skaber noget, der løber os af hænde og slipper kræfter løs, som vi ikke kan styre: Frankensteins monster og troldmandens lærling er arketypiske fortællinger om netop dét. Mange af jer kan sikkert også huske, hvordan årene op mod årtusindskiftet var fyldt med spekulationer om, at alle IT-systemer ville bryde sammen, når vi gik fra 1999 til 2000. Det skete ikke. 

Der er brug for en kritisk besindelse på AI. Fra den første digitale revolution burde vi have lært, at den teknologiske udvikling kommer med en pris: tab af koncentrationsevne, manglende læsefærdigheder og skærme, der bidrager til mistrivsel og social isolation. Den første tids begejstring for digitaliseringens muligheder er afløst af en erkendelse af, at vi ikke bare skal lade teknologien styre vores liv, men at vi skal forholde os kritisk til den og sætte rammer for den. Og at teknologien ikke kan og ikke må stå alene. Teknologi og dannelse må ikke skilles ad.  

Jeg hørte forleden en ung dansk matematikforsker, der er er ansat på Cambridge University. Han kunne fortælle, at et regnestykke, der for ham ville tage 30 timer, nu løses af AI på 10 min! Men samtidig med, at AI på den måde kan hjælpe os med at løse meget svære problemer inden for videnskab, er AI ikke i stand til at have følelser i menneskelig forstand. Ud over behovet for regulering, som kræver politisk vilje, er udfordringen at bevare blikket for det, AI ikke kan. Det, som fortsat kræver menneskelighed. Eller som én klogt har udtrykt det: jo mere AI-agenter taler som mennesker, des mere skal vi mennesker øve os i ikke at tale som robotter. Og forholde os til, hvem vi egentlig vil være (Line Sand, Zetland). 

Vi skal øve os i ikke at tale som robotter. AI kan skrive et manuskript, den kan bearbejde et væld af kompleks viden, AI kan systematisere store mængder af data. Men AI kan ikke erstatte den hånd, der rækkes frem mod et andet menneske, eller det blik, der møder et andet menneske med omsorg og ømhed. AI kan måske nok udtale ordene Join our table!, men den kan ikke dække bordet og skabe fællesskabet. 

Det er os, der skal skabe rum, møde liv og dele tro. 

Folkekirken som medlemskirke og samfundsinstitution 

Vi oplever i de her år en mærkbar og positiv stigning i omverdenens forventninger til folkekirken og folkekirkens præster. Præsterne er ikke kun efterspurgt af folkekirkens egne medlemmer, men også af foreninger, kommunerne, staten og civilsamfundet. Det er en glædelig udvikling, som udmønter sig i, at folkekirken indgår i samspil med fx kommuner i boligsociale indsatser eller indsatser for demensramte. På nationalt plan, at vi fx og blandt meget andet indgår som et vigtigt led i det nationale kriseberedskab.  

Folkekirken spiller en stor rolle i vores samfund og en ny undersøgelse fra Folkekirkens Udviklings og Videnscenter (2026) bekræfter dette; hele 2 ud af 3 svarer, at de mener, at folkekirken spiller en vigtig rolle lokalt.  

Det er vigtigt at holde sig dette dobbelte perspektiv for øje: Vi er kirke og kan glæde os over, at 7 ud af 10 er i kontakt med folkekirken i løbet af et år. På landsplan er medlemsprocenten på 70 pct. Men vi er også en institution, der er afgørende for sammenhængskraften i vores land. Vi varetager vedligeholdelsen af en kulturarv – både den af mursten og den, der handler om ånd, som det kommer til udtryk i traditioner, fællesskaber, undervisning og livsoplysning. Alt det, som ikke kan siges af robotter, men må siges og udfoldes af levende mennesker.  

Folkekirken og dens præster efterspørges som en del af civilsamfundet. Det, man kunne kalde et samfundstræk på den præstelige betjening, omfatter alt fra traditionelle og lovbundne opgaver som civilregistrering til samfundsopgaver som betjening af indsatte i fængsler, af studerende på campusområder, af patienter på hospitaler, af udsendte danske soldater, og ikke mindst engagement i kriseberedskab og nationalt beredskab. Samfundstrækket kan også komme til udtryk i en forventning om deltagelse i lokale civilsamfundsinitiativer inden for diakoni, demensarbejde og initiativer, der handler om at modvirke marginalisering, polarisering og ensomhed. 

Folkekirken skal være til stede, hvor mennesker er. Vi skal skabe rum, møde liv og dele tro. Men opgaverne forandrer sig. Rammerne og vilkårene tager nye former. Det kan derfor også indimellem være nødvendigt at flytte præsteressourcer fra et sted, fra et sogn til andre sogne og opgaver. Det er aldrig nemt, men det kan være nødvendigt for at få enderne til at mødes og få opgaverne fordelt og varetaget bedst muligt. 

De samme overvejelser må vi naturligvis også gøre os som folkekirke på landsplan. Den tidligere kirkeminister nedsatte en arbejdsgruppe med mig som formand, der i løbet af det kommende år skal komme med forslag til en model for, hvordan vi fordeler det samlede antal præster/årsværk bedst mellem landsdelene og stifterne. I det arbejde skal vi træffe nogle valg om, hvad der skal udløse præstestillinger og hvordan vi tilgodeser både tyndtbefolkede og befolkningstætte områder.  

Stiftsgrænser til forhandling 

Strukturer er ikke et mål i sig selv. I en protestantisk kirke er institutionelle rammer ikke ukrænkelige endsige et mål i sig selv. De skal tjene evangeliet – og tilpasses, så de til stadighed bedst muligt tjener det formål.  

Det gælder også stiftsgrænserne. Allerede da Helsingør Stift blev selvstændigt stift i 1961 blev det forudskikket, at stiftsinddelingen ikke var endelig, men skulle evalueres. Siden gik årene, kirkelivet tog form, og de kirkelige strukturer udviklede sig i takt med befolkningsudviklingen. I de 65 år Helsingør Stift har eksisteret som selvstændigt stift, er der blevet bygget omkring 40 nye kirker, så vi i dag har 187.  

I den igangværende diskussion om revision af stiftsgrænserne er det vigtigt at holde fast i, at Helsingør Stift nok er det folkerigeste stift og i den forstand folkekirkens største stift. Men vi er samtidig en slank organisation. Hvis vi oplister stifterne ud fra antallet af sogne, pastorater, kirker er der 7 stifter, der er større end os. Vi har en stor befolkning, men kirkelivet er organiseret i større enheder end i andre stifter, og præster hos os har i langt de fleste tilfælde både en, to eller flere kolleger. Det betyder ikke, at Helsingør Stift ikke kan komme til at indgå i en justering af stiftsgrænserne over tid. Men det er altså ikke her i stiftet, at vi har de mange små enheder og strukturer, der måske ikke helt svarer til nutiden. 

Når biskopperne tidligere på året fremlagde et forslag til ændrede stiftsgrænser, var det ud en erkendelse af, at den nuværende inddeling ikke er holdbar. Det er ikke en nyhed, at det nuværende Lolland-Falster Stift er blevet for småt - det har de seneste 4 biskopper i stiftet gjort opmærksom på. Med Marianne Gaardens forestående afsked var det naturligt og nødvendigt, at biskopperne fremkom med et forslag til løsning. Det kan være, at løsningen skal være en anden, men problemet er reelt, og det er nødvendigt at finde en løsning. Det er nu op til ministeren at afgøre, hvad der videre skal ske. 

Arbejdsmiljø 

Arbejdsmiljøindsatsen bliver til stadighed prioriteret højt i vores stift. Det er afgørende, at vi løbende arbejder på at skabe gode og sunde arbejdspladser. Det er en forudsætning for, at vi kan løfte vores kerneopgave som kirke, og det har betydning for vores mulighed for at rekruttere dygtige præster, medarbejdere og frivillige. 

Arbejdsmiljøindsatsen er vi fælles om i de to ledelsesstrenge, den gejstlige og den læge. Det er med strenge jo sådan, at musikken opstår, når de spiller sammen i harmonier. Og det gælder i allerhøjeste grad også for samvirket mellem det enkelte menighedsråd og den streng, som udgøres af præst/provst/biskop. Vi har netop opdateret vores roste materiale ’Det gode samvirke’, som jeg ved, at mange af jer har brugt med stort udbytte. Jeg anbefaler det som oplæg til samtale og som et værktøj, der kan være med til at fastlægge gode rammer for arbejdsmiljøet og dermed forebygge, at små problemer vokser sig store. Materialet ’Det gode samvirke’ findes på stiftets hjemmeside og der ligger fysiske eksemplarer ved udgangen, som I er velkommen til at tage med hjem. 

Den nye menighedsrådslov er ved at blive implementeret. En af de ting, der er på trapperne, er obligatoriske kurser for den personaleansvarlige, den, vi tidligere kendte som ”kontaktperson”, og rådets formand. Det er endnu ikke klarlagt, af hvem og hvordan kurserne bliver udbudt. Når det sker, er det som sagt obligatorisk at deltage for formand og den personaleansvarlige – og kurserne er dermed udtryk for en anerkendelse af det store ansvar, der ligger i de to poster.  

Jeg vil i den sammenhæng også gerne fremhæve muligheden for, at man i et provsti går sammen om at ansætte en personalekonsulent. Det har flere af provstierne her i stiftet allerede gjort. Sådan en ordning ophæver ikke, at det fortsat er det enkelte menighedsråd, der har ansvaret for personaleledelsen. Men med en fælles personalekonsulent kan man hente vigtig bistand til de mange opgaver, der ligger i personaleansvaret. Det koster naturligvis penge at ansætte en personalekonsulent, men erfaringer viser, at pengene er givet godt ud, fordi man undgår mange af de omkostningstunge konflikter.  

Skabe rum. Møde liv. Dele tro – de tre perspektiver kender ikke grænser. I år har vi sluttet venskab mellem Helsingør Stift og den lutherske kirke i Estland. De baltiske lande ligger lige på den anden side af Østersøen og vi deler historie og nutidige udfordringer. Meget er anderledes i et land som Estland, hvor kirken i 70 år har levet under meget streng og repressiv kontrol. Men det mellemkirkelige stiftsudvalg og Stiftsrådet har ønsket at styrke båndene og udbygge relationerne i de kommende år til fælles glæde, støtte og inspiration. Flere sogne her i stiftet har allerede forbindelser til menigheder i Estlands lutherske kirke, og håbet er, at vi gennem kontakt med hinanden, besøg osv. kan hjælpe og inspirere hinanden og dermed udvide antallet af sogne, der vil være med til at give relationen liv. 

Siden sidst – og tak! 

Siden Landemodet sidste år har der været afholdt 3 ordinationer med i alt 5 ordinander. Der er blevet ansat 20 præster i ledige embeder og der har været 51 konstitutioner. Jeg ønsker dem alle Guds velsignelse i deres tjeneste.  

Jeg vil gerne slutte af med at takke stiftsadministrationen med stiftskontorchef Annette Nordenbæk i spidsen. Vi har et tillidsfuldt samarbejde og godt team af dygtige medarbejdere. Tak også til Stiftsrådet for samarbejdet og for at I bakker op om ambitionerne for folkekirken i Helsingør Stift. Tak til stiftskonsulent Jørgen Skov Sørensen og de dygtige fagkonsulenter. Tak til provsterne, som er uundværlige, når dagligdagen skal hænge sammen og fremtiden skal formes. To af vores provster fratræder i de kommende måneder og deltager dermed for sidste gang i Landemodet som aktive i år; det drejer sig om Jørgen Christensen, provst for Hillerød provsti og Eigil Saxe, provst i  Kgs. Lyngby provsti. Tak til jer!  

Og sidst, men ikke mindst: tak til alle jer i menighedsrådene og provstiudvalgene, som bærer det lokale ansvar. 

Jeg håber, denne beretning har vist, at I varetager opgaver, der rækker ud i alle hjørner af samfundet og ind i mange menneskers liv.  

Join our table!  Sådan skaber vi rum, møder liv og deler tro.