Konfirmandforældre: ”Det er dejligt, når vi bliver inddraget!”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Det var rørende, for det var en kæmpe dag for ham. Han glædede sig helt vildt, og det var bare tydeligt at mærke, at de unge har haft det godt sammen og med præsten, og at de følte sig trygge i hans selskab. Det, de har lavet sammen i løbet af året, har givet dem en forståelse for hinanden. Det var stort at opleve.”

Mette Lunows søn, Marley blev konfirmeret i Snostrup Kirke den 3. maj, og få uger forinden blev han faktisk også døbt. Mette og hendes mand havde nemlig fravalgt at døbe ham som spæd, fordi Mettes egen erfaring med kirken trak hende i en anden retning:

”Da jeg selv gik til konfirmationsforberedelse, var det overhovedet ikke sjovt. Vi skulle kun sidde og øve vers og salmer, og det sagde mig ikke noget. Jeg gjorde det kun, fordi det skulle man, og derfor havde jeg den holdning, at Marley ikke skulle døbes. Da han nåede konfirmationsaleren, ønskede han dog selv at blive konfirmeret, og jeg kunne godt lide, at han havde reflekteret over sin tro,” fortæller Mette Lunow og fortsætter:

”Det har været tydeligt for mig at se, at man i dag tilrettelægger undervisningen ud fra, hvad de unge synes er interessant. De har for eksempel været på en tur til København, og det er dejligt, at der sker noget. Når han kommer hjem fra sådan en tur og fortæller om, at han har haft en god dag, er det meget nemmere at blive engageret som forælder. Hvis han har haft en dødssyg dag, er der ikke noget at fortælle, men har den været sjov, er der et godt udgangspunkt for samtale.”

Vejen til den gode samtale

Som forælder til en teenager kan det netop være svært at få gang i den helt store samtale, og nogle gange står man lidt på sidelinjen. Men sådan behøver det ikke være, mener religionspædagogisk konsulent i Helsingør Stift, Susanne Leiding, der opfordrer til, at man som kirke rækker ud til forældrene i forbindelse med konfirmationsforberedelsen:

”Som forælder er man nysgerrig på, hvad der foregår i ens unges liv. De unge er gode til at fortælle om det, der er trygt, men det kan være svært at starte en samtale, der handler om eksistentielle og måske lidt svære spørgsmål,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg oplever, at det, at forældrene er med i konfirmationsforberedelsen, betyder, at de får adgang til nogle samtaler med deres unge, som de ellers ikke har adgang til. Det her er simpelthen en måde, hvorpå man som forælder kan være med, uden at den unge synes, man er irriterende.”

I 2025 gennemførte Susanne Leiding en undersøgelse blandt præster i stiftet for at kortlægge blandt andet forældreinddragelsen i konfirmationsforberedelsen. De fleste svarede, at der er forældremøder i starten og slutningen af forløbet, men der var også mange andre interessante initiativer. Blandt andet nævner Susanne Leiding temaaftener om aktiv dødshjælp, forældreinddragelse i forbindelse med indsamling til fordel for Folkekirkens Nødhjælp og inddragelse af forældrene som frivillige, når konfirmanderne er på tur.

”Der sker noget, når man inddrager forældrene. Men det gælder om at få dem med fra start, hvor de er meget nysgerrige, fordi det typisk er børnene selv, der har truffet beslutningen om at blive konfirmeret,” lyder det fra den religionspædagogiske konsulent.

Fællesskab på tværs af generationer

Susanne Leiding og Mette Lunow er faktisk kollegaer i Snostrup og Oppe Sundby Kirker, for ud over at være mor til en nyslået konfirmand er Mette Lunow også ansat som grøn netværksgartner ved kirkerne. Og sammen med menighedsrådet har de to søsat et biodiversitetsprojekt, der blandt andet involverer anlægning af en biopark, en sommerfuglehave og et staudebed. Og da konfirmationsforberedelsen begyndte sidste år efter sommerferien, blev biodiversitetsprojektet tænkt ind i den kontekst.

”Præster og teamet omkring dem er i dag meget opmærksomme på, at kirke er noget, vi laver sammen. Hvis vi skal være levende fællesskaber, er det vigtigt, at vi også er kirke udenfor murene,” fortæller Susanne Leiding og fortsætter:

”Vi inviterede simpelthen konfirmandernes forældre med til en biodiversitetsdag. Første gang var der mødepligt, og der kom over 100 mennesker og hjalp til. Mange forældre giver udtryk for, at konfirmandundervisningen har udviklet sig meget, siden deres egen konfirmationstid, og at de gerne vil være en del af det. At de gerne vil støtte op. Det er mere konfirmanderne selv, der kan være lidt forbeholdne over for, at deres forældre skal deltage, men der handler det om at være meget tydelig i forhold til, at man har en forventning om, at alle forældre skal deltage.”

Og Mette Lunow var meget begejstret – både som ansat og som mor:

”Vi fik mange positive tilkendegivelser efter den første gang. Det var en kæmpe succes og skønt at opleve, hvordan de unge lavede noget sammen, og forældrene i fællesskab kastede sig over andre opgaver. Jeg oplever, at det for mig har skabt en anden connection med de unge - Marleys venner – at se dem være sammen og lære dem at kende. Nu kender vi hinanden, fordi vi har lavet det her sammen.”

Større tilhørsforhold til kirken

Malene Rytters søn, Oliver blev konfirmeret i Oppe Sundby Kirke den 2. maj, og hun deltog derfor også i biodiversitetsprojektet, og hun har kun ros til overs:

”Det har været meget givende for mig at blive en del af et fællesskab, jeg ikke ville møde om søndagen i kirken. Det at lave noget aktivt sammen har givet et andet fællesskab, fordi vi har talt sammen på kryds og tværs, og det har været en gave at kunne få lov til det. På en måde har det føltes som en lille nyfortolkning af kirken, for der er mange måder, vi kan komme i det rum på.”

Og Malene Rytter har ikke oplevet, at hendes søn synes, det var pinligt, at mor og far skulle med:

”Jeg har ikke skullet parlamentere med min søn om, hvorvidt jeg skulle deltage, for det var lagt ud som en fælles opgave at hjælpe med biodiversiteten. Og det vil de unge jo gerne,” fortæller hun.

Det blev i alt til to arbejdsdage for konfirmanderne og deres familier, men projektet er ikke i mål endnu, og derfor har Malene Rytter valgt at melde sig på banen fremadrettet også:

”Jeg har meldt mig til at bidrage igen en anden gang. Det giver mig glæde og ro at få lov til at gøre noget i en god sags tjeneste, så det gør jeg gerne. Jeg oplever, at jeg har fået et ejerskab over projektet. Det er jo mit sogn, og jeg vil gerne være med til at løfte biodiversiteten. Jeg føler, det har givet mig et større tilhørsforhold til kirken og dens områder, fordi det er noget, vi har lavet i fællesskab.”

Et rørende øjeblik

I det hele taget er Malene Rytter begejstret for, at kirken tænker ud af boksen.

”Jeg bruger selv kirken, og jeg synes, jeg kan finde et rum her. Jeg finder en støtte og ro her, som jeg ikke kan finde andre steder. Jeg bruger både kirken om søndagen og til andre arrangementer, men jeg elsker generelt, når der bliver nyfortolket i folkekirken. Det behøver ikke kun være højhelligt.”

Siden børnene var små, har Malene Rytter været vant til at inddrage Oliver og hans storebror i sit forhold til kirken. For eksempel har de været med hende til Allehelgensgudstjenester:

”Jeg er 45 år, og jeg synes, det er givende at få lov til at modtage en gudstjeneste. Der er Oliver ikke helt endnu, men så har kirken noget andet, der fanger ham. Vi har haft flere samtaler, hvor han har spurgt mig, hvad jeg har brugt kirken til, og for eksempel har Allehelgensgudstjenesterne ført til nogle dybere samtaler, fordi min søn pludselig har oplevet at blive en del af gudstjenesten i form af for eksempel at skrive en seddel med navne på dem, han savner. Den slags inddragelse tror jeg, folkekirken skal tænke meget mere i.”

Derfor var det også en helt særlig oplevelse at se Oliver blive konfirmeret en solskinsdag for kort tid siden:

”Det er da rørende, at mit barn har valgt at tro på det her og bekræfte det valg, vi som forældre tog i sin tid. Min dreng har faktisk set det samme, som jeg ser: At kirken er et sted, vi kan komme. Et sted, hvor vi altid kan finde tryghed og støtte. Det føles, som om man kan læne sig op ad noget, man ikke nødvendigvis kan se. Og det er rørende for mig at opleve, at begge mine sønner nu har valgt det,” afslutter Malene Rytter.