Landemodeprædiken: Jeg er det sande vintræ. I er grenene 

Af Ove Kollerup

Aldrig har Jesus talt og tiltalt os som i dag! Aldrig har det vel lydt mere tydeligt! Aldrig har det vel lydt mere direkte! Budskabet er krystalklart: Jeg er det sande vintræ. Min Far er vingårdsman den. I er grenene. Bliv i min kærlighed! For skilt fra mig kan I slet intet gøre! Sådan taler Vor Herre Jesus. Ordene falder Skærtorsdag aften, hvor Jesus sidder til bords med disciplene. Vi kunne jo godt tro, at Jesus havde betroet disse store ord til denne verdens ubestridte religiøse elite; til de fuldkomne og urokkelige i troen; til mennesker, der ikke kender til tvivl eller til at vakle. Men det er ikke dem, ordene gælder. De er i hvert fald ikke blandt tilhørerne. Tilhørerne er en flok fattige håndværkere, fiskere og en enkelt tolder. Gang på gang misforstår de, hvad Jesus siger. Gang på gang fejler de. Jeg er det sande vintræ. I er grenene. Disciplene har sikkert følt jorden gynge under sig. Det kan da ikke være os, Han mener! Havde Jesus så bare sagt: Nu må I virkelig se at tage jer sammen, så I kan blive stærke grene på mit vintræ og bære megen frugt. Men det er ikke det, Jesus siger. For i samme NU som Jesus siger disse ord til disciplene - og til dig og mig - så er vi det! Jesus taler i nutid!

Der er ikke tale om en moralprædiken fra farisæere og de skriftkloge om, at vi skal blive gode grene, der måske kan komme til at bære megen frugt ved at overholde bestemte spiseregler og forskrifter om renhed. Her er ikke tale om nogen mellemmænd, der skal sige god for os, for at du og jeg må være grene på Jesu vintræ. Selvbestaltede mellemmænd har der været til alle tider. De vil så gerne stille betingelser og sætte grænser for andre mennesker. Og dermed sætter de i virkeligheden grænser for Guds kærlighed. Det gælder også drengen Lykke-Pers Far, præsten, i Henrik Pontoppidans store roman af samme navn. I Lykke-Pers barndomshjem er livet et evigt regnestykke, hvor spørgsmålet lyder: Har jeg gjort nok for at forblive en gren på vintræet. Har jeg gjort nok for egen frelse? Lykke Per er knuget af opdragelsen i et fordømmende præstehjem. Her blander Lykke Pers far Gud ind i selv det mindste æbleskud. Den 11-årige dreng ydmyges og straffes ved middagsbordet foran alle sine søskende, mens faderens ophidselse vælter ud af hans mund med en tsunami af domsord, at ”den største, den tungeste Sorg, der kan ramme Forældre, er den: at vide deres Barn i Syndens Vold og paa Vanærens lyssky Veje." Så hårde og ydmygende ord for et æbleskud! Faderen sætter sig i Guds sted. Faderen er i sin selvretfærdighed klar til at optræde som mellemmand og stille sig mellem Gud og barnet og træffe afgørelse om grenen skal beskæres eller helt skæres af.

Men intet menneske kan agere mellemmand. Ingen kan ved egen magt bestemme, hvem der er gren på vintræet. Det afhænger helt og fuldt af vingårdsmanden! Vingårdsmanden som er et billede på Gud. Hvordan er Guds væsen? Guds væsen er tilgivelse, barmhjertighed, kærlighed. Det er den guddomskraft, som løber gennem vintræet. Eller som vi sang det for lidt siden: Vintræet – Kristus – er i verden med vintræets frugt, guddomskraften, levesaften som skænkes til verden i tilgivelsen, barmhjertigheden og kærligheden. Og det sker ene og alene, fordi Gud vil det! Det hele er Guds værk!

Alligevel kan tvivlen nage! For tænk, om jeg ikke bærer frugt! Tænk om vingårdsmanden skærer mig af! Tænk om jeg rives ud af sammenhængen med træet og de øvrige grene på træet! Tænk om jeg bliver kasseret! Men en gren skal nu engang ikke tænke over at være gren! Det er ikke dens bestilling: En gren er skabt til at være gren! Det er derfor ene og alene i bundetheden til træet, som er Kristus, at vi sættes i frihed fra at spekulere over, om vi nu også er gode nok i Guds øjne. Det var den frihed og tillid til Guds nåde, som blev åbenbaret for Martin Luther efter voldsomme sjælelige kampe. Mennesket kan ikke ved gode gerninger bidrage til egen frelse. Gud har ikke brug for dine gode gerninger! Det har dit medmenneske!

Det betyder, at du og jeg er skabt til at leve et sandt menneskeliv med vore synders nådige forladelse. Vi er ikke sat til at være små guder eller vingårdsmænd. Et menneske skal tage livet på sig, som vi har fået givet af Gud vor Skaber. For hvad er det, vi gør, når vi ikke vil kendes ved den plads i skaberværket, som Gud har givet os? Så rammer hovmodet. Det ender galt. Forfatteren Johannes Jørgensen giver så fint et billede på hvad der sker, når vi vil gøre os fri af Kristus. Det handler novellen ”Tråden ovenfra” om: Der var en lille edderkop. Den kom flyvende. Og så så den en høj trætop, hvor den kunne sætte en tråd. Den firede sig langt ned i træet. Og så lavede den sit net og fik fluer. Der gik flere dage. Der var ikke flere fluer. Så lavede den et større net. Nettet funklede i den sene septemberhimmel og edderkoppen blev meget stolt. I oktober vågnede den en morgen. Edderkoppen var sur og gnaven, for det var koldt. Så begyndte den at gå nettet efter for at se, om der skulle være fejl og mangler og brist. Den kunne ikke finde nogen fejl. Nettet var intakt alle steder! Så får den øje på en tråd, der rækker langt op. Den kan ikke se, hvor langt op. 

Den gnavne edderkop sidder og stirrer mere og mere på den tråd. Og så tænker den: Jamen, jeg kan jo slet ikke se, hvor den tråd fører hen. Den fører helt op i skyerne. Den er fuldstændig overflødig i mit værk. Og så bider edderkoppen den tråd af. - - Edderkoppen kommer til sig selv, hvor den ligger langt nede i træet med hele nettet omkring sig. Det er bristet sammen omkring edderkoppen. Edderkoppen kunne ikke se meningen med tråden ovenfra. Novellen vil fortælle os, at hvis vi som grene vil løsrive os fra vintræet og ikke vil holde os til Kristus, ja, så brister hele værket.

Jeg er det sande vintræ. I er grenene. Bliv i min kærlighed. For skilt fra mig, kan I slet intet gøre. Sådan talte Jesus til disciplene Skærtorsdag aften. Men de bliver tilsyneladende skilt fra Ham! For lidt efter går Jesus ud i Langfredagens kolde mørke og døden på Golgatas kors. Adskilt fra Gud og mennesker. Og ved den niende time råber Jesus med høj røst: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Det værste skete for Jesus! Adskillelsen! Men vingårdsmanden arbejder. Påskemorgen oprejser Han Jesus fra gravens mørke og overvinder derved syndens og dødens magt. For vores skyld! For intet – end ikke døden - kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus. Det har Gud bestemt! Og for dette glædelige budskab siger vi Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed.

AMEN