Folkekirken står sammen om den grønne omstilling
Folkekirkens Grønne Omstilling modtager bevilling fra folkekirkens fællesfond til fortsættelse af indsatsen
Af Folkekirkens Grønne Omstilling
Vi kan med glæde meddele, at Folkekirkens Grønne Omstilling har modtaget bevilling fra folkekirkens fællesfond til en fortsættelse af indsatsen, som gør det muligt at sætte yderligere fart på arbejdet med at gøre folkekirken mere bæredygtig.
”Folkekirken står sammen om at investere mere i den grønne omstilling. Det her er ikke noget en mindre del af kirken gør alene. Det er noget, vi gør i fællesskab – på tværs af sogne, provstier og stifter” siger biskop Peter Birch, formand for Folkekirkens Grønne Omstilling.
Folkekirken står sammen om at investere mere i den grønne omstilling – på tværs af sogne, provstier og stifter
I de sidste fire år har Folkekirkens Grønne Omstilling opnået væsentlige resultater, hjulpet mange menighedsråd og provstier, og lagt de første, vigtige sten til en vej mod betydelige grønne landvindinger. Der har særligt været fokus på en national kortlægning af folkekirkens klimaaftryk og biodiversitet på kirkegårdene, udvikling af GIS-kortværktøj med dataindsamling om folkekirkens jorder, samarbejde med Klimaskovfonden, Ministeriet for Grøn Trepart, Danmarks Miljøportal, en række kommuner og udarbejdelse af transportpolitikker og vidensdeling på konferencer, temaaftener og webinarer.
De kommende fire år vil på samme vis byde på en bred vifte af forskellige indsatser og arrangementer, hvor der særligt vil være fokus på udfasning af fossile opvarmningskilder og folkekirkens jorder. Det handler om at understøtte menighedsråd, provstier og stifter, og hjælpe dem til at nå målene om en grønnere folkekirke.
Formand for Folkekirkens Grønne Omstilling, Biskop over Helsingør Stift Peter Birch - Foto: Miklos Szabo
Folkekirken er en af Danmarks største jordbesiddere, og det forpligter
”Folkekirken er som i navnets betydning folkets kirke, og er derfor en afgørende del af det øvrige samfund – vi er en del af dets ansvar. Og det gælder også, når vi taler om den grønne omstilling: Folkekirken er en af Danmarks største jordbesiddere, og det forpligter. Derfor vil vi nu i endnu højere grad udvikle løsninger, hvor vi tager langsigtet ansvar, reducerer CO2-udledningen og giver naturen mere plads” siger Peter Birch, formand for Folkekirkens Grønne Omstilling.
Læs programbeskrivelsen for Folkekirkens Grønne Omstilling 2026-2029 her.