Ordinationstale: Vi er noget i kraft af menigheden

Af Peter Birch

Kære ordinander

Det ord af den hellige skrift, som jeg på jeres indvielsesdag særlig vil lægge jer på sinde, skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig og jeg bliver i jer.

Renhed forbindes i dag ofte med moralsk uangribelighed, med bevidste valg, den enkelte kan stå inde for, med sund levevis. Renhed er blevet et ideal, der knytter sig til den enkelte – og når billedet krakelerer, er der kontant afregning i medierne og ikke mindst på de sociale medier. De sociale medier – sådan kaldes de smart, fordi de gerne vil opretholde et billede af, at vi i dem forbinder os med hinanden. Men forbundetheden viser sig igen og igen at være uden forpligtethed, uden empati: Politikere bliver overfaldet med chikane og trusler på liv og velfærd. Mennesker, der træder ved siden af, udsættes for nådesløse og hurtige domme. Hele befolkningsgrupper omtales i generaliserende vendinger som skadelige eller uønskede.

Det mellemrum, der kan være mellem mennesker – skabt af forskelligt syn på livet og verden – og som man kan træde ind i, når man søger at forstå et andet menneske, et andet synspunkt – det mellemrum er i den medialiserede verden erstattet af distance. En distance, som åbner for de hurtige domme, for entydigheden, chikanen og stigmatiseringen.

Kristus lærer os noget andet. Overalt, hvor han møder mennesker, etablerer han et mellemrum, der muliggør forbindelse, forståelse og fællesskab. I mødet med den fortvivlede, den lamme, den stumme, den marginaliserede opstår renheden af det nærvær, han bringer. Luk dig op, rejs dig op, tag din seng og gå. Tag brødet og spis det.

Han kommer ikke med ord, der skal pynte på en situation eller camouflere en elendighed. Han kommer med virksomme ord, der fylder mellemrummet ud med empati, nærvær og kærlighed. Hans ord er handlende ord, der sætter sig igennem de mest uventede steder og nedbryder grænser, hvor der før var grænser, og overvinder afstand mellem Gud og mennesker.

Den renhed, Han bringer, er ikke forbeholdt de få, de retfærdige, de særligt indviede – renheden kommer han med og den skænker han os, så vi aflastes fra at skulle jage efter den selv.

Det moderne menneskes jagt på renhed er en nådesløs overbelastning af det enkelte menneske. I Kristus løftes den byrde af vores skuldre, at vi skal rense os selv, fordi han forbinder sig med os. Distancen er overvundet og erstattet af en forbundethed, der kommer til udtryk i helt konkrete handlinger. Han spiser med mennesker, han græder over byer, han beder for verden, han lægger sine hænder på børnene, han hengiver sig for sine venner.

I alt hvad han gør, rejser han et mellemrum, som vi kan træde ind i. Og hvor han fortsat er virksomt til stede som ånd og sandhed. Hans nærvær er lige så konkret og realistisk, som da han satte sig til bords med disciplene eller bespiste 5000. Han lever i os, når vi beder for os selv og andre. Han lever i os, når vi rækker en hånd frem mod et medmenneske, når vi gør plads til en mere ved bordet, når vi protesterer over uretfærdighed, når vi stifter fred.

Den renhed, han skænker os, den forbundethed, han forbinder os med, er aldrig abstrakt. Den renhed, han skænker os, skal I forkynde. I gudstjeneste, undervisning, sjælesorg, diakoni og mission. Og I skal tilskynde jeres menigheder til at gøre det samme.

At tro på Kristus er at være tro mod virkeligheden. For det er i virkeligheden, vi er forbundet med Kristus. Han møder os i det sårbare liv, der er vores. Han møder os som de uperfekte mennesker, vi er. Han dækker bord for os og bespiser os med alt, hvad han har.

Som præster skal I indgå i mange relationer. Med kolleger, med menigheden, med samtiden. Og i netop de relationer opstår de mellemrum, som I kan indgå i fagligt og personligt.

Værdien af at indgå i relationer har vores store nationaldigter, H.C. Andersen givet et lille forunderligt bud på. I Kjøbenhavns-Posten i 1829 har han følgende betragtning:

”Der sker underlige ting med dig! Du er intet, og hedder intet, og sætter jeg et nul ved siden af dig, så er du heller ikke mere end to gange ingenting, men sætter jeg bare et 1-tal foran dig, så bliver du straks et stort tal og hedder Hundrede, og sætter jeg nu også et 1-tal bag ved dig, så bliver du til Tusinde og En. Gud bevares! Hvad der dog kan blive af et nul i denne verden, når det bare kommer i forbindelse med et betydende tal”.

H.C. Andersens finurlige iagttagelse er også et godt billede på det at være præst. At være præst i en evangelisk-luthersk kirke er ikke noget i sig selv – bogstaveligt talt. Præsten er kun noget i kraft af den menighed, som han eller hun er præst for. Når vi, som Andersen udtrykker det, bliver sat i forbindelse med et betydende tal. Med menigheden og med det enkelte menneske, der søger evangeliets trøst og oprejsning. Med samtiden, der søger efter dybde og ånd, efter glæde og håb. Det er det, man er der for – og uden dette at være der ’for’ nogen, er man intet.

I Kristus bliver vi forbundet med Gud og mennesker. Og som præster er det afgørende, at I holder jer til Ham, der tilkender os uendelig værdi som grene på det træ, der er Hans liv i verden. I er sendt med Hans ord og løfte:

I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.

Hjertelig tillykke!