Prædiken ved årets Landemode: At møde andres lidelse med sin egen sårbarhed

16. søndag efter Trinitatis, 1. række 2025, Enkens søn i Nain

Vi forstår, at hun var alene. Hendes eneste søn var død, og hun var enke. En ansigtsløs skare følger hende og den døde ud af byen. Enken i Nain.

Billedet står åbent. Vi ved egentlig ikke noget om hende, enken, eller om hendes søn.

Alligevel synes det hele os nært og bekendt: Følget ved rustvognen, de forstenede ansigter. Tabet af et elsket menneske, dobbelt i den forstand, at det både er det konkrete fysiske tab, at han eller hun ikke er der længere, og i tabet af den fremtid, den tilværelse, der pludselig lukker sig foran og omkring den, der har mistet. Det, at intet længere er eller kan blive, som man havde forestillet sig det. Som vi sang til indledning, og som Job bevidner det: Intet menneske kan undslippe lidelsen – det er det, der møder os og Jesus i Nain.

Hvis den bibelske kronologi ellers hænger sammen, så kommer Jesus lige fra Kapernaum, dér hvor han netop har helbredt officerens tjener – blot ved officerens tro. Men i dag får vi mere end det…

Jesus standser ligtoget. Hele processionen stopper op. Det er et stærkt billede: Sorgen og dødens march bliver standset i mødet med Jesus – fordi Jesus ser hende, enken. Han ”ynkedes” over hende. Det handler mærkeligt nok ikke om drengen, men hende. Jesus siger: ”Græd ikke.” Han rører ved båren og siger til den døde: ”Rejs dig op!” Og den døde sætter sig op og begynder at tale. Og Jesus gav ham til hans mor.

Men hvad betyder denne fortælling for os, der stadig må følge vores egne ligtog? Hvis miraklet i Nain blot er en lykkelig undtagelse for 2000 år siden, bliver det irrelevant for os, der lever i lidelsens virkelighed. Men måske peger fortællingen på noget helt andet: Ikke på drengen, men på hans mor, ikke på at vi kan undgå døden, men på hvordan vi møder den – og hinanden – når den kommer. Mod det at møde andres lidelse med sin egen sårbarhed.

I forbindelse med at den amerikanske talkshowvært Stephen Colbert for nylig blev fyret fra sit aftentalkshow The Late Show – og jeg vil ikke i dag kommentere yderligere på selve fyringen og den nuværende politiske situation i USA – blev en række interviews med Stephen Colbert genudsendt. I et af dem, fra 2019, bliver han interviewet af journalisten Anderson Cooper, bl.a. kendt for sit arbejde som udenrigskorrespondent for CNN. Kort inden interviewet har Anderson Cooper mistet sin mor, og da han ved, at Stephen Colbert mistede både sin far og to brødre (i et flystyrt) som 10-årig, spørger han ind til det at leve i og med den sorg:

Cooper spørger: Du sagde engang i et interview, at du har lært at – med dine egne ord – ”elske det, som jeg allermest ville ønske ikke var sket”…?

Colbert svarer: Ja. Det er en gave at eksistere. Og med eksistensen følger lidelsen. Der er ingen vej udenom. Men hvis du er taknemmelig for dit liv, så må du også være taknemmelig for det hele (for it all)… Det gør mig taknemmelig for, at jeg selv har lidt, fordi det har givet mig indsigt i andre menneskers smerte. Jeg ønsker at være så menneskelig som muligt, og det indebærer at anerkende – og til sidst også at være taknemmelig for – de ting, jeg ville ønske ikke var sket, fordi de gav mig en gave.

Sorrig og glæde, solskin og skyer, de følges ad – og selv Job i al sin elendighed kan sige: Jeg ved, at min løser lever!

Men hvad gør denne taknemmelighed kristen? Hvad adskiller den fra stoisk acceptisme eller en regulær instrumentalisering af lidelsen? Svaret finder vi hos Paulus: ”Vi prædiker Kristus som korsfæstet.” For taknemmeligheden ”for det hele” – for it all – er kun mulig, fordi Gud selv i Kristus har delt vilkår med os, har taget del i lidelsen, døden og forladtheden. Jesus på korset er ikke bare solidarisk med den sørgende enke – han er den faderløse, den forladte.

Det kan måske synes, som om Colbert lægger op til, at der er en mening i og med lidelsen, men det, han i virkeligheden giver udtryk for, er et troens anker i ham. En taknemmelig forvisning. Han ved, at hans løser lever – for hvad er opstandelsestro, hvis ikke at holde begge virkeligheder i sig samtidig: Langfredag OG Påskedag. At den opstandne også er den korsfæstede, at Jesus, også da han viser sig for disciplene, fortsat bærer arrene og sårene fra korsfæstelsen.

Når Jesus standser ligtoget i Nain, så handler det ikke om et enkeltstående mirakel, at en enkelt død bliver levende igen – derimod peges der frem imod et andet ligtog, fra Golgata til gravhulerne ved Jerusalem.

Officeren i Kapernaum, den kana’anæiske kvinde og andre søger miraklet; de kalder på barmhjertighed. Enken i Nain er tavs i sin sorg. Alligevel går Jesus hende i møde. Det er ikke hendes tro eller adfærd, der fremkalder Guds indgriben, men selve lidelsen – han ynkedes. Der er ingen præstation her – det er Guds medlidenhed, der kommer først. Det er barmhjertigheden, der søger mennesket først. Et møde uden forbehold. En betingelsesløs handling.

Dette er kernen i både Colberts taknemmelighed og dagens evangelium: Når lidelsen mødes med barmhjertighed frem for vrede, frustration eller indadvendt handlingslammelse, bliver den til medfølelse med andre. Ikke fordi lidelsen er god, men fordi Guds medlidenhed er større. Det er vel det, Grundtvig ville kalde, at af skaberens hånd have fået et hjerte, der kender til nåden (DDS 695) – eller endnu kortere sagt: Det er opstandelsestro.

Miraklet i Nain handler ikke om flugt fra lidelsens og dødens virkelighed, men om livets møde med døden, og hvordan livet genopstår; en genindsættelse i livets fællesskab. Jesus løfter ikke den unge mand ud af verden, men sætter ham tilbage i verden til hans mor – begge genoprettet med forpligtelser, afhængigheder og ansvar, der hører dette liv til. Frygt og lidelse er ikke forvist fra deres tilværelse. Der er ikke noget ”levede lykkeligt til verdens ende”.

På samme måde som Colbert beskriver: at på trods af lidelsen og sorgen at opleve fortsat at kunne fungere i verden som et ansvarligt medmenneske, der kan møde andres smerte.

Så miraklet i Nain er ikke blot en ”en til en” efterårsspejling af Påskedag – nej, den står både som et spejl, men tilføjer sit eget tolkningslag til Opstandelsen: en forståelse af ”hverdagsopstandelse”. En grundforståelse af, at selvom vi lever i en verden, hvor lidelse, sorg og død er vilkår, så er vi samtidig mødt i og af barmhjertighed. Ikke blot som noget vi får at vide, ”at vi er”, men som en helt konkret mulighed for taknemmelighed – for det hele, ”for it all” – og selv gøre os den erfaring, at alle ægte hverdagsmirakler ikke udspringer af vilje, af trods eller vrede, men af det dybe møde med livet, hvor mildhed, medlidenhed, barmhjertighed og kærlighed sejrer.

Når vi fristes til at bekæmpe ild med ild, er det klogt at erindre, at brandvæsnet i de fleste tilfælde anbefaler vand – og når vi kræver øje for øje, er det værd at stoppe op før alle er blinde og huske, at alt det, der gør livet livet værd, alt sandhed, godhed og skønhed, har sit udspring i barmhjertigheden, i mildheden, i tålmodigheden, i taknemmeligheden. Det er det, vi bliver fortalt møder os, der vi bliver stoppet i mødet, når vi som enken vi tror, vi går ind i mørket. At kærligheden er alt det skabtes kilde, også vores.