Jørgen Christensen: Når vi holder gudstjeneste, er vi et håndværkersjak

Af Louise Windfeld-Høeberg

”Jeg tror, at hvis du spørger rundt omkring i provstiet, så vi de fleste sige, at mit mantra er “Gå i gang. Prøv det!”. Jeg siger nej til fedtspilleri. Det er det dummeste, vi kan gøre som kirke,” siger Jørgen Christensen, som den 31. oktober går på pension. Han mener, at folkekirken skal vise vovemod, noget, han selv har prioriteret højt gennem årene.

”Jørgen er med på den værste, for eksempel når vi skal finde på særgudstjenester, vi skal hele tiden blive ved med på at finde på nyt,” bekræfter Henrik Winther Nielsen, sognepræst i Frederiksborg Slotssogn.

Jørgen Christensen beskriver den rivende udvikling, der er sket gennem de 37 år, hvor han har været sognepræst i samme kirke og senere provst. Da han begyndte, var der enkelte foredrag og møder for pensionister. I dag findes der sorggrupper, babysalmesang, mini-konfirmandhold, mandegrupper og flere kor.

Måltidet skaber fællesskab

Jørgen Christensen fremhæver selv ”Grønt spisefællesskab”, der finder sted hver måned. Inden man sammen spiser et vegetarisk måltid, er der et oplæg, som sætter fokus klima, bæredygtighed, energi og natur.

”Mange lever alene. Og så smager maden bare bedre, når man spiser sammen. Der er et ritualiseret fællesskab om måltidet, hvor vi bliver forenet,” siger Jørgen Christensen.

Han beskriver det som en fantastisk gave at være 37 år det samme sted.

”Jeg har familier her, hvor jeg har døbt, konfirmeret og viet en kvinde, og nu står hun så selv med et lille barn, jeg også skal døbe. Det er faktisk rørende, for hun kunne jo have valgt en anden,” fortæller han og anslår, at han har døbt over 2000 børn.  

”Dåben er en kæmpe mulighed for at sige noget vigtigt om hvad, det virkelig handler om. Der er måske nogen i kirken, der ikke selv har fået deres barn døbt endnu, som jeg kan få til at overveje dåben,” siger han og understreger, at han holder meget af at prædike. Det er i virkeligheden et oversættelsesarbejde:  

”Jo mere modstand i teksten, jo mere spændende er det for mig at give den mening, betydning og relevans. Folk skal føle at det angår deres liv. Det er ligesom at løse en svær kryds og tværs. Det er meget tilfredsstillende.”

Nye billeder på gamle tanker

Henrik Winther Nielsen beskriver Jørgen Christensen som en uforfærdet prædikant og liturg: ”Han er en levende, interesseret som teolog og en god og fantasifuld tekstlæser. Som prædikant anstrenger han sig for at finde nye billeder på gamle tanker – det er en stor force.”

Det lå ellers ikke i kortene, at Jørgen Christensen skulle være præst. Som ung mand læste han historie på universitetet og ville være højskolelærer. Men hans kone, Birthe, læste teologi og så tænkte han ”Jeg kunne jo også blive præst!” Og sådan blev det.

Men at flere unge mænd i dag er begyndt at søge mod kirken, som en undersøgelse fra Bibelselskabet viste tidligere i år, havde han ikke set komme:

”Det er jo typisk netop den gruppe, der melder sig ud af folkekirken. Men nu har vi landsholdsspillere, der gør korsets tegn inden en kamp. De er jo rollemodeller, så det bliver interessant at se, om det breder sig. Vi mærker også blandt konfirmanderne, at det er vigtigt for flere af dem at sige, at de rent faktisk tror på Gud.”

Omfavn ny musik

Jørgen Christensen mener, at det er nødvendigt, også i det lys, øge kirkens musikalske diversitet. Det hele skal ikke kun være Bach og Buxtehude. Kirken må ikke blive en tidsboble, men skal også benytte toner, som en 20-årig vil høre. Man er nødt til at bygge bro mellem den musik, folk godt kan lide, og kirken, fortæller han.

Han vil også gerne slå et slag for, at gudstjenesten bliver en fælles opgave:

”Vi skal se os selv som et håndværkersjak. En gudstjeneste er noget, vi skaber i fællesskab, og det styrkes ved at involvere frivillige, der for eksempel laver kaffe, læser tekster højt eller deler salmebøger ud. Det handler om at skabe holdånd. For at blive i håndværkersproget: Vi rejser ”huset” sammen hver søndag.”  

Fællesskab afspejler sig også i Jørgen Christensens måde at drive provstiet på. Han understreger, at det handler om at få mest kirke for pengene, og at det netop kan gøres i fællesskab ved for eksempel at lave fælles arrangementer, også i de mindre kirker.

På spørgsmålet om, hvad han nu vil kaste sig over som pensionist, svarer han prompte: ” Nu skal jeg mærke friheden!” Men han bliver i byen. ”Hillerød er blevet vores by. Det er her, jeg kender folk,” afslutter han.

Jørgen Christensen holder sin afskedsgudstjeneste søndag den 25.10. i Frederiksborg Slotskirke kl. 13.00.