Sorg er (også) for børn

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

I flere år har allehelgengudstjenesterne været utroligt populære i Kirkerne i Ishøj. Faktisk så populære, at sognepræst Ane Øland Bækgaard og hendes kollegaer for tre år siden besluttede at udvide fra én til to gudstjenester, da de ikke ønskede at afvise folk i døren på grund af pladsmangel.

Men selv om de klassiske allehelgengudstjenester er populære, har de én mangel: De er kun til voksne.

”Børn oplever jo også sorg og bliver kede af det - ligesom voksne. Jeg fik derfor lyst til at skabe et rum kun for børn, hvor de kan stille deres spørgsmål, umiddelbart og befriende – for eksempel ’Hvordan kan man både komme i himlen og jorden på én gang?’ De ting mange voksne ikke aner, hvad de skal svare på. Nogle gange er det at gå i kirke ikke at få svar, men at få lov til at stille spørgsmål til de ting, man ikke forstår,” lyder det fra Ane Øland Bækgaard.

Hun forklarer, at vores tilgang til sorg har ændret sig over tid. I gamle dage talte man ikke med børn om døden og det at miste, men i dag tager vi som samfund i langt højere grad børns følelser alvorligt. Og det er både godt og noget, kirken skal tale ind i:

”Vi skal som kirke svare på det, der er længsel efter i tiden, hvis vi har et særligt svar. Og det har vi, når det gælder sorg og ritualer. Det rum, vi skaber her, findes ikke på samme måde andre steder, så det giver os en unik mulighed for at være en støtte for mennesker i deres liv,” forklarer hun og fortsætter:

”Børnegudstjenesten hjælper børnene til at lære, at døden er en uundgåelig ting. Døden er jo smertefuld, men man kommer ikke igennem livet uden at opleve noget smertefuldt – og det dør man ikke selv af. Vi skal hjælpe børnene og lære dem, at det er helt normalt, at der findes ubehagelige følelser i vores liv. Give rum for, at sorgen er en del af livet.”

Mormor må gerne græde

Torsdag den 5. november slår Ishøj Kirke derfor dørene op til sin tredje allehelgengudstjeneste for børn, og Ane Øland Bækgaard håber, at forældre og bedsteforældre igen i år vil tage deres børn og børnebørn i hånden og møde op, for det har en betydning, at man er sammen om sorgen:

”Mange af os er dårlige til at være kede af det sammen. Vi vil gerne have, at hinanden ikke er kede af det, så vi prøver at trøste hinanden. Men vi kan ikke trøste sorgen væk, vi kan være sammen om den. Mennesker i dag har så travlt, at mange har svært ved at rumme andres mørke, for man kan knap nok rumme sit eget. Det kræver tid og overskud af os at være næstekærlige mod mennesker, der er i sorg,” forklarer Ane Øland Bækgaard og fortsætter:

”Det er okay, hvis et barn oplever, at mormor er ked af, at morfar er død. Når vi giver plads til de svære følelser, vil barnet opleve, at hvis mormor kan klare det, og hvis hun er ked af det, må barnet også være ked af det. Barnet ser, hvad det vil sige at have levet i sådan en kærlighedsrelation, hvor bedsteforældrene virkelig har elsket hinanden. At kærlighed og sorg hænger sammen. Sådan er livet.”

Både til allehelgen for voksne og for børn gælder i øvrigt det samme: Ingen skal bestemme, om man sørger over sit marsvins død eller sin oldefars, og det er også underordnet, om den, man sørger over, er død for en uge eller flere år siden. For sorgen er individuel:

”Sorgen viser sig, som sorgen vil vise sig. Man er totalt afmægtig, når man er i sorg. Sorgen er en lidelsesfuld kærlighedsfølelse. Man kan ikke bestille eller afbestille, hvornår man er i sorg,” lyder det fra Ane Øland Bækgaard.  

Stjernekastere og fri fantasi

Til allehelgengudstjenesten for børn skruer Ane Øland Bækgaard og hendes kollega på nogle helt særlige knapper, der taler til de yngste. Det handler blandt andet om at give børnene mulighed for at udtrykke sig på andre måder end med ord - for eksempel ved at tænde lys og skrive navnet på den, man savner, på et lille hjerte, som børnene hænger på en gren.

Musikken er også håndplukket til børnene, og det er blandt andet kendte Disney-sange og ’Månebarn’ med Alberte Winding, der fungerer som lydtapet. Yogamåtterne er også rullet ud, så børnene kan ligge på dem og kigge mod loftet og de stjernekastere, Ane Øland Bækgaard og hendes kollega holder i deres hænder.

Sidste år satte Ane Øland Bækgaard sig mellem børnene, og så bad de sammen for, at Gud passer på både de døde og de levende, der er tilbage. Det kom der en god dialog ud af:

”Børn kommer jo med skønne umiddelbare input som ’Jeg tror, min morfar er i en hund’ eller ’Min oldemor er en stjerne’. Børnene kan godt være kede af det, men de er ikke knuste – nærmere lettede over at kunne dele deres tanker,” fortæller hun.

Efter gudstjenesten står den på pasta og kødsovs i forsamlingshuset, og der er naturligvis papirduge på bordene, så børnene kan tegne, hvordan de tror, der ser ud, der hvor den, de har mistet, er henne nu.

Sidste år fandt omkring 15-20 børn og voksne vej til allehelgengudstjenesten, og flere har efterfølgende givet udtryk for, at de fik meget ud af det. Og det betyder meget for Ane Øland Bækgaard:

”Folk er endnu ikke strømmet til, ligesom det er tilfældet med allehelgengudstjenesterne for voksne. Men det er okay, for det skal lige have tid til at vokse. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, hvad vi kan kvalitativt som kirke, og ikke kun kvantitativt.”

Du kan læse mere om arrangementet her.