Syng julen ind til Biskoppens Julekoncert
I den søde juletid er der mange traditioner – og Biskoppens Julekoncert er en af dem. Sæt derfor et stort kryds i kalenderen lørdag den 29. november, hvor domkirken i Helsingør fyldes med talentfulde kor og musikere og forventningsfulde gæster.
Den internationalt anderkendte og prisbelønnede oboist Henrik Goldschmidt spiller igen i år. Foto: Sille Arendt.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Inden længe er det igen tid til, at biskoppens traditionsrige julekoncert løber af stablen i Helsingør Domkirke. For femte år i streg slår biskop Peter Birch og Helsingør Domkirke lørdag den 29. november dørene op til en stemningsfuld julekoncert for hele familien, og biskoppen ser som altid frem til begivenheden, der betyder noget helt særligt for ham:
"I forbindelse med julen har mange af os en masse traditioner, vi nyder at holde i hævd. For mig er en af dem julekoncerten i domkirken, fordi vi her har mulighed for at samles i et fysisk fællesskab for at markere advents- og juletiden sammen. Når vi mødes i domkirken denne dag, deler vi en stor musikalsk oplevelse, og det plejer at være en enormt stemningsfuld start på juletiden.”
Domorganist Else-Marie Kristoffersen er enig:
”Biskoppens Julekoncert er noget helt andet end alt det, byen i øvrigt byder på. Der er noget særligt over at mødes op til første søndag i advent og tage hul på julen i fællesskab, og så er der også et andet fællesskab: Nemlig det, der kendetegner korene. Børnene og de unge mødes hver uge hele året for at synge sammen, og den gnist og energi, der er i deres fællesskaber, vil for mange tilhørere være en stor og særlig oplevelse at være vidne til.”
Et stærkt musikalsk program
Som altid er der både gengangere og nyheder på programmet, når julekoncerten løber af stablen. Igen i år synger Vokalensemblet Suona under ledelse af Cille Buch, ligesom den prisbelønnede oboist Henrik Goldschmidt, der også sidste jul tryllebandt de fremmødte til Biskoppens Julekoncert, deltager igen.
”Vi har valgt, at Henrik Goldschmidt igen er del af programmet, fordi han er et kæmpestort navn, der turnerer rundt i hele verden, og så er han eminent god til at spille sammen med børn og unge og give dem en fantastisk oplevelse. Vi er meget stolte af, at han er med her i domkirken,” fortæller domorganist Else-Marie Kristoffersen.
Også Frederiksborg Drengekor under ledelse af Karen-Maria Baun Hørlück lægger vejen forbi domkirken, og det er der ifølge domorganisten en særlig grund til:
”Engang var der drengekor alle steder, men så tabte konceptet pusten i en årrække. Nu er man mange steder ved at booste drengekorene igen, og det er rigtig vigtigt. Drenge skal nemlig have muligheden for at synge sammen i et drengefællesskab, hvor de bliver mødt på en måde, der passer til dem. Frederiksborg Drengekor blev etableret for kun fem år siden og har allerede nu et godt niveau, så dem kan man godt glæde sig til at høre.”
Hele koncerten akkompagneres på orgel og klaver af organist Angela Wertenbach og domorganist Else-Marie Kristoffersen.
Husk nærværet i en travl tid
Der er som bekendt mange tilbud at vælge mellem i forbindelse med julen, men er du på jagt efter øjeblikkelig julestemning og kræs for øregangene, er Biskoppens Julekoncert altså værd at prioritere i et travlt juleprogram.
”Til koncerten skal man bare nyde og tage imod, og det er en god påmindelse om, hvordan man vil bruge den mørke tid bedst. I alle stiftets kirker kan man finde dybt indhold i hele advents- og juletiden – noget, der står i kontrast til larm, julepynt, gaver og stress. Det vil vi gerne være med til at danne ramme om, og koncerten samler derfor alt det, vi forstår ved juletiden,” lyder det fra Else-Marie Kristoffersen, og biskoppen supplerer:
”I en tid, hvor alting går hurtigt, og hvor digitale platforme spiller en stor rolle i mange menneskers liv, kan vi i kirken nyde nærværet – og ikke mindst tiden sammen. For når alt kommer til alt, er det jo den bedste julegave, vi kan give hinanden.”
INFO OM BISKOPPENS JULEKONCERT
Tid: Lørdag den 29. november klokken 16.00 til 17.00.
Sted: Helsingør Domkirke.
Deltagere: Alle er velkommen.
Pris: Gratis deltagelse.