Fortsæt til hovedindholdet
23. maj 2026

Teologisk konference på Københavns Universitet om husholdning, penge og prioriteter

Tag med på konference på Københavns Universitet den 10.-11. september 2026. 

Billedet er AI genereret.

”Hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matt. 6,21)

Om husholdning, penge og prioriteter

Fra et kristent perspektiv forstås mennesket som skabt af Gud og formet af Guds kærlighed til at være et medskabende, elsket og elskende væsen, men mennesket formes også af kampen for livet i en verden, hvor magt, penge, sprog og systemer sætter dagsordenen. Kirkens fokus på menneskelig forbundethed i ansvar og kærlighed taler ind en virkelighed, hvor relationer, livsvalg og fællesskaber lige så meget bestemmes af materielle strukturer og forventninger.

Med titlen ”Ecce homo oeconomicus” går vi undersøgende ind i spændingen mellem troens verden og systemets verden, mellem liv og mening på den ene side og de magthierarkier og systemer, der sætter rammerne for samfundet på den anden side.

Hvordan påvirker de sociale og økonomiske systemer vores liv, og hvordan kan troen og evangeliet kaste lys over det møde uden selv at blive opslugt?

Teologien har altid forholdt sig til økonomi. Ikke kun i moralske advarsler mod ”ussel mammon”, men også i anfægtende overvejelser over, hvad der er retfærdigt og menneskeligt forsvarligt og sandt. Jesus brugte flittigt billeder hentet fra økonomiens verden og dermed rejses spørgsmålet, hvorvidt gudstro kun angår det indre menneskes private sfære, eller om tro ikke også har et offentlig, politisk og økonomisk ansvar?

Under alle omstændigheder åbenbarer den korsfæstede Gud en guddommelig solidaritet med dem, systemet udstøder, overser eller udnytter. 

Konferencen rejser det spørgsmål, om kirken er det sted, hvor økonomisk tænkning skal stå sin prøve, holdt op mod evangeliet forkyndelse af ethvert menneskes grundlæggende værdi og krav på respekt.  

Økonomiprofessor Peter Birch Sørensen vil lægge op til en debat om forholdet mellem markedsmekanismer og kristne værdier. Forfatter Asta Olivia Nordenhof dykker ned i den dystre sandhed om svindel og profit i en undersøgelse af mordbranden på Scandinavian Star, og stiller spørgsmålet, hvor langt vil vi gå for penge? Lektor emerita i dogmatik Else Marie Wiberg Petersen kaster lys på Martin Luthers nådesbegreb i relation til oeconomia. Dramatiker og forfatter Line Knutzon går gennem et helt livs observationer af penges betydning. Lektor i etik og religionsfilosofi Elisabeth X Li giver os et indblik i biskop Martensens kristne socialisme, mens et panel bestående af sognepræsterne Mikkel Wold, Jesper Bacher og chef for Kirkens Korshær Jeanette Bauer diskuterer under titlen ”Pengene eller livet”? Endelig skal vi møde lektor emeritus i idéhistorie Ole Morsing, som taler med udgangspunkt i Marilynne Robinsons Hus og hjem, og forfatter Emma Holten, der problematiserer den økonomiske tænkning omkring familie og omsorgsarbejde.

Læs meget mere om konferencen i det digitale program her: 
ECCE HOMO OECONOMICUS

Vil du printe programmet finder du filen her

ARRANGØR: Center for Kirkeforskning, Det Teologiske Fakultet, i samarbejde Marlene Ringgaard Lorensen, KU, Pia Nordin Christensen, Københavns Stift, Mette Marie Trankjær, Lolland-Falster Stift, Eva Holmegaard Larsen, Helsingør Stift, Maria Harms, Roskilde Stift, Torkil Jensen, Fyens Stift.