Ukrainske psykoterapeuter får håndsrækning af danske kollegaer

Af Benjamin Birk Christophersen

Under høj sol på plænen foran Sankt Josefs Søstrenes retrætecenter i Kokkedal smiler og pjatter kvinderne, da der stilles op til gruppefoto, og børnene gennes sammen.

Ved første øjekast kan det ligne en hvilken som helst anden sommerkoloni, men deltagerne har en hverdag langt fra dansk sommer og feriestemning.

For andet år i træk inviterede Dansk Psykoterapeutforening en gruppe ukrainske kolleger til Danmark. Helsingør Stift bidrog økonomisk til opholdet og støttede derved deltagernes mulighed for at få en pause fra en hverdag præget af luftalarmer, utryghed og tab.

De ukrainske psykoterapeuter yder støtte til fordrevne, veteraner, børn og efterladte under ekstremt vanskelige vilkår, ofte i midlertidige eller underjordiske rammer. De bruger blandt andet kunst- og musikterapi, akutte indsatser og mobile enheder til at hjælpe mennesker i dyb krise. Samtidig bærer mange selv store personlige tab og udfordringer, men fortsætter deres indsats midt i krigen.

”Alt, jeg ønsker, er at vågne op derhjemme og se en klar himmel. Men det kan jeg ikke,” siger Nathalia og peger som kontrast ud på den blå himmel over retrætecenteret. Hun fortsætter:

”Arbejdet er det eneste, jeg kan kontrollere. Det er stabilt. Da invasionen kom, begyndte jeg med at hjælpe mine egne børn, der var tydeligt påvirket af situationen. Og hurtigt indså jeg, at andre børn også havde brug for hjælp. Krigen giver ar på sjælen, og mange får psykiske handicap. Derfor giver det så meget mening, at jeg kan gøre noget for vores land og for vores børn – at være med til at bygge og udvikle vores land.”

Nathalia arbejder med børn, der har mistet én eller begge forældre - eller er helt forældreløse.

Et stærkt håb

Under de forsigtige smil mærker man, at kvinderne bærer på et erfaringsgrundlag, man ikke ville ønske for nogen. Alligevel fornemmer man en styrke i sårbarheden. En slags sammenbidt insisteren på, at det bliver bedre. Ja, ikke blot bedre, men faktisk helt godt.

"Jeg er sikker på, krigen stopper. Og når den gør, ønsker jeg at se mit land udvikle sig, så det bliver sammenligneligt med Danmark – mindst,” siger Olena, der arbejder i Kiev.

Netop det håb blev kun tydeligere for Oksana på en udflugt til Tivoli:

 ”Vi er ikke et smilende folk. Ikke siden krigen kom. Her i Danmark ser vi smilende mennesker overalt. Det ser min datter. Og nu er hun begyndt at smile igen,” fortæller Oksana. I Ukraine hjælper hun familier, der ikke ved, hvor deres familiemedlemmer er.

At sænke skuldrene

De ukrainske psykoterapeuter er inviteret af Dansk Psykoterapeutforening, der - lige som tilsvarende foreninger i blandt andet Polen og Frankrig - på andet år inviterer ukrainske kolleger på en uges ophold. Programmet for retræten lægges i samarbejde med de ukrainske psykoterapeuter, der også indgår i stedets rytme med blandt andet madlavning.

Ud over frivillige fra Dansk Psykoterapeutforening er også stedets søstre med til at give deltagerne en god oplevelse. De tager det i stiv arm, selvom det ikke sker hver dag, at en af stuerne lægger gulv til en enorm og meget imponerende Briotogbane.

Pernille Aagaard er frivillig under retræten. Hun mærker, hvordan tid, ro og afstand til krigen giver nyt mod.

”De kommer og får sænket skuldrene. Stedet her er fantastisk. Flere sidder bare og kigger ud over vandet,” siger Pernille Aagaard.

Hun fortæller, at retræten først og fremmest giver deltagerne en følelse af et liv uden krig. Det handler om at sove uden at blive vækket af luftalarmer og uden angst - og opleves desuden glimtvis som en hyggelig time i køkkenet eller ved stranden.            

”Vi stiller rammer og indhold til rådighed, og det er frivilligt, hvad de ønsker at deltage i. De er gode til at tage sig af hinanden og give plads,” siger Pernille Aagaard og fortsætter:

”De var meget stille, da de kom, men nu er de så småt begyndt at smile og grine.”