Fortsæt til hovedindholdet
9. oktober 2026

Velkommen til den kommende provst i Hillerød Provsti

Kommende provst i Hillerød Provsti er Elisabeth Krarup de Medeiros.

Privatfoto.

Kommende provst i Hillerød Provsti er Elisabeth Krarup de Medeiros. Hun afløser provst Jørgen Christensen og begynder den 1. januar 2027.

”Jeg glæder mig meget til at tiltræde som provst i Hillerød Provsti og blive en del af livet omkring Frederiksborg Slotskirke.

Efter 13 år som sognepræst i Brøndby Strand, ser jeg frem til at bringe mine erfaringer i spil i en ny sammenhæng. Jeg motiveres af at skabe gode rammer, hvor mennesker kan lykkes med deres opgaver, og hvor evangeliet kan forkyndes og få betydning i menneskers liv,” lyder det fra Hillerød Provstis kommende provst. Hun fortsætter:

”Det er samtidig en hjertesag for mig at bygge bro mellem folkekirken og det omkringliggende samfund. Hillerød Provsti har allerede stærke traditioner for samarbejde med andre kirkesamfund, organisationer og offentlige aktører, og jeg glæder mig til at være med til at videreudvikle dem.

Hillerød er et område i vækst, hvor nye mennesker flytter til og nye fællesskaber opstår. Det giver os en vigtig anledning til at overveje, hvordan folkekirken fortsat kan være en åben, nærværende og relevant kirke for de mennesker, der bor og lever her – og for dem, der kommer til.

Jeg glæder mig til at lære præster, menighedsråd, medarbejdere og menigheder at kende – og til sammen med dem at bygge videre på alt det gode, der allerede findes i Hillerød Provsti.”

Biskop over Helsingør Stift Peter Birch glæder sig til samarbejdet med Elisabeth Krarup de Medeiros i hendes nye funktion som provst.

”Jeg er meget glad for at kunne byde Elisabeth Krarup de Medeiros velkommen til stillingen som provst i Hillerød Provsti. Elisabeth er en dygtig og vellidt præst, en erfaren leder og en præst med stort udsyn og blik for aktuelle udfordringer. Jeg er overbevist om, at hun kan løfte de talrige opgaver, der knytter sig til provstens embede i et stort provsti med mange mennesker, der er engageret i kirkernes og sognenes liv,” siger biskop Peter Birch.