16-årige Caroline: ”I kirkekoret samles vi om fællesskabet”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Jeg har ret høje forventninger til mig selv, fordi vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden skal være bedre og bedre. På sociale medier bliver man hele tiden mødt af glansbilleder og folk med succes. Folk har svært ved at lægge noget op, uden det er perfekt.”

Ligesom mange andre unge har 16-årige Caroline Kjeldsen en travl hverdag med skole, lektier, to jobs – og konstant stimulering fra SoMe. Og derfor kan kirken fungere som et tiltrængt pusterum:

”Alle siger jo bare ’Læg telefonen fra dig’, men det er svært. Man kan jo ikke rulle teknologien tilbage. Men kirken kan hjælpe med at give ro, for når jeg er der, er jeg ikke på telefonen. Så er jeg bare til stede i kirken.”

Tro har mange ansigter

Caroline Kjeldsen har hele sit liv været vant til at komme i kirken sammen med sine bedsteforældre, der er faste kirkegængere. Blandt andet til børnegudstjenester og højtider sammen med resten af familien. Sidste år blev hun konfirmeret, og for hende var det en naturlig beslutning:

”Jeg blev ikke konfirmeret på grund af gaverne og festen. Jeg har en rigtig tro, selv om jeg ikke ordret følger Bibelen. Jeg stiller spørgsmål ved mange ting,” siger Caroline Kjeldsen og fortsætter:

”Det, jeg finder mest oprigtigt i kristendommen, er lignelser og budskaberne i dem – for eksempel at man skal være god mod sin næste. Jeg synes, pointerne, med hvordan man skal behandle andre, er rigtig relevante, og det er den slags budskaber, jeg tænker mest over i forhold til tro og kristendom.”

En pause fra perfektheden

Hver søndag synger Caroline Kjeldsen i Kokkedal Kirkekor, og det er en stund, hun sætter stor pris på:

”Jeg synes, det er meget hyggeligt at synge i koret. Vi hygger os sammen, og der er et fællesskab, jeg godt kan lide. Søndag morgen før gudstjenesten spiser vi morgenmad sammen og taler sammen, og til jul spiller vi for eksempel pakkespil.”

Under gudstjenesten nyder Caroline Kjeldsen naturligvis at synge, men også andre dele af gudstjenesten giver hende noget positivt:

”Når præsten prædiker, sidder jeg og lytter, og det er meget dejligt. Præsterne har nogle gode budskaber, og jeg føler, jeg opnår en god viden, jeg kan bruge i mit liv.”

Og så er der det med roen.

”Under gudstjenesten er min telefon slukket, og jeg er koncentreret om det, jeg laver. Jeg får ikke konstant notifikationer, og det er virkelig dejligt. Jeg nyder, når orglet spiller, og nogle gange svæver mine tanker bare frit. Det er dejligt,” lyder det fra Caroline Kjeldsen.

Fællesskabet er det vigtigste

I dåbsgave fik Caroline Kjeldsen et guldkors, som hun bærer hver dag. Selv forklarer hun, at hun ikke tænker så meget over, hvad det symboliserer, men at hun bærer korset, fordi hun synes, det er flot. På samme måde har hun det med kirkekoret:

”Troen betyder en del for mig, men jeg er ikke med i koret, fordi jeg er kristen. I koret fylder kirken ikke synderligt meget. Vi samles ikke om troen – men mere om fællesskabet,” fortæller Caroline Kjeldsen og fortsætter:

”Noget, jeg generelt har observeret, er, at kirken i dag handler meget om fællesskaber – ikke kun troen. Der bliver arrangeret en masse ting for folk i flere aldre. Mine bedsteforældre er for eksempel ofte med på ture arrangeret af kirken, og her tror jeg, man kan finde et fællesskab. Jeg tror også, det er den måde, kirken kan tiltrække flere på – også unge mennesker. Ved at fokusere på fællesskaber.”