18-årige William:  ”Jeg bruger Bibelen til at 'grounde' mig selv”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Hver morgen og aften – og nogle gange i løbet af dagen – prøver jeg at få inkorporeret bibellæsning og bøn for at grounde mig selv. For at blive fyldt op med Bibelen og Ordet. Jeg glemmer de ting, der står, når jeg ikke lige får dem læst, så det har stor betydning for min hverdag og mit mentale helbred,” fortæller William Bastholm og fortsætter:

”Bibellæsningen minder mig om, at jeg ikke behøver at bekymre mig eller frygte noget. Jeg har alt, hvad jeg har brug for.” 

William Bastholm er 18 år. Gymnasieelev. Han træner. Har to fritidsjobs. Og så går han i kirke hver uge. Noget, han begyndte på, da han for et par år siden stod midt i et hårdt brud med sin ekskæreste.

”Hendes familie var troende og gik i kirke, og derfor begyndte jeg også at komme i kirken. Det var, som om jeg mentalt søgte hendes tilstedeværelse. Men i stedet for at finde hende, endte jeg med at finde Jesus.”

Fandt roen i kirken

William Bastholm er opvokset i en kulturkristen familie, hvor hans forældre valgte at lade ham døbe som spæd, og han selv bekræftede den beslutning ved sin konfirmation. I mange år spillede han basket, og også der fyldte troen:

”Før kampene bad jeg om, at der ikke skulle ske nogen noget. Det var en meget indgroet del af mig,” fortæller han.

Alligevel var det altså først i forbindelse med bruddet med ekskæresten, at William Bastholm fik øjnene op for det at gå i kirke:

”Jeg oplevede pludselig en kæmpestor ro og en anden måde at dyrke livet på. En mere kærlig og fredelig måde at leve på. Det fik mig væk fra idoliseringen af min ekskæreste, så jeg kunne fokusere på mig selv i stedet for at gøre en anden person til hele mit liv.”

Det vigtigste i livet er relationer

Sidste år blev William Bastholms far alvorligt syg, og det blev tydeligt for ham, at relationer er det vigtigste, vi har, og at man ikke skal tage dem for givet. En erkendelse der prægede ham, da han nogenlunde samtidig valgte at droppe basket. En sport, der havde fyldt rigtig meget i hans liv gennem mange år.

”I 14 år var jeg fast besluttet på, at det for mig hed professionel basket eller ingenting. Når man lever så ekstremistisk, lukker det døre for omverdenen, fordi det er hele ens verden. Min fars sygdom gjorde mig opmærksom på, at jeg i stedet for lukkede døre skulle have åbne døre, så da jeg manglede et nyt fællesskab efter basket, og en ven sendte mig info om ungdomsfællesskabet Nexus i Lindevang Kirke, besluttede jeg mig for at undersøge det,” fortæller William Bastholm og fortsætter:

”Det var et stort vendepunkt for mig. Min tro har vejledt mig meget i den periode, for Bibelen siger, at jeg ikke skal frygte, og det giver mig mod på at springe ud i nye ting. Jeg havde nogle oplevelser tidligere i mit liv, hvor jeg søgte ind i kirken med andre formål end troen. Men så fandt jeg troen ved at komme i kirke, og nu er det blevet min hverdag.”

Nye fællesskaber

I dag går William Bastholm i kirke hver uge, og her har han netop fundet det fællesskab, han var på jagt efter.

”Min omgangskreds har været så forankret i basket, så da jeg stoppede til det, skulle jeg finde mig selv på ny. Nogle nye interesser. Nye mennesker. Jeg synes stadig, det er svært, for ligesom alle andre vil jeg jo også bare gerne passe ind i de fællesskaber, jeg er i. Finde nogen, der er i overensstemmelse med, hvem jeg er. I kirken finder jeg det 100 procent. Der er en stor diversitet, og folk har forskellige perspektiver, og det, synes jeg, er fedt. Her kan jeg være, som jeg er.”

Udover at være en del af ungdomsfællesskabet Nexus i Lindehøj Kirke, kommer William Bastholm også i både en frikirke og en katolsk kirke. Og det ser han intet problem i:

”Jeg synes, det er meget godt at huske at få forskellige perspektiver og prædikener, for hver præst kan have sin egen måde at læse skrifterne på.”

Åben om sin tro

Uanset hvilken kirke William Bastholm besøger, har det en helt særlig effekt på gymnasieeleven, der med egne ord ’prøver at lære at leve’:

”For mig er kirken et særligt frirum, hvor hverdagens bekymringer bliver taget fra mig. Uden at jeg gør noget for det, kommer jeg ind i et særligt fokus, når jeg går ind i kirken, og jeg oplever en meget rolig tilstedeværelse i kirken – både rent kropsligt og mentalt. Når jeg kommer ud igen, er jeg helt nede på jorden, rolig og altid i godt humør.”

At William Bastholm er kristen og går i kirke er i øvrigt ikke noget, han prøver at skjule, selv om mange i hans omgangskreds ikke har det på samme måde som ham. For hvorfor skulle han det?

”Jeg møder mange, der er meget nysgerrige i forhold til min tro, og det er okay med mig. Troen er en del af mig, så hvorfor skulle jeg putte en facade på?”