23-årige Franziska: ”Det var nederen, at jeg ikke havde noget at tro på”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Skat, jeg tror på Gud nu.”

Beskeden fra Franziskas kæreste var klar, da han en dag tog hul på den samtale, der skulle vise sig at have stor betydning for Franziskas fremtid. Kæresten, der arbejder inden for den naturvidenskabelige verden, havde i lang tid funderet over, hvordan fysiske love og biologiske mekanismer fungerer, og han var kommet frem til, at det hele er så komplekst, at det ikke kan opstå uden en højere magt.

”Han har en videnskabelig tilgang til ting, og den tog jeg til mig. Jeg fik nærmest en religiøs krise, da min kæreste pludselig troede på Gud, for jeg troede ikke på noget som helst. Det var lidt nederen og hårdt,” husker den 23-årige sygeplejerske.

I ugerne derefter gik Franziska alene med sine tanker.

”Jeg tænkte meget over det. Jeg blev døbt som lille, og mine forældre krævede også, at jeg skulle gå til konfirmationsundervisning, men jeg valgte konfirmationen fra. Jeg havde det sådan, at jeg ikke ville konfirmeres for festen og gavernes skyld. Jeg troede ikke på Gud dengang. Jeg var nok også påvirket af min farfar, der var buddhist, og som havde lært mig om den tilgang til livet.”

Kærestens udmelding satte gang i mange tanker, og da Franziska til sidst valgte at dele dem med ham, inviterede han hende med i kirke. Det var første gang, hun satte sine ben i en kirke, siden hun som teenager gik til konfirmationsundervisning.

”Der sker mange ting i livet, og det gjorde der også for mig. Jeg oplevede meget modgang og mange svære situationer,” fortæller Franziska om sin pludselige søgen mod kirken.

Fællesskab kender ingen alder

Til at begynde med havde Franziska det lidt underligt med at være i kirken, fordi hele situationen stadig var ny for hende:

”Jeg kunne ikke rigtig forholde mig til det åndelige eller spirituelle, så jeg forholdt mig mere til det faktuelle: Hvorfor står præsten der? Hvorfor gør folk det her? Den slags. Jo flere gange, jeg kom i kirken, jo lettere blev det for mig at fokusere på andre ting som fællesskabet og de varme følelser, der er blandt folk.”

Efter at Franziska havde deltaget i højmessen et par gange, henvendte et ældre ægtepar sig til hende:

”De spurgte, om jeg ville med over og drikke kirkekaffe. Det blev min indgang til et nyt fællesskab, for her blev jeg introduceret til de andre kirkegængere og præsterne. Det har virkelig været fedt, at de har åbnet den dør, for vi har noget at være fælles om, selv om der er aldersmæssigt er 50 år mellem os,” fortæller Franziska og fortsætter:

”Der er en særlig ro, der kendetegner det fællesskab. Det er lidt ligesom at komme hjem til sine bedsteforældre. Jeg arbejder som sygeplejerske i hjemmeplejen, så jeg har altid været meget glad for at være sammen med de ældre. Det er nogle andre emner vi taler om, end når jeg er sammen med jævnaldrende.”

Gud giver håb

I starten besøgte Franziska forskellige kirker og udforskede forskellige retninger inden for kristendommen, men nu er hun landet i sin lokale sognekirke, som hun besøger så ofte som muligt:

”Jeg havde brug for at undersøge, hvad der føltes mest rigtigt for mig, men jeg fandt hele tiden tilbage til min protestantiske kirke. Det er trygt, og jeg har ikke fundet det samme fællesskab andre steder,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg går i kirke for at komme tættere på Gud. Lige meget hvor tung en søndag kan være, føler jeg mig tæt på Jesus og Gud under nadveren, og det er for mig det fedeste, der er. Det er mere Gud og mig direkte – i stedet for Gud, præst og mig.”

Efter noget tid købte Franziska også Bibelen og begyndte at læse i den, fordi hun gerne vil ’vedligeholde sit forhold til Gud’:

”Jeg prøver at læse i Bibelen så ofte som muligt. Nogle uger læser jeg hver dag i et sted mellem et kvarter og en time. Andre gange læser jeg én gang om ugen. Jeg kan ikke vide, hvad han ønsker, jeg skal vide, hvis jeg ikke læser hans ord,” forklarer Franziska. Hun uddyber:

”Det hjælper mig til at forstå mit liv og verden. Især det med, at lige meget hvilke fejl du begår, og hvad der sker i dit liv, så er han der alligevel. Lige nu lever vi i en verden, der er hård og usikker, og som ung har jeg en masse ting, der fylder, så det giver mig håb.”

Er tro et tabu?

Ingen af Franziskas veninder bruger kirken, men de accepterer, at hun har det på en anden måde.

”Det er ikke rigtig noget, vi taler om. Min veninde lagde mærke til, at jeg pludselig gik med et kors og spurgte, om jeg var kristen, og da jeg sagde ja, var hun bare sådan ’Okay’. Det er mere min familie, der har spurgt ind til nogle ting. Blandt andet har min mor påtalt, at jeg har valgt, at jeg ikke vil vise så meget hud mere, og min lillebror vil gerne starte diskussioner op om kirke og tro. Men jeg har mødt mere positivt end negativt, efter jeg blev kristen.”

Selv om Franziska i høj grad oplever en åbenhed omkring kirke og tro, er der alligevel steder, hvor hun fornemmer, at det ikke er noget, alle mener, man bør tale højt om. Derfor har hun valgt at optræde uden sit efternavn i denne artikel:

“Jeg kan mærke, at jeg af den grund ikke har lyst til at dele mit forhold til religion offentligt. Men hvis nogen spørger mig direkte eller ser korset om min hals, vil jeg altid være ærlig omkring min tro,” forklarer hun.