Evangeliet taler det uforsonlige imod
Mens der tales meget om oprustning, minder biskoppen os om, at kirken har et særligt ansvar: At stå fast på håbet, forsvare medmenneskeligheden og insistere på, at fred skabes gennem forsoning og tillid.
Foto: Sille Arendt
Af Peter Birch
Vi nyder årets sidste frugter og solstrålernes fortsatte magt. At vende blikket mod det nære kan være beroligende i en tid, hvor ufredens gule bjælker blinker i manges bevidsthed.
I år har talen om åndelig oprustning sat mange sind i bevægelse. Der er forskellige meninger og dagsordener, men selve samtalen er afgørende. For krig og ufred må siges imod. Mens kuglerne støbes, må vi ruste os til fred – gennem forsoning og genopbygning af tillid. Vi skal kunne forsvare os, ja. Men vi må aldrig glemme, at den, vi står overfor, også er et menneske. Krigens første offer er medmenneskeligheden.
Her står kirken med en særlig opgave og et ansvar. Vi må insistere på, at konfrontation ikke skaber varig fred. Før freden kommer genoprettelsen af relationer, retfærdighed og medmenneskelighed. Vi skal tale det uforsonlige imod – uden selv at blive uforsonlige undervejs.
Det kristne håb minder os om, at vi ikke står alene med ansvaret. Vi må række ud efter håbet, sådan som salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen gør i salmen Du spør mig om håbet:
Du spør mig om håbet— hvad er det
en længsel en stemning en storm?
en lysstribe ud over havet
en skygge der søger sin form?
men bedst som du tænker der ingenting er
så findes det
håbet
så findes det der.
Vi tør håbe på en fremtid, hvor fjender forsones. Ikke som en naiv fornægtelse af virkeligheden, men som en mulighed for at tage ansvar og række ud. Det håb næres i troen på, at vi aldrig står alene, og at lys kan bryde frem, selv når det er mørkest.
Lad os derfor frimodigt tænde lys – og bede om fred for verden.
