Feltpræst Kristine Krarup Ravn: ”Jeg kan tale tro og håb ind i noget, der er meget svært”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

Det sker, at nye værnepligtige henvender sig til Kristine Krarup Ravn, når de første gang har været på skydebanen med et skarpladt våben i hånden og har stået over for en skydeskive, der forestiller et menneske. For når man er opvokset i et skolesystem, hvor man altid har fået at vide, at man ikke skal bruge vold, kan mødet med den militære verden være lidt af et chok for et ungt, dansk menneske.

”Nogle oplever at fryse i situationen. At de ikke tør gøre noget, fumler med tingene og bliver i tvivl om, hvorvidt det her er noget for dem. De giver måske udtryk for, at det ikke er okay at slå ihjel, og i den situation er det min opgave at åbne deres øjne for, at det er okay nogle gange. Så spørger jeg dem: ’Hvad er det, du skal beskytte?’ og ’Hvad ville der ske, hvis du ikke skød?’,” fortæller Kristine Krarup Ravn og fortsætter:

”At tage liv er ikke altid ondt. Det IKKE at tage liv kan nogle gange være mere ondt. Jeg taler med soldaterne om, at de skal gøre det konkret for sig selv, hvad de holder af, og hvad det er, de forsvarer i stedet for at tænke på blod og ondskab. Og skulle det ske, at en soldat havner i en situation, hvor vedkommende ender med at tage liv, er der tilgivelse for det. Den skyld skal ingen ikke bære selv.”

Gejsten er altafgørende

Siden 2022 har Kristine Krarup Ravn været feltpræst i Den Kongelige Livgarde ved siden af sit job som sognepræst i Blovstrød Sogn, og hun oplever, at hverdagen for de værnepligtige i dag er anderledes end førhen:  

”Situationen er blevet mere tilspidset, og i Livgarden er det hele mere virkeligt end førhen. De værnepligtige bevogter Synagogen i København, og der står de jo med skarpladte geværer og skal være klar til at skyde. Det skal man være forberedt på.”

Der er ifølge Kristine Krarup Ravn ingen tvivl om, at feltpræsten spiller en utrolig relevant rolle i soldaternes liv - særligt når de er udsendt:

”Napoleon siger, at kampmoral er tre gange så vigtigt som soldaterfærdigheder. Hvis du mister gejsten og troen på det hele, kan du ikke løse opgaven som soldat. Det gælder jo i alle livets forhold, men det er interessant i en soldaterverden, hvor nogle måske godt kan være tilbøjelige til at tænke, at hvis de bare får trænet skudteknik og fysik, så er den hjemme. Men så nemt er det ikke. Du bliver også nødt til at træne dig i åndelig fitness for at holde modet oppe,” fortæller hun og fortsætter:

”Som feltpræst kan jeg tale tro og håb ind i noget, der er meget svært. Hele evangeliet handler om, at uanset, hvor slemt det står til, og uanset hvor meget vi kan tvivle, så er der stadig grund til at håbe. Det gode vinder til sidst.”

En normalitet i det unormale

Indtil videre har Kristine Krarup Ravn kun snuset til tilværelsen som udsendt i form af en uges udsendelse til Kosovo og en uge i England, men hun kan allerede nu konstatere, at der er forskel på at være ude og hjemme:

”Herhjemme opsøger soldaterne mig for at tale med en præst. Når jeg er ude, er jeg en del af flokken. Vi spiser sammen og sover i nærheden af hinanden, og på den måde bliver man som feltpræst en del af fællesskabet, og når noget brænder på, er det naturligt for soldaterne at opsøge mig og tale om det. Jeg er stadig præsten, men de ser også mennesket bag, og nogle gange bliver folk overraskede over, at en præst også er et menneske. De udsendte soldater får et helt andet blik på præster, på hvad vi kan, og hvorfor vi er relevante.”

Feltpræster er ikke en del af det militære system. De kommer udefra, og det betyder også en hel for de udsendte soldater:

”Vi er en normalitet i noget, der er meget unormalt. Vi kan for eksempel sørge for, at der bliver holdt jul eller arrangeret en sangaften. Jeg ved også fra kollegaer, at det for mange udsendte soldater er vigtigt at have en, man kan tale med om de ting, der fylder mest – nemlig at de er langt væk hjemmefra. Det kan give nogle bekymringer. Er kæresten mon utro? Sker der dødsfald i familien? Det er sådan noget, vi feltpræster også bruger tid på at tale med soldaterne om.”

Håndbog for soldater

Efterhånden som forsvaret vokser over de næste år, bliver der flere og flere opgaver for feltpræster, hvor det ikke kun handler om at være udsendt, men også om at løse opgaver herhjemme, og det kan godt give anledning til panderynker hos Kristine Krarup Ravn:

”Jeg er bekymret for, hvad der sker i fremtiden, for jeg kan se, hvor få feltpræster vi er. Sker der noget rigtig slemt, vil alle soldater ikke kunne komme til at tale med en præst.”

Under sin udsendelse til England oplevede Kristine Krarup Ravn, hvordan kirken havde flere forskellige ting, som soldaterne kunne drage nytte af, mens de var udsendt.

”I England har de alt muligt religiøst, man kan have med i lommen. I Danmark har vi kun et felttestamente, men det er et sjældent syn at se en 18-årig sidde og kigge i en Bibel. Det er for langt væk fra de unges virkelighed, og der skal være noget, der rammer det, de er optaget af. Vi er alle sammen vant til at søge viden på telefonen, men det kan man heller ikke nødvendigvis i en krigszone.”

Kristine Krarup Ravn arbejder derfor på en selvhjælpsbog til soldater, der efter planen udkommer til sommer:

”Jeg fik idéen til bogen ud fra en tanke om at lave noget opbyggeligt, soldaterne kan have med i lommen, når de sendes ud. Noget letlæseligt, brugbart og hverdagsnært, som svarer på nogle af de eksistentielle spørgsmål, som de måske står alene med. En slags samtalepartner. Lige nu er en masse værnepligtige ved at læse mit første udkast igennem, og jeg er spændt på, hvad de siger.”