Professor: Kirken må insistere på fredens mulighed

Af Benjamin Birk Christophersen

Midt i en verden præget af ufred, oprustning og voksende mistillid må kirken fastholde håbet om fredens mulighed. Ikke kun som et fravær af aktiv krig, men som en sikring af tillid, forsoning og retfærdighed.

”Fred er, i bibelsk forstand, ikke først og fremmest sikkerhed. Fred er, at mennesker kan leve i overensstemmelse med hinanden, med Gud og med skaberværket,” siger professor emeritus Peter Lodberg, der er formand for Mellemkirkeligt Råd.

Han peger på det bibelske begreb shalom som grundlaget: fred som helhed, ikke blot fravær af konflikt. Fred er mere end sikkerhed og fravær af krig:

”Fred er et vovestykke, hvor man tør tro på, at den anden vil én det godt.”

Det er et perspektiv, der står i skarp kontrast til samtidens tale om oprustning og styrke som vejen til fred.

”I dag betragter vi oprustning og sikkerhed som en vej til at opnå fred, og det hænger jo sammen med, at vi ofte forbinder fred med anvendelse af magt. Det kan for eksempel være den politiske magt, der samles hos en enkelt eller få personer, og så er det deres opgave at sørge for fred.”

Men den forståelse medfører et paradoks, mener Peter Lodberg:

”Paradokset er jo, at jo mere vi opruster for at sikre freden, desto mere urolige bliver vi for, om det holder. Hvornår har vi oprustet nok til at holde russerne stangen? Den tilgang har været meget dominerende siden Anden Verdenskrig – og nu opdager vi, at det ikke nødvendigvis fører fred med sig.”

Fra retfærdig krig til retfærdig fred

Kirkens forståelse af fred har forandret sig gennem historien. I oldkirken blev de første kristne betragtet som både ateister og pacifister, fordi de nægtede at tilbede og kæmpe for kejseren. Men da kristendommen blev statsreligion omkring 325, ændrede billedet sig.

I begyndelsen af 400-tallet udviklede kirkefaderen Augustin tanken om den retfærdige krig for at forsvare kristendommen mod kritikere, der mente, at kærlighedsbuddet var skyld i Romerrigets problemer.

Krig kunne være retfærdig, mente Augustin, hvis den blev ført i selvforsvar og med det formål at beskytte de svage. Op gennem historien er denne tænkning blevet til et egentligt regelsæt om retfærdig grund til krig, retfærdighed under krig og retfærdighed efter krig, forklarer Peter Lodberg.

Fra reformationstiden fremhæver Peter Lodberg to stridende positioner. Luther mente, at fyrster kunne være nødt til at føre den lille krig for at undgå en større krig, mens den samtidige Erasmus af Rotterdam tog skarp afstand og beskrev blandt andet krig som altødelæggende i bogen Skøn er krigen for den uerfarne.

”For Erasmus af Rotterdam er krig det mest forfærdelige, og derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at undgå krig.

Det kan jeg godt være bekymret for, at vi har glemt i vores tid, hvor mange af os ikke har erfaret krigens ødelæggelser, og hvor konfrontationen virker som den eneste løsning,” siger Peter Lodberg.

Efter verdenskrigene i det 20. århundrede skete der et skifte: Mange kirker tog afstand fra tanken om den retfærdige krig og begyndte at tale om retfærdig fred. Kirken kunne ikke længere legitimere krig – men måtte arbejde for fred som et selvstændigt mål.

Ufreden sætter spor i det økumeniske samarbejde

Forståelsen af fred som noget, der skal bygges gennem retfærdighed, samarbejde og forsoning, er under pres i dag – også i kirkernes samarbejde.

Peter Lodberg oplever, hvordan forskellige syn på de aktuelle konflikter splitter de europæiske kirker:

”De østlige kirker er meget optagede af oprustning som et modsvar til de planer, de mener, Putin har, mens kirker i for eksempel Danmark og Tyskland taler mere om retfærdig fredsskabelse.”

Selv om der er forskellige perspektiver og tilgange kirkerne imellem, forsøger mange kirker at holde kontakt til både russiske og ukrainske kristne.

 ”Fred slutter man med sin fjende – ikke med sine venner,” som Peter Lodberg udtrykker det.

Kirkens stemme og menighedens ansvar

I en offentlig samtale præget af krigsretorik mener Peter Lodberg, at kirken har en særlig opgave:

”Jeg tænker, at der i øjeblikket er brug for at holde fast i, at forkyndelsen aldrig må opfordre til krig. Det har vi lært efter Første og Anden Verdenskrig. Udgangspunktet er, at vi forkynder fredens mulighed.”

Han understreger, at vi ikke står magtesløse over for verdens ufred. Tværtimod kan vi være med til at nære fredens mulighed i det små. Det sker, når man i gudstjeneste og forkyndelse fastholder, at kristendommen ikke bygger på frygt for fremtiden, men på et løfte om, at fremtiden er i Guds hånd.

”Dét er for mig åndelig oprustning: At indgyde mennesker håb og sige, at der kommer en tid efter denne, der vil være mere fredelig,” siger Peter Lodberg.

Håb – mere end optimisme.

Nøgleordet bliver altså håb. Et begreb, der kan forveksles med optimisme.

”Optimisme er et spørgsmål om, hvordan det sandsynligvis vil gå. Håb er at insistere på, at fred er mulig, selv når tingene peger i den modsatte retning,” siger Peter Lodberg.

Derfor er det, ifølge ham, afgørende, at kirken bliver ved med at tale om fredens muligheder, også når det lyder utopisk.

”Der skal være et sted i samfundet, hvor vi holder fast i, at fjenden også er et menneske, der er skabt i Guds billede.”