Kirken skal fortsat være det sted, vi kan søge trøst, mod og håb
Vi skal ikke tale kriserne og truslerne op. Men vi bliver nødt til at forholde os realistisk til verden, og i folkekirken betyder det, at vi skal gøre os tanker om, hvordan vi kan indgå i en kæde af indsatser, hvis vi udsættes for alvorlige og omfattede krisesituationer. Sådan lyder det fra biskop Peter Birch i denne måneds hilsen.
Foto: Sille Arendt.
Af Peter Birch
I begyndelsen af denne måned var jeg i Søborg Kirke i Nordsjælland og fejre kirkens 800-års jubilæum. Ja, det var faktisk 801 år, men sidste år fik kirken omlagt sit varmesystem, så jubilæet måtte vente til i år. Søborg Kirke er et besøg værd! Et usædvanligt smukt kirkerum, der kan fortælle mange spændende historier, der involverer store navne fra danmarkshistorien som biskop Eskild og dronning Margrethe 1. Margrethe 1. kom til verden på det nærliggende Søborg Slot. Slottet er for længst brudt ned, men en ruin fortæller om det slot, der engang stod her og udgjorde en magtfaktor i riget.
Det er fascinerende og tankevækkende, at Søborg Kirke fortsat står her og fungerer som det, den er bygget til. Gennem historiens mange omskiftelser og forandringer har kirken stået der som udtryk for en dybt forankret kontinuitet i tidens strøm.
Vi lever i en tid med mange voldsomme begivenheder. Der tales om kriser og trusler dagligt. Ikke kun i fjerne dele af verden, men i vores umiddelbare nærhed. Besøget i Søborg blev for mig en påmindelse om, at det ikke er en situation, vi er de første, der står i. Gennem historien har mennesker skullet forholde sig til modgang, fattigdom og ufred. Gennem alt dette har kirken stået midt i landskabet, midt i verden som det sted, vi søger hen med vores ængstelse, fortvivlelse, håb og længsler. Her har mennesker i generationer søgt ind for at lytte til ordene, til stilheden, til Guds stemme for at hente håb og mærke et fællesskab, der kan bære i krise.
Det er fortsat kirkens opgave. Kirken skal fortsat være det sted, vi kan søge trøst, mod og håb.
Lige nu arbejdes der på mange niveauer i samfundet med at forholde sig til et komplekst trusselsbillede. Fællesskabet og samfundets sammenhængskraft kan blive sat under pres på mange måder. Derfor skal vi forberede os.
Vi skal ikke tale kriserne og truslerne op, men forholde os realistisk til verden. Vi skal vare os for at tale om krig og katastrofer som uafvendelige. Men også i folkekirken er der brug for, at vi gør os tanker om, hvordan vi som kirker kan indgå i en kæde af indsatser, hvis vi udsættes for alvorlige og omfattede krisesituationer. På nationalt plan har Folkekirkens Strategiske Krisestab udarbejdet nyttige vejledninger og forslag til, hvor man kan træffe de nødvendige forholdsregler. Dem kan man finde på folkekirkens intranet (FIN).
Kirkers arbejde involverer en tæt kontakt med kommunerne og de kommunale beredskabsplaner. Derfor er det vigtigt, at provstierne fungerer som koordinerende led mellem sognene og de kommunale beredskabsansvarlige. Det afgørende er, at vi som kirke bidrager med det, vi kan: Vi har kirkerum, der kan åbnes til andagt og gudstjeneste, vi har erfaringerne med at møde mennesker i krisesituationer, og vi har ord og ritualer, der kan styrke fællesskabet og håbet i en krisesituation.


