Hold liv i fællesskaberne under en krise!

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Beredskab handler ikke kun om fysiske rammer og at holde mennesker i live. I kriser skal der også være blik for, at mennesker skal kunne føle sig hjemme, både derhjemme og i fællesskaber, så ingen bliver hægtet af.”

Anne-Milla Wichmann Kristensen er sognepræst i Helsinge og Valby Kirker, og derudover har hun for nylig skrevet ph.d.-afhandlingen ”At høre til i krise” – om hvordan erfaringen af at høre til kan forandres i krisesituationer, og hvad det egentlig vil sige at høre hjemme.

Udgangspunktet for afhandlingen er interviews foretaget under den første Corona-lockdown, og Anne-Milla Wichmann Kristensen har brugt den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich som analytisk greb. Han levede under Første og Anden Verdenskrig, hvilket har præget hans teologi og tanker om begreberne kairos og krise.

”Coronakrisen er jo lidt speciel i forhold til andre kriser, fordi vi blev fjernet fra fællesskaber, og mange blev hjemsendt. Hjemmet skulle på en måde fungere som et IKEA multirum,” fortæller Anne-Milla Wichmann Kristensen og fortsætter:

”Kriser i samfundet kan blive et vendepunkt, men der kommer på en måde et ekstra lag på krisen, hvis den også får indflydelse på individuelle valg – når mennesker ikke selv kan vælge til og fra i forhold til at deltage i fællesskaber.”

Krise – udfordring eller mulighed?

Når en krise rammer, er det meget forskelligt, hvordan vi som mennesker anskuer den. For nogle vil det være vigtigt, at man hurtigst muligt kan vende tilbage til det, der var. Det, der gav mening, før krisen ramte. Andre finder nye muligheder i det, krisen rummer, fortæller Anne-Milla Wichmann Kristensen:

”Nogle oplevede at være efterladte og ensomme under Coronakrisen. At der ikke blev taget hånd om dem, og at de ikke var en del af et fællesskab. Det var enormt utrygt, og det skabte en anden erfaring af krisen, fordi de ikke kun oplevede en udefrakommende krise, men også en krise i forhold til at høre til i verden. Andre oplevede et intenst fællesskab i hjemmet. Det var for nogle hårdt, for andre rummede det nye muligheder for fællesskaber og strukturering af hverdagen.”

For nogle blev hjemmet under Coronakrisen altså et sikkert sted. For andre føltes det som et fængsel. Eller sagt på en anden måde: Det, som nogle så som hjemligt og trygt, var utrygt og meningsløst for andre. Nogle følte sig fremmedgjorte og alene, mens andre så en mulighed i krisen, følte en form for ro, de havde savnet og fik et nyt blik på familielivet og hjemmelivet.

”Der er selvfølgelig forskel på, om vi taler om ensomme eller om børnefamilier, men jeg kan i hvert fald konstatere, at der er nogle, der ikke har følt, de hørte hjemme nogen steder. Heller ikke der, hvor de normalt følte sig hjemme. Det skal man fremadrettet være opmærksom på i beredskabet.”

Hvad skal vi gøre?

Ifølge Anne-Milla Wichmann Kristensen kan hendes ph.d. netop være med til at kaste lys over det faktum, at beredskabet også skal tage højde for, at mennesker hører til i fællesskaber og i hjemmet, når det velkendte bryder sammen:

”Selvfølgelig skal vi have strøm og forsyninger, men for nogle kan den egentlige krise opleves i form af følelsen af at blive efterladt og ikke kunne finde hjem. Vi skal derfor ikke kun spørge hinanden, hvordan vi holder mennesker i live – men også hvordan vi holder liv i de menneskelige fællesskaber og sørger for, at alle føler, de hører til i verden,” forklarer hun og fortsætter:

”I beredskabet i dag er der både tilknyttet præster og psykologer, så der er allerede blik for det enkelte menneske i krisen – og for, hvordan det erfares at være i krise. Samtidig tror jeg godt, man kan have et endnu større fokus på, om mennesker føler, de hører til – i et fællesskab og derhjemme.”

Anne-Milla Wichmann Kristensen påpeger desuden, at vi skal være gode til at fortælle befolkningen, hvad folkekirken har at byde på, når krisen banker på:

”Under Coronakrisen eftersøgte nogle reel hjælp til at kunne forstå krisen – ikke bare endnu en runde fællessang. Det handler derfor om at være tydelige omkring, at vi i kirken har et sprog, der kan italesætte noget af den meningsløshed og frygt, man kan opleve, når en krise indtræffer – og indgyde håb.”