Esben Kjær: Kirken kan noget, ingen andre kan – men den mangler noget
Da Esben Kjær mistede sin 7-årige søn, fik samtaler med en præst afgørende betydning. I dag fremhæver journalisten og forfatteren kirkens særlige evne til at rumme magtesløsheden. Men han har også en klar opfordring til folkekirken: Giv mennesker flere ritualer, de kan støtte sig til, når de mister.
Samtaler kan få en afgørende betydning. Ord kan flytte ind i os og blive en del af den videre vej. Esben Kjær oplevede det, da han noget tid efter tabet af sin søn 7-årige Sebastian mærkede, at minderne om ham begyndte at falme. Det føltes, som om han var ved at miste sin søn endnu en gang.
Han fortalte præsten, der havde begravet Sebastian, om sin frygt. Og svaret førte til en ny måde at være i verden på:
”Han sagde: Det kan godt være, at minderne i dit hoved falmer, men det aftryk, han har sat i dit hjerte, vil altid være lige så nyt og frisk, som dengang han levede,” fortæller Esben Kjær og fortsætter:
”I det øjeblik var det, som om Sebastian flyttede ind i mit hjerte og slog sig ned der. Han begyndte at bo derinde, ikke som et minde, men som en levende, skabende kraft.”
Det blev begyndelsen på en ny forståelse af, at man skal have de døde med sig, fortæller Esben Kjær, der siden har skrevet bøger som ”Min usynlige søn”, ”Tro for tvivlere” og (sammen med hospitalspræst Lotte Mørk) ”Trøst” samt holdt utallige foredrag om sorg, tro og eksistens. Den sjælesørgeriske tilgang er for ham et eksempel på noget af det særlige, kirken kan tilbyde mennesker, når deres liv slås i stykker. Kirken er nemlig allerstærkest, når mennesker er allersvagest.
Urimeligt, når vi skal opfinde vores egen sorgproces
I et samfund, hvor vi forventer at kunne styre vores eget liv, blive ved med at udvikle os og finde løsninger på vores problemer, passer døden dårligt ind. Vi mangler både et fælles sprog for sorgen og en forståelse af, hvad vi stiller op, når den ufravigeligt rammer, mener Esben Kjær. Vi magter ikke magtesløsheden.
”Døden er endt med at blive en fejl i stedet for livets naturlige afslutning, og så er det jo klart, at vi ikke har et sprog for det, vi er på vild flugt fra.”
Resultatet er ifølge Esben Kjær, at mennesker efterlades i sorgen uden erfaring, sprog og fælles ritualer at støtte sig til – en sorgkultur at blive grebet af.
Ritualerne – kirkens og folks egne – er vigtige. De giver nemlig mennesker to ting, som er afgørende i sorgen, forklarer han: Et sprog for det, der ellers kan være svært at udtrykke, og mulighed for at handle midt i magtesløsheden.
Folkekirken har begravelsen og de allehelgensgudstjenester. Men det er langtfra tilstrækkeligt, mener Esben Kjær:
”Begravelsen går efter min opfattelse for hurtigt, og de efterladte bliver reduceret til passive deltagere. Bagefter er det op til dem selv at finde ud af, hvordan de skal leve med sorgen, fordi vi ikke rigtig har en fælles sorgkultur.
”Vi ender med at skulle opfinde vores egen sorg, og det er en helt, helt urimelig ting at blive efterladt med.”
Kirken skal give os ritualerne tilbage
Ifølge Esben Kjær har folkekirken mange muligheder for at erobre nyt ritualland:
Hvorfor er det ikke en fast del af kirkebønnen at nævne de døde? Hvorfor tilbyder kirken ikke flere ritualer, som pårørende kan udføre, når de besøger en grav? Eller hvorfor er lystænding ikke en helt central tradition, som den er i mange andre lande og kulturer? Kirken burde sætte sig i spidsen for en reritualisering af døden.
For Esben Kjær handler det ikke om, at alle skal sørge på samme måde. Men folkekirken skal tilbyde mennesker forskellige muligheder, de kan vælge imellem.
”Da jeg var nede og skulle opfinde min egen sorg, kunne jeg godt have tænkt mig, at kirken havde rullet buffeten ud og sagt: Prøv at se, det her er, hvad vi kan, og det her er, hvad du kan. Værsgo.”
Gå med ned i sorgen, før du taler om håbet
Et andet oplagt sted at gøre en forskel er ved at dele håb med sørgende. Det er en af kristendommens helt store styrker. For eksempel kan troen give mennesker håb om, at deres døde er et godt sted, og måske om et gensyn.
Men håbet kan også komme for tidligt eller for insisterende.
”Jeg tror, at man som kirke og som præst skal passe på med at komme for hurtigt frem til håbet,” siger Esben Kjær og fortsætter:
”Mange har for travlt med at komme op af det der hul igen. Man skal huske at komme med ned på bunden og være dernede med folk, før man begynder at tale løs om håbet.”
For kirkens særlige styrke er ikke kun, at den kan tale om håbet. Den er også, at den kan være sammen med mennesker nede i magtesløsheden, når ordene og forklaringerne ikke slår til.
