”Hej, jeg kommer nede fra kirken. Tillykke med den lille ny”

Af Benjamin Birk Christophersen

Når døren åbner, står der ikke en sundhedsplejerske eller en nabo på trappen. Det er præsten. Med en pose under armen og en kort hilsen fra kirken.

I både Slangerup og Stenløse-Veksø er præster begyndt at banke på døren hos folkekirkemedlemmer, der for nylig har fået et barn. Ikke for at missionere eller føre statistik, understreger de, men for at møde mennesker i en livsfase, hvor kirken ofte fylder mindre i bevidstheden – selv om behovet for fællesskab, mening og nærvær måske er stort.

”Hej, jeg kommer nede fra kirken og kommer for at sige tillykke med den lille ny.”

Sådan hilser provst og sognepræst Eskil Dickmeiss, når døren bliver åbnet – og det gør den faktisk meget ofte. Med sig har han en pose med blandt andet pixibøger, et kirkeblad og information om babysalmesang.

”Folk bliver overraskede, men bliver også umiddelbart glade over, at vi gider dem. Der er god stemning forbundet med det,” fortæller han.

Ikke et kommunekontor

Initiativet bygger på ønsket om at skabe et personligt møde mellem kirke og medlemmer.

”Det er jo et spørgsmål om at vise med krop og gerning, at vi gerne vil det personlige. Et brev og en mail kan noget, men vi synes, at et nyt barn er så vigtigt, at vi gerne vil vise, at vi ikke bare er et kommunekontor,” siger Eskil Dickmeiss.

Samtidig er han meget bevidst om, at et uanmeldt besøg kan opleves grænseoverskridende.

”Vi henvender os på en ydmyg måde. Jeg forventer ikke på nogen måde at blive inviteret ind. Jeg har ikke en ambition om, at jeg skal fylde en hel masse. Jeg vil egentlig bare gerne se dem i øjnene og sige tillykke,” siger han.

Og måske er netop dét også en del af pointen.

”Jeg ved godt, at det kan være grænseoverskridende at banke på andres dør nu om dage. Men det vil vi egentlig også gerne rykke lidt ved.”

”Kirken er en vigtig spiller”

I Slangerup Sogn er det ikke børnefamilierne, der slider allermest på kirkebænkene søndag formiddag.

”Børnefamilier er ikke normalt dem, vi møder flest af om søndagen, men vi laver jo ret meget for lige præcis dem,” siger Klaus Meisner, der er sognepræst i Slangerup Sogn. Han har i nogle år besøgt nybagte forældre.

”Vi ønsker ikke at missionere. Det er ikke det, der er målet. Det er snarere at sige 'Prøv at hør her: Kirken er en vigtig spiller i vores lokalmiljø, og vi vil gerne have jer med',” siger han.

På trods af at det efterhånden er blevet til en hel del uanmeldte besøg, har det ikke givet anledning til panderynker.

”Både min kollega Louise (Vendelbo-Gjerløv, red.) og jeg er udelukkende blevet mødt med smil og positiv attitude.”

At være kirke uden for kirkerummet

For Klaus Meisner handler besøgene om noget grundlæggende i kirkens arbejde.

”Jeg synes i det hele taget, at det med at besøge folk er en meget vigtig del af kirkens arbejde. Men det er svært at prioritere. Der er noget med det personlige møde, og måske det uventede møde, der kan noget særligt. Det er fedt at komme ud og være kirke uden for kirkerummet.”

Samtidig oplever han, at initiativet kan være med til at sænke barriererne mellem kirke og lokalsamfund.

”Når jeg lægger mærke til, at folk begynder at tale om det (at præsten besøger nybagte forældre, red.), så er det helt sikkert med til at sænke nogle barrierer om, hvor direkte du kan tillade dig at møde folk. Og vi ville da elske at være sted for lokalt liv, hvor mennesker mødes.”

Et gammelt værktøj

Ingen af præsterne ser besøgene som en færdig model, der med selvfølgelighed kan kopieres direkte til alle sogne. Lokale forhold betyder noget.

”Man skal stikke fingeren i jorden og vurdere, om det vil fungere lokalt,” siger Klaus Meisner.

Men han understreger samtidig, at initiativet ikke kræver store ressourcer eller særlige koncepter.

”Det kræver ikke en særlig pakke at gå i gang. Og jeg tænker ikke nødvendigvis, det behøver at være præsten. Det er hilsenen fra kirken, der er det vigtige.”

For ham handler projektet i virkeligheden om at genopdage noget, kirken altid har kunnet:

”Er der noget nyt i det her? Egentlig ikke. Men det er ligesom at få et stykke gammelt værktøj i hånden. Og så finder man virkelig glæde lige præcis i det, som det kan.”