"Min jul" - med sognepræst Sigurd Stubbergaard

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Vores juleaftensdag er sikkert ligesom alle andres – og lige nu som alle andre småbørnsfamiliers. Dog er jeg lige ude af familiens skød i fire timer. De er med i kirke. Men ikke med mig. De skal ikke forstyrre mig, når jeg er på arbejde. Bagefter, i kirkedøren er jeg deres far. Men op til og undervejs er jeg præst. Det private skal ikke forsvinde. Men det skal træde et skridt – hvis ikke to – tilbage.”

Sigurd Stubbergaard er præst i Sct. Mariæ Kirke i Helsingør. Og så er han gift med Josefine og far til Jakob på otte år, Hannah på fem år og Bosse på et år.

Ligesom for alle andre børn er juleaften også noget helt særligt for Sigurds tre børn, men modsat mange andre børn må de væbne sig med ekstra tålmodighed, inden deres far kan kaste sig helhjertet ind i julehyggen derhjemme.

”Min dag står i gudstjenestens tegn, indtil den er overstået. Jeg er til stede i hjemmet med min familie, men med tanke på det, der skal ske senere, og julefreden sænker sig først over min krop, når jeg har lyst velsignelsen i kirken. Så kan jeg ånde ud, og så får jeg lyst til et glas rødvin eller en kold øl,” griner han.

Julefred i en travl tid

Det er egentlig ikke, fordi Sigurd er nervøs for julegudstjenesten. Han kan bare godt lidt at være velforberedt og fokusere på den opgave, han skal løse.

”Tidligere er jeg gået ind til juleaften med frygt og bæven. Sådan har jeg det ikke mere. Jeg er ikke nervøs. Men den dag foregår der dog det usædvanlige, at der kommer mange flere mennesker i kirke, og det medfører en vis uforudsigelighed, når kirken fyldes på en måde, vi ikke er vant til. Har vi styr på det hele? Virker lyden?” forklarer han og fortsætter:

”Jeg er ikke typen, der kommer ti minutter før gudstjenesten. Jeg kommer i god tid. Og inden da har jeg også været på mit kontor og øvet teksterne en sidste gang. Det betyder meget for mig at være grundigt forberedt – for den ro jeg skal have, for at min del af gudstjenesten bliver god.”

For Sigurd er forberedelse netop nøgleordet. Det gælder både i timerne op til julegudstjenesten, og når han brygger på decembers mange prædikener.

”Man hører ofte, at julen er en travl tid for præster. Det er den også for mig, men det er alligevel en særlig del af præstegerningen, der er i spil. Det er en gudstjenestetung tid, og for mig rummer det også noget ro i sig. Det er det faste hjerteslag i præstens gerning. Roen fordrer dog, at jeg er nogenlunde forberedt, når mine børn går på juleferie, og jeg ikke først skal til at skrive alting der,” fortæller han og fortsætter:

”I mine første år som præst kom jeg mere kolbøtteagtigt ind i arbejdsopgaverne og har tilbragt flere aftener den 23. december på mit kontor. Men nu hvor jeg har været præst i længere tid, har jeg et længere tilløb. På den måde kan julefreden bedre sænke sig. Det kan godt være, jeg så skal arbejde nogle timer om dagen hen over julen, mens mange andre har fri, men uanset hvad er der jo en særlig ro over de dage. I en børnefamilie som vores handler det også om den ro, der indfinder sig, når morgenerne er langsomme, og sengetiderne ikke er så rigide.”

Den svære juleprædiken

Ligesom i mange andre familier er der hjemme hos Sigurd også visse traditioner, der skal følges, før det kan blive ægte jul. Blandt andet skal juletræet se ud på en helt bestemt måde.

”Vores træ er rødgran. Det er min kone, der holder det i hævd. Jeg har nogle gange spurgt ind til, om det virkelig behøver være så dyrt. Men det går hun mere op i end mig. Det er også hende, der har holdninger til, hvordan det skal pyntes. Det er er en del af morgenstundens ritual, at vi pynter træet med børnene den 24., og så kommer den øvrige familie i løbet af dagen. Gaverne kommer under træet, og vi går og kigger på dem – og på til og fra-kortene. ’Hvem er den store pakke mon til?’ Samtidig rumsteres der i køkkenet, og vi overvejer, hvilken rødvin vi skal lægge ud med til aftenens julemiddag.”

Og når Sigurd så stempler ud i nogle timer, er det med en meget velforberedt prædiken under armen. For selv om han og hans kollegaer gør sig umage hver søndag, kræver juleprædikenen alligevel noget særligt.

”Juleaften møder jeg en masse mennesker i kirken, som jeg ellers ikke ser. Det er en svær prædiken at skrive, for den skal balancere over nogle hensyn og tale til en menighed, jeg ikke har lige så godt greb om som min faste søndagsmenighed. Det handler om ikke at gå på kompromis med teologien, men samtidig gøre prædikenen vedkommende og sørge for, at folk har mulighed for at træde ind i den. Leflende må den dog aldrig blive,” konstaterer Sigurd og fortsætter:

”Man kan også forsøge ikke at være så forudsigelig. At bryde de forudfattede karikaturer af præsten, så folk går derfra og tænker: ’Kan det også foregå sådan til en julegudstjeneste?’ Sidste år indledte jeg min juleprædiken med at referere til Nietzsches fortælling om den gale mand på torvet. Det er et voldsomt billede og ikke særlig hyggeligt. Men i tiden efter henvendte folk sig til mig og sagde, at det var en modig åbning af en julegudstjeneste.”

Julegudstjenesten begynder derhjemme

Selv om Sigurd lægger en del energi i sin juleprædiken, ser han dog kun prædikenen som en lille brik i det store puslespil, der tilsammen udgør julegudstjenesten.

”Faktisk begynder julegudstjenesten derhjemme, når folk gør sig klar. Smider forklædet. Finder skjorten frem. Når de træder ind i kirkerummet, der summer af mennesker. Hilser på hinanden og sætter sig forventningsfuldt på kirkebænken. Det er andægtigt med orgelspil, salmesang, bibeltekster – og så prædiken. Julegudstjenesten er et større værk, som prædikenen er en del af,” fortæller Sigurd.

”Gudstjenesten har en højtidelighed i sig selv, der sætter alt andet, der sker juleaften, i spænd. Den ophøjer dagen og er juleaftens vertikalakse. Hvis et fællesskab skal være rigtig godt, skal der være en vertikalakse. Ellers bliver det fladt. Kirken er altid vertikalaksen, men lige præcis juleaften står den akse endnu tydeligere.”

Et ekko af evigheden

I mange kirker er der stuvende fuldt juleaften, og det billede genkender Sigurd også. Han holder meget af den fyldte kirke, men for ham er der også noget helt særligt over det øjeblik, hvor folk vender retur til de julepyntede hjem og syslerne i køkkenet.

”Efter gudstjenesten er der igen helt stille i kirken. Den står igen, som den altid gør. Med en ro og et ekko af evigheden. Folk har forladt kirken. Forhåbentlig beriget og sat i stemning. Men så var det heller ikke større. Det holder jeg meget af. At vi også går i kirke for at gå ud af den igen og tilbage. Vi, der er på arbejde i kirken, er sammen i den ro, der ligger sig i kirkerummet efter gudstjenesten. Det er ret ejendommeligt, at en kirke summer af 300 mennesker det ene øjeblik, og det næste øjeblik kan man høre stearinlysene blafre. Den ro skal vi lige være lidt i. Og så skal vi jo hjem til vores egne strabadser. Men noget af roen tager jeg med mig ud af kirken.”

Juleaften i familiens skød

Som sognepræst i Sct. Mariæ Kirke udfylder Sigurd også rollen som slotspræst på Kronborg Slot, og i år er det netop her, han skal prædike juleaften. Og når gudstjenesten slutter, skal han hjem til familien:

”Efter jeg er blevet præst, har vi holdt mange juleaftener hjemme hos os af praktiske grunde. I år skal vi dog holde jul hos mine svigerforældre, så jeg skal bare gå hen til deres byhus midt i Helsingør, og så tænker jeg, at sværen er sprød, uden at jeg har ansvaret for det.”

Og netop maden spiller en central rolle juleaften, hvor der både er and og flæskesteg på bordet:

”Det er nok der, vores juleaftener er stødt ind i flest bump – i balancen mellem middagen og børnenes iver. Det handler om at finde en form, der kan retfærdiggøre, at man har brugt halvandet døgn på en middag, der kan risikere at vare tolv minutter. Det er måske også der, hvor der kan være et væbnet opgør i familien mellem den ældre generation og de små, og det er altid godt af forventningsafstemme. Måske skal en gave pakkes ud om eftermiddagen for at tage toppen af spændingen?” smiler Sigurd.

Han mener i øvrigt ikke selv, at hans juleaften er så meget anderledes end alle andres:

”Min jul er lige så interessant som alle andres jul. Eller lige så uinteressant som alle andres jul. Der er ikke mere på spil hos os end hos alle andre. Det er ikke sådan, at kristendommen driver ned ad væggene hos os juleaften. Det skal ikke være for tykt. Men noget, jeg synes er vigtigt, er, at vi ikke synger for lidt rundt om juletræet. Det er et af højdepunkterne for min egen juleaften. Der ligger noget fortryllende i at gå rundt om et tændt juletræ og synge sammen – det er dragende for os alle.”