Præsteklumme: Stiftskonvent med GREAT EXPECTATIONS!

Af Majbrit Daugaard, sognepræst i Kregme og Ølsted Kirker

 ”Mind the gap - bad acting is coming up,” råber Trine Dyrholm, inden hun går ind til optagelser.

På årets stiftskonvent fortalte hun åbent, levende og rørende om sårbarhed.

”Store forventninger skal punkteres,” sagde hun og fortsatte:

”For når vi kigger på de store forventninger, så ser vi på os selv udefra. Det skal vi ikke. Vi skal se indefra.”

Når Trine Dyrholm råber dette, inden hun går ind til optagelser, er det for at gøre forventningerne mindre. Sine egne forventninger. Andres forventninger. Eller måske mest af alt sine egne forventninger til, hvad andre forventer af hende.

Store forventninger til præsten

Årets konvent handlede om store forventninger. Om præsten mellem autoritet og relevans. Der er store forventninger til folkekirken og præster. Der råbes på os fra mange kanter med mange forskelligrettede forventninger.

Inden jeg tog afsted på konvent, havde jeg på den ene side store forventninger. Jeg er stiftskonvent-haj. Jeg har været med i samtlige 23 år, jeg har været præst. Undtaget det år vi tog ungerne med til Le Mans for at se ræs. Men jeg var faktisk lidt skeptisk over programmet. Jeg syntes, det var et enormt navlebeskuende emne.

Hvad med de faldende dåbstal? Hvad med færre vielser? Eller at der nu er nogle kunstnere, der i et TV-program skal lave vielser ud fra tanken: Gift som aldrig før? Hvad med krig/migranter? Hvad med de unge, der er stressede? De gamle, der er ensomme? Hvad med den åndelige søgning der er til kirken i disse år, både af kendte og af unge mænd? Hvad med færre begravelser? Stigende krav om særkonfirmander med skolevægring? Hvad med den evige kamp mellem tradition og fornyelse?

Der var SÅ mange spørgsmål og udfordringer, som jeg umiddelbart syntes, var meget mere interessante end at kigge på egen autoritet, embede og rolle. MEN måske er svaret på alle de emner netop et sted i undersøgelsen af præstens rolle, autoritet og embede. Det blev i hvert fald tydeligt under flere oplæg.

Prioritér ud fra faglighed

”I har en scene. Brug den,” sagde Stefan Herman, der er tidligere rektor for Københavns Professionshøjskole. Han mener, at lærernes autoritet er blevet nedbrudt, fordi de ikke har taget sig selv og deres faglighed seriøst.

Panelsamtalen mellem ”læreren”, ”juristen”, ”lægen” og ”præsten” mundede ud i en konklusion om, at det er vigtigt med fagets egen afgrænsning - at prioritere selv som fag og indenfor sit fag for at fastholde fagligheden og dermed autoritet. Sådan som lægen i akutte situationer ikke skal prioritere ud fra andet end sin faglighed.

Stefan mener, at skolen skal stille en scene til rådighed. Ikke en arena med mulighed for alt muligt. Det værste er at give barnet ansvar for egen læring. Måske kan den tanke overføres en til en. Der skal være en scene, hvor der er plads til det ”teater”/ ”ritual”, der skal til for, at barnet kan gå fra at være barn til at være elev. Hvor lærerens faglighed kan komme i spil.

”I har den scene,” sagde han. ”I har ritualer, manuskript og rollehæfte. Brug det!”

Hvor går grænsen?

”Der er ingen grænser, når jeg er alene,” synger Thomas Helmig i 80’er hittet ”Midnat i Europa”.

Bent Meier Sørensen, professor på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, fremførte med stor patos sine bekendelser. Han (og ifølge ham selv hele hans generation) har glemt at sætte grænser. Han har glemt at overveje, hvad der er vigtigt i livet. ”Hvad er så vigtigt, at du vil leve og dø for det?,” spørger han.

Til det må man kende de store fælles fortællinger. Zeus, Caligula, Ingemann, Churchill, regnbuen, dåben, kristendommen, verdenskortet. De fortællinger der er så vigtige for, at den lille fortælling (individets) har noget at spejle sig i og hænge sig op på. Ellers skal den enkelte selv finde på sin fortælling og overlades dermed til sig selv.

Input fra Norge: Hvad er en præst uden statskirken?

Præstens autoritet er ikke vigtig. Men kirkens evangeliske autoritet er.

Det er konklusionen i Norge, efter kirke og stat blev adskilt, hvor præsterne har kæmpet for at finde ud af, hvad deres rolle nu er, og hvorfra de skal hente autoritet. Hvad er en præst uden statskirken, men kun med kirke og menighed? Henter man så autoritet i skriften? Og hvad siger den egentlig? Må kvinder overhovedet være præster? 

Halvard Johannessen, førsteamanuensis i praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet, Universitet i Oslo trøstede os med, at der er langt fra dansk folkekirke til de historiske pietistiske strømninger i Norge, der har udbredt det almene præstedømme så meget til lægmandsfolket, at præster nærmest er overflødige. Præstens opgave er at trøste. Det var Luthers klare embedsforståelse.

Vi fik et teologisk rugbrøds-brush-up på Luthers og Grundtvigs embedsforståelser, der bunder i deres historiske kontekst. Grundtvig sætter menighedens historiske fællesskab i centrum mod den ”ahistoriske elitære individbaserede luftkirke”. Hvad ville de to sige om folkekirken i dag?

"Mind the gap!"

Jeg blev på konventet klogere på præstens rolle, embede og autoritet vinklet fra mange sider, og jeg kan se potentielle svarmuligheder på alle de andre mange spørgsmål, jeg havde, inden konventet gik i gang. Autoritet i dag bygger på faglig kompetence.

Gennem mit præsteliv har en tidligere biskops citat fra et stiftskonvent fulgt mig: ”I er ikke noget særligt. I forkynder noget særligt.” Jeg tror, det er det, Trine Dyrholm arbejder efter, når hun inden optagelser råber: ”Mind the gap.” Hun punkterer sine egne forventninger til andres forventninger til hende. I stor ydmyghed over for egne evner, faglighed og kompetence.

Så næste gang du rundt om i stiftet hører en præst råbe: ”Mind the gap” på vej ind til møde med kommunen, menighedsrådet, skolen, dåbsforældre, foredrag, fastelavnsfest eller Sankt Hans-bålet, så vid, at der bag de ord er en ydmyghed og en faglighed, der bunder i simul justus et peccator.

Tak for endnu et godt konvent!

Stiftskonventet er finansieret af Helsingør Stiftsråd.