Evangeliet taler det uforsonlige imod

Af Peter Birch

Vi nyder årets sidste frugter og solstrålernes fortsatte magt. At vende blikket mod det nære kan være beroligende i en tid, hvor ufredens gule bjælker blinker i manges bevidsthed.

I år har talen om åndelig oprustning sat mange sind i bevægelse. Der er forskellige meninger og dagsordener, men selve samtalen er afgørende. For krig og ufred må siges imod. Mens kuglerne støbes, må vi ruste os til fred – gennem forsoning og genopbygning af tillid. Vi skal kunne forsvare os, ja. Men vi må aldrig glemme, at den, vi står overfor, også er et menneske. Krigens første offer er medmenneskeligheden.

Her står kirken med en særlig opgave og et ansvar. Vi må insistere på, at konfrontation ikke skaber varig fred. Før freden kommer genoprettelsen af relationer, retfærdighed og medmenneskelighed. Vi skal tale det uforsonlige imod – uden selv at blive uforsonlige undervejs.

Det kristne håb minder os om, at vi ikke står alene med ansvaret. Vi må række ud efter håbet, sådan som salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen gør i salmen Du spør mig om håbet:

Du spør mig om håbet – hvad er det,

en længsel, en stemning, en storm?

en lysstribe ud over havet

en skygge, der søger sin form?

men bedst som du tænker der ingenting er,

så findes det,

håbet,

så findes det dér.

Vi tør håbe på en fremtid, hvor fjender forsones. Ikke som en naiv fornægtelse af virkeligheden, men som en mulighed for at tage ansvar og række ud. Det håb næres i troen på, at vi aldrig står alene, og at lys kan bryde frem, selv når det er mørkest.

Lad os derfor frimodigt tænde lys – og bede om fred for verden.