Kom med til Landemode 2026
Der er altid noget særligt over første lørdag i oktober. Det er nemlig den dag, det traditionsrige landemode afholdes i Helsingør Stift, og i lørdags var ingen undtagelse. Genbesøg dagen eller læs om det hele for første gang i reportagen herunder.
Vokalensemblet Suona under leverer gåsehudsfremkaldende smukke toner. Flere billeder fra dagen nederst i artiklen. Foto: Sille Arendt.
Af Rikke Lyskjær-Rudbæk
Lørdag i oktober. Efteråret har så småt ramt Helsingør, og mens byen vågner, stimler folk sammen i Domkirken. Festklædte og forventningsfulde.
Klokken 10.30 ringer kirkeklokkerne, og med biskop Peter Birch og stiftamtmand Henrik Horster i front går stiftets provster og præster i procession ind i den fyldte domkirke.
Årets landemodeprædiken bliver flot leveret af provst Ove Kollerup, der prædiker over Jesu ord om det sande vintræ fra Johannesevangeliet kapitel 15.
”Selvbestaltede mellemmænd har der været til alle tider. De vil så gerne stille betingelser og sætte grænser for andre mennesker. Og dermed sætter de i virkeligheden grænser for Guds kærlighed,” lyder det blandt andet fra prædikestolen.
Også Vokalensemblet Suona under ledelse af Cille Buch er med, og de leverer gåsehudsfremkaldende smukke toner, inden første del af dagens program er slut, og turen går langs Øresund mod Marienlyst Strandhotel.
Join our table
På hotellet er der traditionen tro dækket festligt op til de 340 tilmeldte fra rundt omkring i stiftet, men før forsamlingen kan kaste sig over sild, fiskefileter og andre lækkerier fra buffeten, byder domprovst Eva Tøjner velkommen, og der bliver sunget bordvers.
Rundt omkring ved bordene flyder samtalerne i en lind strøm, og da biskoppen efter frokosten går på talerstolen, indleder han meget apropos sin landemodeberetning med at fortælle en anekdote om, hvordan han på uventet vis blev inviteret med til bords, da han en dag efter et møde ville besøge en restaurant, han havde hørt godt om:
”Det viste sig, at de netop havde lukket, men personalet skulle i gang med at spise deres frokost og var i gang med at stille stole og mad ud på fortovet i solen. Og restaurantens chef slog ud med armen og sagde med et smil: ’Join our table’.”
Biskoppen takkede ja til invitationen, og i sin beretning understreger han betydningen af at huske at invitere andre med til bords:
”Den oplevelse vil jeg altid huske. Og den blev et billede på, hvad det er, vi skal som kirke. Vi skal være åbne fællesskaber, der inviterer mennesker ind og er parat til at dele det, vi er sammen om. Det handler om at skabe rum, møde liv, dele tro – de tre led, der står som overskrift for den vision, stiftsrådet i Helsingør Stift vedtog i maj i år, og som i de kommende år markerer retningen for arbejdet.”
Når mænd mister
”Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.”
Næste taler på podiet er præst og ph.d.-stipendiat Jens Fogh, som lægger ud med ovenstående smukke digt af Søren Ulrik Thomsen. Jens Fogh er her nemlig for at fortælle om Sorgens Have – et tværfagligt samarbejde om sorg, mænd og kirkegårde, som Helsingør Stift er en del af. Der er helt stille i salen, mens Jens Fogh deler fakta om emnet. Det er tydeligt, at det her er vigtigt! Mænd over 50 år er nemlig særligt udsatte, når de mister en nærtstående, fordi mange ikke har en fortrolig at dele deres sorg med.
Christine Tind Johannessen, der er projektkonsulent fra Helsingør Stift, supplerer Jens Fogh og fortæller, at der nu er igangsat fire forløb rundt omkring i stiftet, nemlig i Lillerød, Hørsholm, Virum og Kongens Lyngby. Hun pointerer, at alle er velkomne til at kontakte hende, hvis de vil vide mere.
Fællessang behøver ikke være et event
Da eftermiddagens æbletærte er skyllet ned med kaffe, er det igen tid til at synge. Domorganist Else-Marie Kristoffersen slår et slag for ’det lille sangfællesskab’. Hun fortæller, at vi efterhånden har vænnet os til, at fællessang er lig med store events, og at de små sangfællesskaber derfor er under pres. Men sådan behøver det slet ikke at være!
Der skal være plads til sang uden musik, for eksempel før et menighedsrådsmøde, på plejehjemmet, eller når der skal synges bordvers. Og for at understrege, at det sagtens kan lade sig gøre, spiller Else-Marie Kristoffersen klaver til nogle vers i udvalgte salmer, mens salen synger de øvrige vers uden akkompagnement. Og hey: Det virker!
Oplægget afsluttes med Lisbeth Smedegård Andersens og Mads Granums smukke salme ’Du spør mig om håbet’:
”Du spør mig om håbet— hvad er det
en længsel en stemning en storm?
en lysstribe ud over havet
en skygge der søger sin form?
men bedst som du tænker der ingenting er
så findes det
håbet
så findes det der.”
Det betaler sig at være modig
Det er nu blevet tid til at udløse spændingen – for hvem mon bliver vinder af årets Stiftsinitiativpris 2026? Seks skarpe initiativer har været indstillet, men kun en kan vinde diplomet, æren og de 10.000 medfølgende kroner.
Stiftsrådsformand Søren Ødum Nielsen indtager talerstolen:
”Årets Stiftsinitiativpris går til Hornbæk Kirkes arbejde med målrettet at integrere Instagram som en del af kirkens kommunikation og kontakt med mennesker. Instagramprofilen er blevet et lille digitalt kirkerum med en bred rækkevidde. Vi har i sammenhæng med Stiftsrådets vision set et mod og vedholdenhed i brugen af sociale medier, som udbygger kontakten med unge voksne. Og vi hører om kontakt fra mennesker, som måske ellers ikke ville have kontaktet kirken.”
Klapsalverne fylder rummet, da sognepræst Lizette Harritsø og resten af vinderholdet fra Hornbæk Kirke træder på scenen, og jublen bliver ikke mindre, da de i vanlig Hornbæk-stil viser en reel, de har lavet som tak. Publikum kan lide det, de ser, og Hornbæk-teamet forlader scenen til endnu flere klapsalver. Godt gået!
Se Hornbæk Kirkes takke-reel her.
Kristendom er blevet cool
”Kender I typen?” indleder Eva Tøjner, og salen ler. Nu er det nemlig blevet tid til dagens sidste oplæg, hvor strategikonsulent Jacob Holst Mouritzen, der også er kendt som livsstilsekspert i DR-programmet ’Kender Du Typen?’, skal fortælle salen om unges forhold til kirke og tro.
”Gud er tilbage,” slår Jacob Holst Mouritzen fast og fortsætter:
”For jer i det her rum, har Gud aldrig været væk.”
Salen griner, og Jacob Holst Mouritzen fortæller videre om, at der sker noget blandt de unge. Engang var tro nedarvet, nu er den et valg – og et valg, flere og flere unge tilsyneladende træffer. De unge vil gerne lære mere om Bibelen, og der bliver talt og delt tro utrolig mange steder, fortæller Jacob Holst Mouritzen:
”Det er blevet fedt at sige, at man går i kirke. Kristendom er blevet cool!”
Jacob Holst Mouritzen fortæller, at unge – især mænd – søger mening, noget der er fast, og at de derfor søger kirken, fordi de her kan blive en del af et forpligtende fællesskab. Derfor er det vigtigt, at vi i folkekirken er klar til at tage imod de unge. Vi skal simpelthen gøre det nemmere for dem at komme ind i kirken.
Salen lytter interesseret, og efter en lille halv time slutter Jacob Holst Mouritzen sit oplæg med et vigtigt spørgsmål:
”Hvis en ung voksen vil udforske troen, hvad ville vedkommende så finde i din kirke?”
Det spørgsmål er der formentlig mange, der tænker videre over, da de efter dagens sidste fællessang og biskoppens afrunding vender snuden hjemad.
Sikke en dag fyldt med fællesskab, faglighed og fest. Sæt allerede nu et kryds i kalenderen lørdag den 2. oktober 2027, og ’join our table’ til næste års landemode.
Indtryk fra dagen
Hvad tager du med fra dagens landemode?
”Det har været en interessant dag med gode oplæg. Jeg synes, oplægget om Sorgens Have var meget spændende, og det samme med Jacob Holst Mouritzens oplæg. Det taler lige ind i tidsånden. Menigheden er jo typisk de gråhårede, men i min kirke oplever vi også, at enkelte unge dukker op af sig selv. Jeg har netop været til konfirmandevent på Frilandsmuseet med de nye konfirmander, og selv om de ikke nødvendigvis kender så meget til det, der står i Bibelen, kan jeg konstatere, at de går meget op i det.”
- Hanne Ekstrand, menighedsrådsmedlem i Christianskirken, Lyngby
Hvad tager du med fra dagens landemode?
”I Lyngby Kirke diskuterer vi, hvad vi kan gøre for at få flere unge med, så jeg synes, Jacob Holst Mouritzens oplæg var virkelig relevant. Jeg kunne dog godt have tænkt mig, at der havde været endnu mere tid til at stille spørgsmål til det spændende indhold.”
- Anne Grete Bülow, menighedsrådsmedlem i Lyngby Kirke