Ungdomsforsker: Nogle gange stinker fællesskabet

Af Benjamin Birk Christophersen

"Den gruppe unge, I gerne vil have fat i, er relationelt i dårligere form, end de har været tidligere. De er simpelthen mindre vant til fællesskaber – og det har betydning for, hvordan vi tager imod dem."

Sådan siger Søren Østergaard, der er ungdomsforsker, ph.d. og udviklingschef ved Center for Ungdomsstudier, når han spørges om, hvad der er vigtigt at være opmærksom på i mødet med teenagere i dag.

Vi tager ham på ordet og undersøger her, hvordan folkekirken og alle os, der er i den, kan tage imod og forstå de unge.

Fællesskab er ikke længere en selvfølge

Mange af de fællesskaber, vi som voksne forsøger at skabe, bygger på erfaringer, unge i dag ikke nødvendigvis har. Hvor tidligere generationer lærte fællesskab gennem leg og samvær i hverdagen, vokser unge i dag op med færre uformelle relationer, og en hel del af den sociale interaktion er flyttet til den digitale sfære:

"Mange af de måder, vi er sammen på, er med udgangspunkt i, at vi legede på gaden. Vi voksede op med legefællesskaber, så man kunne se, hvordan man var en del af fællesskaber," fortæller Søren Østergaard og fortsætter:

"Lige nu er de unge bare i dårligere form."

Det gode værtskab er afgørende

Når fællesskab ikke er en selvfølge, bliver måden, vi tager imod på, helt central.

"Der er mange ting i kirken, som vi ikke forklarer. Der er bare nogle ting, vi siger, fordi det har vi alligevel sagt i nogle år. Vi skal sikre, at det ikke bliver akavet at komme i kirken – og alt det, man ikke har prøvet før, er akavet."

Det lyder enkelt, men det er en stor opgave, der også skal trænes.

"Fællesskaber om spisning eller andre aktiviteter kan noget. Men man skal bare huske at være meget intentionel omkring det, man gerne vil. Og hvis det kun bliver aktiviteter for aktiviteternes skyld, så gennemskuer man det lidt med det samme."

Det betyder, at vi ikke nødvendigvis kan tage udgangspunkt i de sociale koder og normer, der falder os naturlige i kirkens kontekst. Det gælder sproget, og ifølge Søren Østergaard også de forventninger, vi har til hinanden:

"Man kan ikke bare sige: "Gå sammen to og to". For nogle fungerer det – men der vil altid være nogen, der står tilbage inde i midten af lokalet. Det aktiverer simpelthen smertecenteret i hjernen. Den mest sårbare gruppe synes, at fællesskab stinker lidt, for de har slået sig rigtig meget på det."

Det skal være realistisk

Det kan altså være svært for nogle at være med i fælles aktiviteter og samtaler. Det kender vi i virkeligheden på tværs af alder. Man når dog et langt stykke ved at anerkende problematikken. Det kan gøres ved at tale mere realitisk om fællesskabet:

"Fællesskabet stinker også engang imellem. Og hvis jeg går ind i fællesskabet med den forventning, så er der større chance for, at jeg ikke bliver skuffet," siger Søren Østergaard og fortsætter:

"Vi skal altså ikke holde efterskoleforstanderens tale: "Det bliver det bedste år i dit liv." For så sidder man bare og tænker: "Shit mand, jeg har lige mistet alle mine venner, og jeg skal bo på værelse med tre andre, som jeg ikke kender særlig godt. Det bliver ikke det bedste år i mit liv." Altså, det der med at tale realistisk om, hvad fællesskaber kan, tror jeg er rigtig, rigtig vigtigt."

Et fællesskab, der giver mening

Søren Østergaard arbejder på at fremme det ”robuste fællesskab”, der er et trygt sted at være, og et sted, hvor man kan tale om det, der er vigtigt, uden at blive gjort til grin.

Og her har folkekirken faktisk gode kort på hånden, mener Søren Østergaard:

"Kirken har sprog for sorg, skrøbelighed, glæde og passion. Hvis man får sat det i spil, så er det faktisk ret attraktivt. Og så kan kirken noget i forhold til det intergenerationelle fællesskab. Dem, man møder i kirken, som er ældre end en selv, skal have modet til at stille spørgsmål og til at involvere sig i de unges liv. Det vigtigste er nysgerrighed. Når vi spørger den her aldersgruppe, hvilken karakteregenskab, der fylder mindst i deres liv, så er det nysgerrigheden. Det er nysgerrigheden, der bringer dig ud af din komfortzone, og det er jo ikke fedt. Og når man i øvrigt får så meget i sit feed hver eneste dag, så behøver man ikke at være nysgerrig uanset hvad."

Når Søren Østergaard samler det hele i en "maggiterning", så er opgaven klar:
"Kirken skal være et trygt og nysgerrigt fællesskab, hvor vi taler om vigtige ting, og hvor det ikke bliver akavet."

Det kræver ikke nødvendigvis flere aktiviteter. Men det kræver mere opmærksomhed på relationer, værtskab og den måde, vi møder unge på.