Fortsæt til hovedindholdet
26. februar 2026

Biskoppen: Dåben er et godt livsgrundlag – uanset alder

Flere og flere vælger at blive døbt senere i livet, og det er en tendens, der glæder biskop Peter Birch. ”I dåben bliver vi en del af et fællesskab, der er dannet forud for os,” skriver han blandt andet i sin hilsen.  

Foto: Sille Arendt.

Af Peter Birch

925.  

Så mange unge mennesker valgte at blive døbt forud for deres konfirmation her i stiftet sidste år. Det fremgår af den nyeste kirkestatistik og bekræfter en tendens, som har gjort sig gældende med stadig større styrke gennem det seneste årti.  

Året før var det omtrent lige så mange. Flere og flere unge tager aktivt stilling til dåb i forbindelse med deres konfirmation. De unge tager dermed en beslutning, som deres forældre fravalgte eller overlod til de unge selv. At så mange unge vælger at blive døbt i forbindelse med konfirmation, og at flere unge følger konfirmationsundervisningen, er virkelig glædeligt.  

Det vidner om, at der arbejdes seriøst med at møde konfirmanderne med relevante undervisningsformer. De unge søger mening og retning. De ønsker at være del af et fællesskab, som de ikke skal gøre sig fortjent til, men som åbner sig for dem, og som rummer dem, som de er. De vil gerne tale om tro og håb og kærlighed. Om fællesskab og mening. 

Det er utrolig glædeligt, at vi som kirke står centralt i den samtale med de unge. 

Vi har i Helsingør Stift haft fokus på dåbsfremmende initiativer gennem flere år. Årets kirkestatistik bekræfter, at der er to forhold, der presser dåbsprocenten. Det ene er et traditionsbrud blandt danske forældre, og det andet er en ændret befolkningssammensætning.  

Der er tale om store samfundstendenser, der hver på deres måde gør, at dåbsprocenten falder en smule hvert år. Men samtidig ser vi altså en modsatrettet tendens, der handler om, at flere og flere vælger at blive døbt senere i livet.

Det er konfirmanderne et godt eksempel på. Men også voksne, der ikke blev døbt som spæde, vælger dåben til som et grundlag for deres tro og liv. Dette nyhedsbrev indeholder en række interviews og artikler, der belyser denne spændende udvikling i vores folkekirke.

I dåben bliver vi en del af et fællesskab, der er dannet forud for os: Gud giver os i dåben et håndgribeligt tegn på, at vi hver især har plads som lemmer på en fælles krop, der lever af tro, håb og kærlighed.  

Digteren Simon Grotrian formulerer det med sin vanlige sproglige kreativitet på følgende måde: 

Guds øje er en samlepol 

for døbefontens navne 

Alle døbte bliver draget ind i et fællesskab af Guds magnetiske kærlighed. På trods af alle vores fejl og mangler: I Guds øjne er vi værd at samle på.  

Det er et godt livsgrundlag. Hvad enten man lige er kommet til verden, er teenager eller oppe i årene.