Louise blev døbt på sin 50-års fødselsdag:”Det er, som om tingene er faldet mere på plads nu”

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

”Jeg er selv opvokset meget hedningeagtigt,” griner Louise Mørup Sonne, da hun fortæller om sin barndom. Hendes mor tog afstand til tro og religiøsitet og ønskede bestemt ikke, at hendes datter skulle døbes, og hendes far mente ikke så meget om den sag på det tidspunkt. 

”Men min mor er alligevel meget rationel og ikke-indoktrinerende, så hun talte senere for, at jeg skulle gå til præst, da jeg nåede konfirmationsalderen. Hun ønskede, at jeg skulle lære lidt om, hvad kristendom handler om, inden jeg selv tog stilling. Det fravalgte jeg dog dengang,” fortæller Louise.

Det var først, da Louise i 2007 blev mor for første gang, at hun tog sit forhold til kirke og kristendom op til revision. Hendes mand er døbt og konfirmeret, og for ham var det meget vigtigt, at deres søn også blev døbt. Louise gik derfor med til det, og på hendes fødselsdag blev sønnen døbt i den lokale kirke. Noget der til Louises store overraskelse endte med at betyde rigtig meget for hende.

”Jeg kunne vildt godt lide det, og jeg kunne mærke, at det betød noget for mig. Det smukke kirkerum. Ritualerne. Den 100 år gamle dåbskjole fra min mands familie. Det forbandt os med fortiden og den kristne slægt og var en god markering af, at nu er det her barn blevet født, og han hører til i vores kultur. Det gav bare mening for mig,” fortæller Louise.

Da parrets anden søn blev født tre år senere, var der derfor heller ingen tvivl om, at han også skulle døbes – og igen på Louises fødselsdag:

”Nu var det ikke længere kun min mands ønske. Nu var det også mit,” fortæller hun.

Ønskede at bidrage

Til dåbssamtalen med parrets andet barn spurgte Louise faktisk ind til muligheden for selv at blive medlem af folkekirken:

”Da jeg for anden gang skulle have et barn døbt og benytte mig af kirken, føltes det mest fair at blive medlem. Men da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne blive medlem uden at blive døbt, parkerede jeg den idé. Det skridt var jeg alligevel ikke helt klar til at tage, for det var en stor del af min identitet, at jeg ikke var døbt,” fortæller Louise.

Alligevel var dåbssamtalen startskuddet til 15 års overvejelser for og imod dåb. Louise talte med sin omgangskreds om sine tanker, og sidste år traf hun så den endelige beslutning om at lade sig døbe.

”Begge mine sønner er døbt på min fødselsdag, så hvis jeg skulle døbes, skulle det også være den dag. Jeg havde derfor én chance om året, og jeg fik bare aldrig gjort det. Men op til min 50-års fødselsdag tænkte jeg: ’Nu skal det være! Hvis jeg ikke gør det nu, sker det ikke’.”  

Louise tog tilløb til at kontakte en præst, hun rigtig gerne ville døbes af, og til hendes store glæde sagde præsten ja til at døbe hende på hendes 50-års fødselsdag. 

Inden dåben havde Louise en samtale med præsten, der gjorde det klart for hende, at der ikke var nogle krav forbundet med det at blive døbt. Og det var en lettelse for Louise, der inden samtalen ellers havde læst på lektien og mødte velforberedt op:

”Jeg føler mig ikke særlig religiøs. Jeg kan bare godt lide kirken i en kulturel sammenhæng. Kirken er for mig et tidløst rum, hvor jeg bliver forbundet med det, der var før mig og sikkert også det, der kommer efter mig. Det havde jeg lyst til at være en del af. Det var derfor rart at få at vide, at jeg ikke skulle leve op til noget bestemt.”

Et højtideligt øjeblik

Tirsdag den 5. august 2025 oprandt dagen, Louise havde taget tilløb til i 15 år, og det betød meget for hende, at dåben foregik på en helt bestemt måde.

”Det var vigtigt for mig at gøre det her ordentligt. Mine venner og jeg havde før talt om drop in-dåb, men det føltes ærlig talt lidt for meget som en Las Vegas-vielse for mig, og jeg ville gerne tage al ironi ud af min dåb. Det skulle gøres uden sjov og ballade,” fortæller Louise og fortsætter:

”Der var mange, der gerne ville have været med, men jeg kunne mærke, det var ret privat for mig. Det gik meget tæt på min sjæl, og jeg havde ikke lyst til at tænke på, hvordan andre opfattede situationen. Jeg havde brug for, at det kun var for mine allernærmeste, som jeg kan være helt mig selv sammen med, så det var kun min mor, min mand og mine sønner, der var med. Min svigermor gav mig dog en smuk indbundet salmebog med navn, dato og kirke indgraveret i guld, som jeg var meget glad for at have mellem hænderne under dåben.”

Går gerne forrest

Og dåben blev en helt særlig oplevelse for Louise:

 ”Jeg har enormt stor respekt for den institution, kirken er, og det var kæmpestort for mig at opleve, at kirken var åben kun for mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Har jeg virkelig fortjent det?’ Det var en smuk og bevægende oplevelse.”

Efter kirken havde Louise inviteret resten af familien til fødselsdag i haven med boller og lagkage, ligesom hun plejer på sin fødselsdag. Men på bagkant ville hun faktisk ønske, at hun havde gjort noget andet for at markere dåben, der var meget betydningsfuld for hende:

”Om aftenen spurgte min mand mig: ’Hvorfor holdt du egentlig en børnefødselsdag?’, og jeg kan godt se, hvad han mener. Jeg fortryder faktisk, at jeg ikke gjorde det mere højtideligt med for eksempel smørrebrød og et glas vin.”

Da Louise efter sin fødselsdag takkede for de hilsner, der var tikket ind på Facebook, benyttede hun også lejligheden til at dele nyheden om, at hun var blevet døbt. Og det gav lynhurtigt aktivitet i kommentarsporet, hvor mange mødte Louise med positivitet og nysgerrighed.

”Det betød vildt meget, at folk kunne mærke, at det var ægte for mig, og at de gad være deltagende. På den måde føltes det alligevel lidt som at have nogen med til dåben. Jeg kender ikke andre voksne, der er blevet døbt, så jeg føler, jeg går lidt foran, og jeg kan godt lide at vise, at det her kan man også gøre, og det tør jeg godt. Måske kan det inspirere andre. Hvis jeg selv havde set en anden gøre det samme, havde det helt sikkert sat skub i min beslutning tidligere,” lyder det fra Louise.

En del af et fællesskab

Det er nu et halvt års tid siden, Louise blev døbt, så hvordan har tiden som medlem af folkekirken så været?

”Jeg føler ikke, jeg er blevet et nyt menneske, men det er, som om tingene er faldet lidt mere på plads. For mig handler det meget om at høre til. Der er et eller andet fællesskab i folkekirken, som jeg er blevet en del af, og dåben var en cementering af min kultur og nationalfølelse,” siger Louise og fortsætter:

”At blive 50 år føles for mange lidt underligt, tror jeg. Sådan var det også for mig. Man tager hul på en ny livsfase, og hvem er man så? Det hjalp mig at kunne markere min runde fødselsdag på den måde.”