Fortsæt til hovedindholdet
27. januar 2026

Helsingør Stift lancerer nyt projekt om mænd i sorg

Den første januar i år lød startskuddet til et nyt projekt i Helsingør Stift, som sætter fokus på mænd 50+, der har mistet en nærtstående. Ældre mænd i sorg udgør nemlig en sårbar gruppe med forhøjet risiko for ensomhed, mistrivsel og for tidlig død, og VELUX FONDEN har derfor bevilget knap seks millioner kroner til projektet, der går under navnet Sorgens Have.

Af Rikke Lyskjær-Rudbæk

Mænd 50+ er de mest udsatte, når de mister en person, der står dem nær. Blandt andet fordi mange i aldersgruppen giver udtryk for, at de ikke har en fortrolig at tale med om det, der gør ondt. Alligevel er det de færreste mænd, der benytter sig af de samtalebaserede tilbud, folkekirken tilbyder til mennesker i sorg, fordi de har svært ved at se sig selv i en situation, hvor samtalen er i centrum.

Det vil Helsingør Stift nu lave om på med projektet Sorgens Have, der over de kommende tre år skal undersøge, hvilken rolle kirkegården kan spille i mænds bearbejdelse af sorg ud fra deres egne præferencer og på deres præmisser. I Sorgens Have skal det undersøges, om kirkegården kan være et sted, hvor praksis, naturen, atmosfæren og fællesskabet kan hjælpe med at lindre, hele og trøste, så sorgen bliver til at leve med – uden at det sker med ordene i centrum.

Samtalen er ikke centrum

VELUX FONDEN har bevilliget knap seks millioner kroner til Sorgens Have, og det er professor Brian L. Due, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU, der leder forskningsprojektet. Udover Helsingør Stift deltager Det Nationale Sorgcenter, Forum for Mænds Sundhed og Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, KU i projektet.

Centralt i projektet står et omfattende empirisk arbejde, der finder sted i tre udvalgte sogne i Helsingør Stift. Her er det tanken, at de berørte mænd mødes på den lokale kirkegård for sammen at udføre meningsfulde aktiviteter. Det kan for eksempel være, at deltagerne inddrages i pleje af gravstedet for deres afdøde, eller gruppen sammen går en tur på kirkegården. Aktiviteterne ledsages af uformelle samtaler, der udspringer af det, mændene foretager sig sammen – i modsætning til mere traditionelle sorggrupper, hvor netop samtalen er det centrale. Antagelsen er nemlig, at det at have hænderne beskæftiget og fokus på et fælles tredje vil skabe et trygt rum for mændene, reducere følelsen af sårbarhed og naturligt åbne op for mere frie samtaler, der falder mændene naturligt.

Kirkegården som ny ramme

Og der er brug for, at mændene får åbnet op for de svære følelser på deres egen måde. Forskning viser, at mænd over 50 år oftere oplever depressive symptomer efter deres ægtefælles død end kvinder, der står i samme situation. Mænd ønsker nemlig generelt ikke at blive sygeliggjort for deres sorg, og derfor har de svært ved at tage hul på samtalen.

Der findes i forvejen mange tilbud til mænd i folkekirken, men det nye ved Sorgens Have er, at kirkegården udnyttes som ramme. Ingen tidligere indsatser har systematisk kombineret kirkelig sorgstøtte med natur- og stedbaserede aktiviteter, så forventningen er, at man med projektet vil skabe ny viden og nye metoder på området, som senere kan deles med resten af folkekirken. På bagkant af forskningen vil Helsingør Stift udarbejde et konceptkatalog for kirkegårdsbaserede sorgfællesskaber, som er frit tilgængeligt for alle sogne.

Hvis du er interesseret i at vide mere, kan du kontakte Helsingør Stifts konsulent på projektet, Christine Tind Johannessen på ctj@km.dk- eller 20 41 01 15.